Translate

Løbetræning i Kenya - del 2 (Klatredag og middag med de hårde drenge)

Udsigt fra Ngong Hills udover Masailand
Afrika og især Kenya producerer nogle af verdens bedste langdistanceløbere på samlebånd. Hvordan og hvorfor det kan være har jeg sat mig for at undersøge ved at tage derned og skrive om mine oplevelser i en række blogindlæg. De handler selvfølgelig en del om løb, men også om selve mødet med Afrika. Dette er mit andet indlæg, hvis ikke du fik læst det første, kan du finde det her.

Søndag
Lørdag er lang tur og og mandag til torsdag er relativt hårde pas krydret med afjog om eftermiddagen (mere herom i de kommende indlæg), så om søndagen holder gruppen typisk træningsfri, hvilket Erling udnytter ved at invitere på en klatretur op på toppen af Ngong hills.

I bunden af stigningen, imens alt endnu hersker idyl og jeg kan smutte frem og tage et fællesbillede.

Klatring betyder i denne henseende selvfølgelig løb op ad bjerget. Mere specifikt går turen 500 meter op på en 7km strækning og selvom tempoet viser 7.0 min/km, er jeg fuldstændig udslugt da vi endelig når toppen. Jeg halser efter Erling, Sylvia og Abdi der på skift kommer ned for at opmuntre mig. Jeg knapt istand til at sige et ord, og da slet ikke en sætning.

Abdi kommer med moralsk opbakning på et plateau på vejen op ad bjerget

Sidste stigning - top ude af sigte

På toppen er der en udsigt måske 100km udover Masailand. Vi bliver ikke så længe, for det er køligt. Vejen ned skulle egentlig være kortere, men viser sig at være ligeså lang og turen bliver ialt på små 15km. På vejen ned passerer vi "Vapor-tracks", banen, som jeg skal stifte bekendtskab med på torsdag.

Indgangen til Vapor track
Bagefter er følelsen fantastisk og jeg er enig med Erling, der lufter idéen om at tage den tur hver dag i en længere periode, som en del af et grundtræningsforløb, selvom det ikke er sådan kenyanerne ville gøre.

Bagefter er følelsen fantastisk.

Man bliver solbrændt af sådan en tur. :-)
Til middag med de hårde drenge
Jeg er begyndt at mærke sulten gnave efter klatreturen. Det er godt det samme, for om eftermiddagen har Bonface og Sammy inviteret på "nyamachoma". Det betyder grillet ged, men ædegilde ville nok være en bedre betegnelse.

Ugali (majsmel) i rigelige mængder

Erling advarer mig om at selvom disse mennesker til dagligt lever temelig asketisk, så KAN de æde, som svin, når det slår dem. Alligevel spærrer jeg øjnene op da fadene bæres ind med ged, og kylling og okse og selvfølgelig dertil rigelige mængder af ugali (en slags stivkogt majsgrød, som ikke smager af så meget), pommes frites og mos af kartofler og grøntsager.

Fadene bæres ind og vi sidder i bedste centurion stil under gule pavillioner og tager imod.
Vi sidder under en gul pavillion på - hvad jeg opfatter som et finere sted. På græsplænen står borde med sæbe den slags plastikdunke, som jeg ellers kender fra diverse væskedepoter. Det er til håndvask. For vi spiser med fingrene.



Imens vi spiser, lytter vi til røverhistorier. Sammy har fx. vundet Chicago i 2.04 og er forsvarende mester og løbsrekordindehaver i Valencia med en 2.05 tid. Bonface har pacet utallige verdensrekorder på alt fra 10 til hel og med til bordet sidder Rosemary en af Bonface´s koner. Hun har et japansk scholarship (vundet pga. sit løbetalent), og studerer halvdelen af tiden i Japan. Hun taler også japansk.


Erling, Rosemary og Sylvia i "rituel" dans før håndvask. :-)
Desuden deltager også en række pacere og andre talentfulde løbere... Alt i alt et ærefuldt selskab. Der er ikke noget måske - jeg ER den langsomste løber ved bordet. Sammy prikker til mig og peger på det halvtømte fad med ugali foran mig. "Second half", siger han. Jeg tager handsken op topper ved at øse rundhåndet op fra fadet med oksekød. Det er egentlig ikke for at æde om kap - ugali ER temelig kedeligt i sig selv - men jeg får da et par anerkendende nik hist og her. Solen skinner og jeg brillerer desuden ved at tage en tur i stedets pool. Svømning er IKKE noget Kenyanerne dyrker, så jeg nyder at have basinet for mig selv.

Da det hele er overstået, er det Sammy der svinger med sit guldvisakort. Han vil ikke høre TALE om at vi skal have penge op ad lommen. Istedet må vi love at byde ham og Bonface velkomne når de kommer til Danmark.

Glade og opstemte får vi bagefter et lift hjem i Sammys kæmpetoyota.

Om aftenen jogger Erling, Sylvia og jeg en tur på egen hånd. Det bliver lidt kaotisk, eftersom det er længe siden at den tur er blevet løbet - har jeg på fornemmelsen og strækningen er vokset til.

Joggetur på græs
Jeg skal måske tilføje at vi går tidligt i seng. Det er mørkt hernede kl. 19.00 og der er ikke så meget at foretage sig. Derudover byder morgendagen på en 22km lang tempotur, som jeg frygter for eftersom mine ben stadig er som sten enten fra i går, eller fra klatringen først på dagen eller begge dele.

To be continued.

Kommentarer

Populære indlæg