Uge 8 - Fall out (p2 - the real thing)

Ikke så megen aktivitet i uge 8 desværre.

Jeg har ikke så meget at berette om denne uge, men jeg gør det alligevel. Et par uger tidligere lå min ældste søn syg, med hoste, hovedpine og feber. Dengang kom omsorgen for ham i anden række - næste efter tanken om: "bare han ikke smitter mig". Det gør en smule ondt at erkende, at det hænger sådan sammen, men nu er der som sagt gået to uger og jeg føler jeg undgik skærende i denne omgang. 

Vejret er skiftet på trods af foråret og det er sne slud og frysegrader. Der er ikke langt igen, så jeg er kommet i tvivl om hvordan træningen skal justeres... Vi kan jo ikke bare klø på som hidtil. Vi må begynde at tænke på peak d. 2. april... Så jeg foreslår Håkon at vi løber lidt kortere lang tur, og til gengæld smider nogle sprinter (100-150m længde) ind undervejs. Den korte tur bliver til 24km og det bliver til i alt 16 sprinter, hvor vi bestræber os på at løbe omtrent i samme tempo som Kipchoge da han løb sin sub 2 tid i Wien for et par år siden. Det er 2.52/km og selvom distancen er noget kortere sætter det sig i benene til sidst. Vi skulle have nøjes med 10. På den måde kunne vi have beholdt friskheden i benene, samtidig med at vi rekruterede hurtige (hvide) muskelfibre. Men farten var for lokkende. Det var rart, endelig at løbe på en anden grænse, end den der hedder: "hvor længe kan kværnen køre?". Da jeg kommer hjem, er jeg både øm og træt... Alting går langsomt. jeg sover dårligt og næste dag vågner jeg med feber og hovedpine...

Pokkers tænker jeg og prøver at tage den i opløbet ved at holde mig varm og under dynen. Men det udvikler sig hele tiden. Jeg aflyser intervallerne. Og jeg aflyser torsdag og fredag og det hele bliver værre. Mine ben superkompenserer pga. pausen, men jeg kan ikke bruge det til noget og den følelse af, at alt det jeg/vi har kæmpet for de sidste 8 uger er på vej til at smuldre, er allestedsnærværende.  

Da jeg vågner ,ed hovedpine lørdag morgen, råder Monika mig til at forsøge med en joggetur, bare for at få rystet systemet lidt. Da det først på formiddagen begynder at sne kraftigt, griber jeg lejligheden og tager afsted. Jeg har i al hast, glemt at klæde mig ordentligt på - specielt fordi den frosne nedbør køler panderegionen ned, så det nærmest smerter igennem kraniet. Dette var en dårlig idé og åndedrættet er tungt  og besværet. Jeg løber i pace 5.15, med hanekam af is på toppen og det føles som en evighed. Under broen ved Tagensvej er der et øjebliks læ og da jeg kommer ud på den anden side er nedbøren stoppet. Det er en anden verden. Hvis den jeg er nu, tilfældigvis var løbet forbi den jeg var for fem minutter siden, ville vi have intet tilfældes at tale om. Jeg kommer hjem og hovedpinen er væk. Til gengæld har jeg fået ondt i maven, og feberen er tilbage. 

Søndag tager jeg endnu en joggetur. Der er lidt progression i forhold til igår, men det kan også skyldes at vejret er blevet bedre. Mine lunger føles som om de var blevet trukket igennem et syrebad. De brænder...

Jeg er for alvor nervøs for Milano nu, men alt er ude af mine hænder.