Translate

Løbetræning i Kenya - del 4

Gym skilt 
"Jeg er skuffet over dig. Det der med bare at blive hjemme i sengen, det er IKKE ok." Ordene er Erlings og det er det første han siger da han og de andre træder ind ad døren henad formidagen tirsdag. Dette er mit fjerde oplæg om træning i Kenya. Hvis du har misset de tidligere kan du gå tilbage og læse her.


Jeg sidder over
Tirsdagens pas er rykket fra det sædvanlige 6.30 tidspunkt til 8.00, fordi kenyanerne gerne vil have mere varme når der skal løbes tempo. Passet er en slags fartlek (2+1)x16. Mine ben er helt ristede og jeg tænker på morgendagens bakker, torsdagens intervaller og lørdagens 40km. Og så tænker jeg på at jeg har bygget alt for lidt op til denne tur. Jeg vælger at stå over. Det lyder let. Det kan jeg forsikre om at det ikke er.

Imens de andre er ude sætter jeg mig for at arbejde. Det er jo ikke sådan at jeg er træt og bare vil sove. Da de kommer tilbage får jeg møgfaldet af Erling. De andre er mere tilbageholdende og Abdi joker lidt af situationen, men jeg har på fornemmelsen at de mener det samme. Eller noget i retning af - åhh nej... Nu hænger vi på endnu en turistdansker, der ikke kan stå distancen. "For helvede Jakob. Hvis du havde taget træningstøjet på og var taget med derned, for efterfølgende at tage hjem, hvade jeg sq haft respekt for dig. Det der med at blive liggende i sengen, kan jeg INTET bruge til." og "Bonface blev også skuffet og spurgte: "Why does he want to go back the way he came.".

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Som sagt var det ikke nogen nem beslutning, alligevel er det svært at fastholde at den var fornuftig. "Bare vent og se." tænker jeg.

Imens de andre hviler læser jeg bogen af Murakami jeg købte i lufthavnen færdig. Murakami var den der fik åbnet mine øjne for løb, med sin: "Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe.". Den bog har intet med kost og træning at gøre. Den berører løbet på et dybere plan. Der hvor det bliver floden der strømmer igennem vores liv. Intet giver mere mening end at følge den flod. Nøgleordet er mening. Jeg var jo allerede igang med at løbe da jeg læste bogen, men med et gav det hele pludselig mening. Jeg er ham evigt taknemmelig for denne indsigt. 

Gym ligger lige rundt om hjørnet til højre. 
Om eftermiddagen tager jeg med Abdi og Karen i Gym - i første omgang blot for at checke faciliteterne - men når jeg nu alligevel er der, kan jeg ligesågodt styrketræne lidt. Jeg holder mig til arme og core. At begynde på benene nu ville helt sikkert være uklogt. Jeg er ikke særlig stærk. Gad vide om den tynde luft også har indvirkning på vægttræning. Det viser sig at være et lille, men veludstyret træningslokale. Det koster 15kr at træne (hvilket jeg antager er meget for en kenyaner). De har håndvægte op til 60kg (ikke at jeg selv har brug for nogle sådanne). Og overalt i lokalet hænger posters med, hvad der vel skal være motiverende budskaber såsom: "I do today what you wont, so that tomorrow I can do what you can´t". Musikken er ren 80´er. Udover os, er der et par store sorte, som træner i lokalet. Den ene komme venligt hen og instruerer mig i brugen af en af maskinerne - efter at jeg har stået og kigget på den lidt for længe formoder jeg.

Håndvægte op til 60kg


Omklædningsskabe

Step maskine

Diverse gym udstyr
Efter Gym tager jeg med Abdi og Karen ind på et lille cafeteria, der ligger i noget der kunne minde om en container, men som har ligget der altid og får os en Ndazi til et glas Chai.

Cafeterie

Afjog

Kl. 16.00 er der atter jog. Jeg møder op og bliver disset - især af Bonface - for morgenens fravær. Jeg har medbragt noget ibuprofen. Egentlig var det tiltænkt min forstuvede ankel, men den er så meget i bedring, at jeg ikke er bekymret. Der er en pige, som har ondt i skinnebenet og jeg giver hende tuben, med et par desinner om brugen. Det føles rart at kunne give noget til gruppen. Selvom en del af løberne her INTET mangler overhovedet. Så er der også en del, der knapt har til sit daglige måltid. Man kan se det på tøjet og skoene. Jeg har fået det fortalt, men det er først nu jeg bemærker det. En løber i en sko, hvor hele siden er revet op. En mangler et snørebånd. En løber i en slidt og forvasket jakke med et hollandsk pengeinstituts navn på. Etc. etc. Det er de håbefulde. De træner for at få en karriere som løbere og som på en almindelig dansk uddannelsesinstitution er de lige så forskellige som os andre. Nogle er udadvendte og griber enhver chance for at fremme deres position. For dem er vi "Mizunguer" (hvide mænd med penge, forbindelser, sko, tøj, mad), og rækker man dem en finger skal man passe på sin arm. Andre er mere indadvendte og synes mere at fokusere på det indre. Og så er der alle dem i midten. Hvad der er bedst er svært at svare på. Bonface... DEr må siges at have et vist ego, og som vel må siges at have klaret den om på den anden side evner at holde sit fokus på alt det der gør HAM til en bedre løber. Hvis man kommer for sent siger han: "Why are you wasting my time?". Hvis man udebliver fra en træning - og derved svækker gruppen - kommer man, som jeg erfarer ud i kulden. Men det er altid sagt med et glimt i øjet (det kan selv jeg der ikke forstår Swahili se). William Morwabe er en hel anden type løber. Asketisk, så det nærmest bliver selvudslettende. Stille og forsagt. Hvor han har et overskud, vælger han at investere det langsigtet. Han køber lidt jord, bruger sin tid på Kibera Race (et 10k gadeløb i slummen, som jeg vil vende tilbage til), eller forsøger at lære børnene i området at løbe. Hvorfor lade andet end benene tale, synes at være hans motto. Jeg kan lide dem begge.     

Vi jogger godt 9km. Tempoet er lavt (over 6min/km), mange har dagens pas siddende i benene. Det er tydeligt at disse joggeture bruges til restitution. De foreste er altid nogle af de håbefulde. Man hører konstant de hurtigste råbe nede bagfra: "Pole pole!!" (langsomt, langsomt). Jeg føler at mine ben er lidt bedre med, og trøster mig med at det så nok var en god beslutning at holde igen imorges. Vi løber igennem vadestedet, hvor der idag står en mand og vasker sin motorcykel. På vej ind i skoven, spejder jeg efter aber i træerne, men der er ikke nogen at se i dag.

Til aften får vi ugali med spinat. Det lyder ikke af meget, men det fylder godt og jeg bliver rimelig mæt. Vejret har trukket sig sammen og imorgen skal der løbes bakkeløb.

To be continued...

Kommentarer

Populære indlæg