Runners United

Runners United, efter lørdagens tur. Jeg kender altså ikke alle, men nogle af navnenen er: Thomas Frølander,Carsten SillehovedClaus GrønbechYassin Finsen Bour-HilLeslie OlivierPeter BindslevJakob Vibild,Casper Strecke Skovgaard, Stefan Gudmundsson, Patrick LeeseErling Worm og Marna Leila Vandsdal Egholm. (Foto: Preben Danborg)
Der er en lille gruppe af løbere, som er begyndt at vokse. De kalder sig Runners United. Det er en lukket gruppe. For at komme med, skal du officielt løbe et maraton på under tre timer, men i virkeligheden er det væsentlige fællestræk at medlemmerne elsker løb og de oplevelser der kommer fra løb. Gruppen er løseligt organiseret omkring ugentlige ture lørdag kl. 09.00 fra Fortunen i Dyrehaven. Kig forbi, en dag hvis du har lyst. Eller søg om medlemskab på Facebooksiden her

Det fryser 3 grader og sneen har lagt en hvid dyne ud. Jeg sidder i toget til Klampenborg mod Helsingør med afgang 8.24 fra Nørreport. Det er et stykke tid siden jeg sidst har været i Dyrehaven lørdag formiddag, så jeg glæder mig først og fremmest til at hilse på folk.

Da jeg står af på perronen kan jeg se udover et orangefarvet Øresund. Alt andet er holdt i grå farveskala. En knitren, som små lynkinesere bag mig minder mig om hvordan frosten har dannet små isklumper på togets køreledning, da det ruller videre på sin færd. Satelitten er fanget og jeg begiver mig i joggetempo de ca. 3 km mod Fortunen.  

Ved indgangen til Dyrehaven, er der stadig et stykke vej, som er holdt snefrit, men det holder op før Peter Liebst Hus, og jeg mærker hvordan det glatte underlag, snyder min fornemmelse i afsættet fra tid til anden. ”det bliver en speciel tur i dag”, tænker jeg.

Jeg kommer til Fortunen 5 minutter før 9.00, hvor Yassin, Stefan og Marna er dukket op. Det er i god tid, men pludselig myldrer det frem med mennesker. Nærmest hele holdet fra SØAM kommer traskende, og jeg bliver oprigtig glad for at hilse på dem, for det er ved at være længe siden. Leslie, Claus Grønbech, Jonas Lyngholm, Allan Dario, Erling Worm og Silvia og mange flere slutter sig til og vi er vel en flok på omtrent 20 løbere der er klar på en tur på 25km i den frostkolde Dyrehave i dag.

Det viser sig at der er planlagt en tur i pace 4.10 og en i 4.30, så man vælger selv, hvad hvem man følger med. Jeg tænker at jeg gerne vil lægge godt ud, så jeg vælger 4.10 gruppen og tænker at jeg altid kan falde tilbage til 4.30 på et tidspunkt, hvis det er det jeg ønsker. Vi er vel otte i den gruppe, og jeg havde troet at nogle af SØAM drengene også var med her, men de er taget med i den anden gruppe. Derfor vælger jeg efter et par km., at løbe tilbage og fuldføre med 4.30. Jeg løber ca. 500m tilbage, men kan ikke få øje på det andet hold, da det går op for mig, at de have taget en anden vej. Stefan, der er fartholder på 4.10 snakkede også om at han ville holde os på et mere flat underlag pga. glatføret. Jeg vender om og tænker at jeg må prøve at løbe tilbage til 4.10. Jeg kender ikke ruten, men gætter på at de er løbet ad Eremitageruten, så jeg sætter i et tempoløb (omkring 3.45), de næste 5km.  

Som jeg løber der, med hjertet ude af halsen, føler jeg mig unægtelig lidt alene. Hvor langt fremme kan de mon være nået. Hvis jeg har løbet 500m tilbage, har de i mellemtiden løbet 500m frem, så jeg skal måske hente 1km. De løber i pace 4.10, så jeg vinder måske 20-25 sekunder pr. km. Det vil altså tage mig næsten 10 km at hente dem, men måske er jeg heldig, at de holder en vandpause eller lignede. Hvilken rute har de mon taget? Pludselig synes jeg at kunne skimte en gruppe løbere langt fremme (måske 500m fremme). Der er nogle gule veste og noget sort tøj. Der er en chance for at det er dem, og jeg beslutter at prøve at løbe dem op.  

Opstemt af den visuelle kontakt løber jeg nu omkring 3.35. Jeg er forpustet, men har fundet en rytme. Imidlertid viser det sig at løberne med de gule veste er væk. Foran mig er kun to løbere. Det kan alts ikke være 4.10 gruppen, m.m. nogen har ladet sig falde bagud.

Jeg når porten på vej ud af Dyrehaven, og kort tid efter kan jeg skimte at der står Kenya, på ryggen af den ene af løberne foran mig. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at det var Erling, men jeg er overbevist om at han er med i 4.30 gruppen. Det er først da jeg kommer helt op på siden af de to at jeg kan se at det rent faktisk er Erling og en kvindelig løber ved navn Anna Lise. De to løber i et adstadigt tempo, og jeg har ikke noget imod at geare ned for en stund, eftersom jeg har brændt lige vel meget krudt af de sidste fem km.

Vi løber sådan et par km. og taler lidt om løst og fast, da vi er ved at være fremme ved et villakvarter i Vedbæk. Her vender Erling og Anna Lise imidlertid om og jeg er atter alene. Jeg tænker at jeg må ned på hovedvejen, og så tage grisestien hjem.

Som sagt så gjort og næppe er jeg drejet ind på grisestien (efter ca. 11. km), før Stefan dukker op med 4.10 holdet. Det er ikke fordi vi fører nogen særlige samtaler, men jeg har det lidt ligesom at være til en fest med en masse interessante mennesker, som man hele tiden støder på.

Det viser sig at de har løbet netop Eremitageruten ud, og nu mangler godt en km, førend de vender. Jeg slutter selvfølgelig trop. Tilfældet vil at vi har løbet to forskellige veje, men noget nær lige langt og med samme average pace omkring 4.10, så der er ikke sket nogen skade der. Det er en af den slags dage, hvor alt bare går op i en højere enhed.

Vi vender og sætter snuden hjemad. Med ca. 7,5km igen, står vi for foden af den lange bakke op til Eremitageslottet. Her er der væskedepot, og hele hold 4.30, står og sludrer med Erling og Anna Lise. Verden er lille. Men den er bestemt ikke ucharmerende, tænker jeg og betragter det snedækkede terræn op mod Eremitagen. Vi sætter i gang igen.

Vi når op til toppen og jeg kan mærke jeg er ved at være brugt. Jeg har begået en lille dumhed at iføre mig et par Nike Flyknit Lunarglides. Jeg kan rigtig godt lide at løbe i den sko, men den har absolut intet vejgreb, og det glatte underlag har gjort indhug i mine kræfter. Det er som om at det er ligemeget hvor meget afsæt jeg tager, så glider al energien, blot formålsløst bagud i sneen, og jeg må på de sidste 5km hjem, bare se til hvorledes gruppen, flytter sig fra mig med 30-40m.

Vi når Fortunen, og jeg har klokket knap 25km i pace 4.12 + indledende jog. Jeg er bemærkelsesværdigt øm i hoftebøjere, lårmuskulaturen og hele corsettet. Der er ingen tvivl om at det har været en helt speciel tur i dag, og jeg tror at mange af løberne har det på samme måde, efterhånden som vi kommer i mål, trætte og dampende af kropsvarme i den kolde luft. Vi tager et gruppebillede, førend jeg jogger tilbage til stationen, hvor regionaltoget til Malmø, akkurat kører til perron som jeg checker ind. I alt bliver det til 31km med Runners United, den dag.


Kommentarer