Translate

Løbetræning i Kenya - del 5 - Hillwork og "the house of a champion"


Er der noget som kenyanerne ikke er så seje overfor så er det vand (og kulde). Vi så det til Boston Marathon, hvor de nærmest gav op. Nu har det regnet hele natten. Den første melding er, at dagens hillwork er udsat til kl. 08.00. Hillwork starter et andet sted end der hvor vi plejer at mødes. Så da Erling et stykke tid efter at være gået i seng igen, finder ud af at det oprindelige tidspunkt kl. 06.30 er fastholdt, får vi pludselig travlt. Dette er femte del af mine beretninger om løbetræning i Kenya. Du kan finde forrige oplæg her.  

Onsdag - Hillwork
Ganske pludseligt er det bare ud af sengen. På med træningstøjet og afsted i "hastig jog" op ad bakken.

Om det er stigningen eller højden skal jeg ikke kunne sige, men jeg kæmper virkelig for at nå op til den bakke, hvor vi skal træne. Hele tiden støder der løbere til og vi er en større flok der samles på toppen. Sammy er udeblevet og Bonface, som til at starte med ignorerer mig pga. gårsdagens udeblivelse, døjer - ifølge ham selv af en lyskenskade.



Det er koldt og fugtigt og den brune jord på den knap 300m lange strækning klamper sig til skoene, så de ved bunden af bakken nærmest vejer et kilo ekstra, hver.



Der løbes i to kolonner, og det er lidt svært at finde en rytme. Jeg prøver at holde et ensartet pace, men før halvejen ryger pulsen kraftigt i vejret og jeg må kæmpe mere og mere for hver tur.

På toppen vender alle og jogger langsomt ned imens man atter får vejret. Vi får at vide at der skal laves 14 i alt. Det er færre og også kortere end normalt pga. det våde underlag. Jeg er streng med regnskabet, men selvfølgelig bliver vi sendt ud på tur nr. 15 og de der ønsker det får sågar en nr. 16. med.

Bonface og et par andre har faktisk været flinke og coachet mig et par gange op. "Find a steady flow." messer de. "Don´t spend all your energy." Og jeg nikker og kæmper så godt jeg kan. På de sidst opløb, udmattes jeg dog mere og mere og efter nummer 15, står jeg bare gispende og stirrer ned i den brune jord foran mig. Jeg kunne sikkert godt tage en tur mere, men jeg har fået nok. Imorgen er der også en dag.

Bonface selv, har kun løbet de første 5-6 opløb, herefter har han stået opppe på toppen og tilset at typer som jeg og Victor også er kommet med ned igen. Det er pisken han står og svinger deroppe på toppen. Jeg føler, jeg har genvundet noget af æren da vi jogger hjem.



The house of a champion
Til eftermiddag er vi inviteret på besøg hos William Morwabe. William er nok verdens mest jordnære person og det glæder mig at han ønsker at se os. Jeg har en dåse småkager med og en trøje fra Runners United, som han jo har løbet med nogle gange ude i Dyrehaven. Vi beder Sammy om at køre os derud.


William Morwabes butik
Jeg stiger ud ad Sammys bil forbløffet over at se Williams lille købmandskiosk, der vel kan beskrives som en foretning på størrelse med en lille grillbar, uden køkkenudstyr og et lille gitter hvorfra der kan ekspederes. Vareudvalget består af taletidskort, sæbe til tøjvask, sodavand, cigaretter og pengeoverførsler.

Erling fortæller mig at køleskabet med sodavand er nyt og sikkert er en investering han har foretaget for pengene han vandt ved at sætte løbsrekord ved dette års Københavns Marathon. En samlet præmiesum der i øvrigt nu er blevet beskåret med 10% pga. en korrupt bankfilial, som har manipuleret vekslekursen. Det er en sag som Erling og William stadig slås med banken om, fordi den - på trods af et allerede indgået forlig om en stadigvæk alt for lav vekslekurs - endnu ikke har overført alle pengene på kontoen.

Hjemme hos William

Indgang til William til højre. Bygningen danner en slags gård med andre lignende huse

Baggård
Vi går igennem en port og bliver budt velkommen af Williams kone Emily, som jeg giver dåsen med småkager. Det lader til at hun bliver glad for gaven. Hun takker og lyser op med et smil. Lidt efter er hun igang med at tilberede chai og ndazi, imens William passer foretningen. Ndazi er en meldej, som frituresteges og smager lidt som en blanding af klejner og pandekage. PÅ trods af sin enkle opskrift kan ndazi laves på mange forskellige måder og Williams ndazier er blandt de bedste. Williams datter er også i det lille rum, sammen med et af naboens børn.

Vi er tre Muzunguer (hvide mennesker), og Sylvia og det lader til at være for meget for de to børn der skiftes til at græde. Det hjælper at tage dem lidt væk fra os, så jeg prøver ikke at kigge for meget på dem. Rummet er vel på 3-4m2, med en sofa, et køkken og et par stole. Der er en væg, bestående af et stykke stof, som ifølge Erling adskiller stuen fra soveværelset. Jeg kigger ind i butikken, som der er adgang til fra køkkenet og min sammenligning med en grillbar viser sig enddog at være overdrevet.
Sammenlagt svarer hele boligen inkl. kiosk, køkken, stue og soveværelse vel til en container på 4x6m. Men det gør egentlig ikke så meget. Lidt efter kommer William ind og sætter sig. Vi smalltalker lidt om løst og fast. Måske går han efter at vinde Frankfurt Marathon eller som han selv udtrykker det, meget indirekte - han vil blot gøre det så godt han kan der. Der er noget ved Williams væsen der gør at jeg lige der sidder og ønsker forfærdelig meget at det også vil komme til at ske. I mine øjne er denne mand, med sit simple liv en ægte champion.


Jog og køkkenhygge
Vi forlader William og hans kone efter et par timer og tager en tuktuk derfra hen til forbindelsesvejen i Ngong. Vi går hjem og har faktisk lidt travlt for at nå aftenjoggeturen kl. 16.00. Det bliver til små 9km den dag.

Køkkenhygge
Til aften er det Sylvia som laver mad og vi sidder alle rundt om den varme "gulvovn" ude i køkkenet og hygger og har det sjovt. Morgendagens pas på 15x1km, som er ugens vigtigste nærmer sig med alt for hastige skridt og vi går tidligt i seng.

To be continued...

Kommentarer

Populære indlæg