Ægte kærlighed

Hvor kom jeg fra??? Nåeh ja... "Ægte kærlighed". Nu bliver det lidt VILDT, men så får I også et indblik fra første parket af hvordan den kreative proces virker.  

Indrømmet... Hver gang man nævner ordet "Kærlighed", er man i fare for at komme til at lyde som en gammel hippie. Her må man imidlertid ikke glemme, at de første PUNKS faktisk var en reaktion* mod hippierne og deres urealistiske "Peace and love" vrøvl. 

Fordi selvom budskabet om fred og kærlighed ved første øjekast forekom besnærende, så var hippierne for unge til at forstå konsekvenserne af deres ord og handlinger - akkurat som det senere skulle vise sig også at gælde for PUNKs. Det med handling og konsekvens finder man først ud af 30-40 år senere. Netop derfor, tager hippiebevægelsen sig idag også noget hyklerisk ud. 

Men PUNKSne så allerede dengang at hippernes "peace and love" slogan ville give bagslag og de splittede hippieverdenen fra hinanden ved at sige "no future" til alting. Man kan sige det sådsan, at de første punks var jo børn af de første hippier og hvis man laver børn der tror de ikke har nogen fremtid, så har man jo fejlet.  

Punkerne brugte også et bestemt ord når de skulle påpege at noget var hyklerisk. Det ord var "PSEUDO-" (P´et udtales ikke) og det er et gammelt græsk præfix der udtrykker at noget er falsk. 

Det kan af og til være en god øvelse at bruge betegnelsen "PSEUDO-" foran ting, fordi man derved udstiller altings potentielle rådenskab. Fx. kan man sige at socialdemokrater er "pseudosocialister" fordi de lader som om at de vil tage sig af os alle sammen, men i virkeligheden vil de kun beskytte os mod det de selv er bange for og de siger kun at de vil gøre det, fordi det lyder godt og dermed skaffer stemmer. Man kunne sige det samme om Donald Trump, men det kan enhver se, så den er for letkøbt. For at bruge "PSEUDO-" rigtigt skal man udvise finesse. 

Finessen ligger i at bruge "pseudo" på overraskende og nye måder, som ingen før havde troet var mulig. Og så er vi fremme ved hippiernes "LOVE", der med tiden blev egocentreret, hvis den ikke allerede var det fra begyndelsen. Det er en pseudokærlighed, alt for tæt forbundet med individets eget begær og nydelse. 

På trods af denne åbenlyst fejlagtige brug af begrebet "kærlighed" i hele den vestlige kultur, har fristelsen ved dens tiltrækningskraft åbenbart været så stor, at PSEUDO-Kærligheden alligevel har fået lov til at brede sig, selv efter at hippierne uddøde. 

Det kan lyde mærkeligt, men det er det slet ikke, fordi at selvom noget er "falsk", er det ikke ensbetydende med at det ikke kan eksistere. Det eneste der kræves for at noget kan eksistere, er at det vækker en klangbund i os og det GØR Pseudokærligheden i høj grad. Lad mig komme med et par hurtige eksempler fra forbrugsverdenen: "Punkterfrie dæk", "Fritgående får" og "Gavekort". 

Eller tag en tilfældig kærlighedssang fra popkulturen. I første omgang bliver man rørt af at høre Dolly Parton, (eller Whitney) der synger: "I will allways love you". Her er der tale om at en person (sangeren) erkender at hun ikke passer til sin kæreste og derfor må forlade ham (det formodes at være et heteroseksuelt forhold). Dette på trods af at enhver fiber i hendes krop skriger at hun stadig og altid VIL elske ham hun nu forlader. Sørgeligt, ikke sandt. Vi kan næsten føle tabet i vores egen krop. 

Vi kender ikke årsagen til hvorfor det så nødvendigt at handle på denne erkendelse. Måske har der værte druk involveret. Måske har han tæsket hende. Måske har hun tæsket ham? Alligevel ønsker hun ham evig "fred og lykke og kærlighed" (ren hippie reference). 

Twistet er at hun ikke ønsker ham dette for HANS skyld, som ellers er det kærlighed handler om. Hun gør det for sin egen skyld. Hun gør det fordi hun har følt kærligheden der er så stærk en følelse at hun nu er bange for at miste den.

Derfor prøver hun med inderlige besværgelser der strider imod al logik at besynge hvordan hun: "altid vil fortsætte med at elske ham". En åbenlys nødløgn fordi sandheden er for tung at bære. Det er næsten paradoksalt, at hun besynger noget vi alle ved sker (kærligheden dør), men hun vækker den samtidig til live i os med sin stemme.

Sådan vil den unge punker høre pop, for snart sagt enhver popmelodi idag handler om denne pseudokærlighed, vi åbenbart holder så eget af at svælge i. At jeg lige præcis valgte Dolly Partons: "Allways love you", skyldes at netop DEN sang er ikonisk i sin leflen for vores allermest primitive pseudo instinkt, nemlig angsten for at miste kærligheden og blive forladt. Netop den sang gør det så godt at man næsten må bøje sig i respekt herfor. Den slags kaldes kitch og er en stilart der er vanskeligere end man umiddelbart skulle tro, men især country har dyrket den, måske fordi den ofte involverer noget med natur. Når man møder Kitch skal man altid passe lidt på, for der er tale om et lumpent bagholdsangreb på virkeligheden. Mennesket KAN ikke "fremstille" natur, hvor meget det end forsøger, men det er en helt anden snak. 

Tilbage til hovedemnet, for der findes et simpelt hack, der kan forbinde en med den ægte kærlighed fremfor den mennesket prøver at lave af plastik og andre usunde materialer (den som vi kalder for PSEUDOKÆRLIGHED). Det greb handler om at lytte til kærlighedsteksterne på en ny måde. 

Istedet for at forestille sig at Dolly (eller Whitney) synger om at forlade sin kæreste og begræde tabet og udsigten til at kærligheden dør bort, så skal man forestille sig at manden (eller den person der nu begrædes, i en anden tekst forstås), er gået bort, som i afgået ved døden.   

Med et ændres nu hele sangens effekt. Nu synger hun ikke længere pga. at kærligheden vil forsvinde. Nu synger hun fordi kærlighedens genstand er forsvundet. Kærligheden derimod, den lever videre, fastlåst i hendes hendes hjerte, så længe det slår - måske endda forevigt. Her vil den flænse hende som en kniv og være årsag til den smerte der får hende til at sige ordene: "AND IIIIIIIIIiIIIiiiiIiiII WILL ALLWAYS LOVE YOUOUOOOUUU!"

Det kan tænkes, at du først selv bliver istand til at foretage dette greb når du selv har prøvet at miste. Jeg ved det ikke? Men i givet fald, kan det da måske trøste dig, at du i den allermest ulykkelige stund, opnår evnen til at se den "ægte kærlighed". 

* PUNK kan også være en reaktion på mange andre ting som fx. gryende kapitalistisk grådighed, betonboligbyggeri i lav kvalitet, svigt i barndommen og stofmisbrug. Disse årsager er imidlertid uvedkommende for denne artikel.