22. dage (12. juni 2017)

Eremitagen med Runners United 10/6-2017. Foto: Claus Grønbech
I dag har jeg løbet hver dag siden d. 21. maj. Det er 22 dage. Af og til med to daglige træningspas og en enkelt dag, tre. 425 km i alt. Både i fredags og i lørdags var jeg meget træt. Det blev til en irritation over ikke at have nok energi til døgnets øvrige gøremål. Jeg overvejede at holde løbefri søndag, da det gik op for mig, at jeg så ville bryde en 20dages stime. Istedet joggede jeg 9km i adstadigt tempo ud til Hvidovre (Copenhagen Open) for at se A. løbe. Jeg fulgtes med ham hjem i S-Toget. 

Hvornår bliver noget for meget? Det må vel være på et tidspunkt, hvor man enten gør skade på sig selv eller andre, som følge af sin adfærd. Måske er man ikke i stand til at se det selv? Måske ser man det, men man er ikke istand til at ændre retning?

Jeg vil jo ikke skade nogen (heller ikke mig selv)... Men jeg vil gerne risikerer noget, hvis det betyder at jeg kan nå noget. Det kan være jeg en dag ofrer et knæ for at løbe 1.000km på en måned. Så fandt jeg en grænse. Men jeg tror knæet holder. Man må ikke være alt for bekymret, hvis man skal løbe 1.000km på en måned.

Lige nu venter jeg på formfremgang. Beløningen, der lurer rundt om hjørnet, når man har stået imod tilstrækkelig længe. Det kan være at man går fra at løbe 4.30 min/km, til at løbe 4.10 min/km, uden at mærke forskellen. Det kan være at benene en dag siger: "Vi tager lige en tempotur, og så løber jeg 10k på 35min. Den burde være lige om hjørnet - fremgangen.

Jeg ved det ikke. men sådan har det været tidligere.

Kommentarer