Translate

Den Gode Kaffebar


Jeg er på "Den Gode kaffebar", selvom det fra morgenstunden slet ikke pegede i den retning. Otto vågnede et uvist antal gange og endte i min seng, hvor urolighederne imidlertid fortsatte. Da han vækkede mig kl. 07.30, var jeg dødtræt, men samtidig også lettet over at strabadserne nu så ud til at være overståede. Han ville ikke op og jeg listede selv ud i køkkenet, hvor jeg lavede morgenmad og gjorde klar.

Kl. 09.00 prøvede jeg forgæves at få liv i ham, men først en halv time senere hørte jeg hans kald. Jeg stod i køkkenet og var trist, men med alt anrettet, gik det op for mig, at det ville være, indenfor det rimeliges mulighed for mig, at sørge for at han fik en positiv start på dagen.

Så jeg iførte mig en maske og "slap-stickede" den ivrigt ind i soveværelset, hvor det ogsså lykkedes mig at ændre udtrykket i hans blik fra fra trist til begejstret. Jeg omfavnede ham og netop som vore blikke slap hinanden, brød den hulken frem, der hele morgenen havde underholdt med sine pludselige udbrud.

Naturligvis bemærkede han det. Det er heller ikke første gang sådan noget sker. Er det godt for et barn at få sådan et indtryk af sin far? Men det er alt hvad jeg har for tiden. Han udstrakte rutineret sine små arme et par centimeter ekstra omkring min hals og sagde: "KRAMMMMMER!!!"

Jeg bar ham ind til morgenmaden. Havregrød, med en størknet smørklat i, sukker, kanel, æble- og pærestykker, samt honning. Det faktum at grøden var kold generer ikke ham og derfor heller ikke mig. Så jeg placerede den lille prins på sit sæde og gik efterfølgende på lokum. Den pause udnyttede han til at tisse igennem sin ble og ud på puden han sad på. Skulle jeg mon holde ham hjemme i dag?

Jeg har nok at gøre. Tanker der skal nedfældes primært, men jeg må jo prioritere ham og hvis det endelig skulle være, ville i dag faktisk ikke være den værste. Jeg spurgte, men han var imidlertid fyr og flamme for at komme i vuggestue.

Så der endte vi omkring kl. 10.30. Storegruppen var taget på tur. Det gør de hver onsdag. Jeg ved det godt, men har alligevel altid svært ved at ankomme før det foreskrevne klokkeslet, som er 09.30. Det er sjovt nok kun på onsdag jeg har det problem. Eller også er det fordi at det kun er onsdag, at det ER et problem? Jeg ved det ikke, men når jeg tænker over det, forekommer det mig kun at være på onsdage at jeg har problemer med at møde før 09.30.

Vi vasker hænder og jeg sætter mig bag ham ved spisebordet, hvor serveringen af fiskefillet med remulade, ovnbagte rodfrugter og græskar finder sted. Jeg nyder lige der, at betragte hans skiftende ansigtsudtryk; glæde, overraskelse, nysgerrighed, undren afløst af ny glæde, reflektion, mere nysgerrighed og indimellem disse cykliske gennemstrømninger af følelser spirer smilet altid frem. Nogle gange flækker det i et pludseligt grin. Andre gange sætter det sig bare fast i ansigtet hvorfra det skinner henover alt det andet.

Jeg udvælger nøje et tidspunkt. Bøjer mig frem og giver ham et forsigtigt kindkys. Så rejser jeg mig. Roligt, men beslutsomt. Det er ikke muligt at gå tilbage nu. For det meste er det heller ikke det ønske der indfinder sig når han HAR fundet tryghed i stedet. Også i dag går det godt og henne ved døren ud til gangen udsiger jeg et halvhøjt: "Hej hej... Ha´ en god daag... Vi ses senere...". Smilet forsvinder i det sekund jeg drejer ansigtet bort og det ikke længere er synligt.

Døren smækker bag mig. Ude på gangen, som også er legerum og gardarobe, er de andre fra storegruppen nu kommet tilbage. Vida genkender mig med en vis undren, for Otto skulle jo have været med på turen. Jeg hilser og kommer med et opmuntrende: "Der er FISKEFILLETER til frokost.".

Derpå forsvinder jeg ud i tomheden. Hen på "Den Gode Kaffebar", hvorfra jeg den dag skal prøve at slynge mig selv videre ud i livet. 

Kommentarer

Populære indlæg