Hammer i ansigtet

Træthed
Den lørdag fik jeg en hammer i ansigtet. Der var nu gået ned ad bakke formmæssigt i 8 måneder, men det var slet ikke meningen at det skulle gøre ondt her. Træningsturen foregik i godt selskab og adstadigt tempo. Omgivelser var fortryllende og selve turen var af kortere længde - måske 18 km.  Alligevel gik jeg i stå. Forud var der gået et par hektiske km, hvor jeg i krise kæmpede for at få styr på mine bevægelser og signaler i baghovedet der konstant hylede og blinkede FARE!!!... "Det kunne ikke være rigtigt" tænkte jeg. "Intet af det jeg havde foretaget mig skulle kunne bringe mig så meget ud af fatning. Det måtte være en mental krise slet og ret, som det gjaldt om at svede ud, hurtigst muligt."


Måske det var en mental krise? Jeg finder aldrig ud af det. Det lykkedes mig ikke at komme forbi den, og som et fly hvis motorer er stået af, men som stadig har en svævefase i sig, holdt jeg mig i bevægelse indtil nedstyrtning godt 2km før mål. Alt i kroppen opførte sig som om jeg var vågnet fra et natligt mareridt. Ben, led, sener, muskler var i dvale og reagerede ikke på ønskerne fra mit panikkede sind. Jeg måtte stoppe op. Jeg var gået kold.

Den hammer var et signal om at jeg måtte se at komme igang igen. Jeg kendte kun til et sted at starte... Grundtræning. Hurtigst muligt måtte jeg se at få bygget en km-base op, så jeg som minimum ikke skulle havne i den situation igen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag