Ekstrem SULT

Jeg sover lidt usikkert den nat. Indimellem vågner jeg med en anstrengt fornemmelse i benet… Baglåret… ”Restitution”… Tænker jeg. Slap af, der er intet andet du kan foretage dig nu. Vågner til vægttræning kl. 08.00 med Jakob F. Vægttræning er en betydningsfuld del af skadesforebyggelsen, men alligevel er det med en smule uro i kroppen at jeg møder op i dag. Det er 16 timer siden jeg kom hjem. Er jeg klar? Jeg trøster mig med at det er en anden form for belastning der skal på nu. 

Programmet er opdelt. De primære øvelser er squat og dødløft, coreøvelserne planke og sideplanke er også vigtige, men kan trænes på ethvert tidspunkt. Så jeg er forsigtig under passet. Det går godt.
Senere på dagen, får jeg lyst til at løbe.

Mit program er simpelt. Jeg øger med en daglig km, hver uge. Ligenu er jeg nået til 18 og selvom jeg løb 32 i går, holdt jeg fri mandag, så jeg er stadig bagud. Jeg tænker at en lille restitutionstur vel er det, det kan blive til og begiver mig afsted.

Det er koldt, men ikke så blæsende. Alligevel kan jeg godt mærke en form for tunghed i benene. ”Hvor skal jeg løbe hen?” Tænker jeg og forskellige scenarier dukker op for mit indre. Jeg har halvejs besluttet mig for at løbe ud forbi travbanen (en tur på 22k), da jeg pludselig rammes af fænomenet: ”ekstrem sult”.

Ekstrem sult kan dukke op når som helst, men er ofte affødt af et blodsukkerdrop, som opstår i kølvandet på længerevarende udholdenhedstræning. Det kan som sådan forebygges ved at indtage en ordentlig kost, selvom kosten alene ikke giver nogen garanti. Symptomerne er svimmelhed (som ved opvågnen efter at have været besvimet), lettere påvirkning af balancenerverne eventuelt også synsforstyrrelser (evne til at styre dit løb mindskes og i ekstreme tilfælde kan man slingre og slet ikke føre benene længere), samt selvfølgelig et altoverskyggende fokus på specielt sukkerholdigt mad. Under tilstanden: ”ekstrem sult” er der ikke den ting, jeg ikke kan komme på at ville give for en Marsbar.

Jeg kommer i tanker om at jeg måske nok har kastet mig lidt letsindigt ud på denne løbetur mhb. på min frokost, som bestod af et stykke genopvarmet pizza fra i går, en sodavand, en kaffe og et stykke brownie. Med det in mente, ved jeg også at det er et spørgsmål om tid, før min fedtforbrænding overtager læsset og tilstanden vil aftage en smule. Der er altså ikke andet at gøre end at ”svede den ud”. Men jeg beslutter mig alligevel for, da jeg når Østerbro Stadion, at tage turen til Utterslev Mose i stedet, den er lige lidt kortere og giver mig mulighed for at brække turen over.

Som du nok kan tænke dig, er pace ikke synderligt højt, og jeg føler mig i den grad uelegant, som jeg således klumper mig afsted på Lersø Park Allé. I sin tid var denne tur, eller starten herpå, mere eller mindre fast på programmet i Spartas søndagstræning - ofte med en fritløber på tilbagevejen - og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har tosset op og ned af Lersø Park Allé. Jeg tænker at den må være for løbere, hvad Istedgade er for litterater og bohemer.

Langt om længe kommer jeg op over stigningen og begiver mig ud på sidste km før Mosen. Det går bedre nu. Den ekstreme sult har fortaget sig, men stemningen i kroppen er lidt speciel. Der er ingen tvivl om at jeg løber med hovedet i dag, snarere end med kroppen. Hvis det stod til sidstnævnte, stod jeg nu under en varm bruser.

I Mosen, er det egentlig bare rart at få lidt grus under fødderne. Asfalt og fortov generer mig egentlig ikke, men jeg har fået at vide at de hårde underlag er mere belastende og at det er klogt at variere sit løb, så man kommer på græs og grus så ofte som muligt.

Jorden er hård og frossen, og indimellem er underlaget virkelig glat – som at løbe på snedækket is på 20-30m lange strækninger. Jeg kan mærke det spænder i haserne og sætter farten virkelig ned. Et forkert skridt, kan medføre et skred, som pga. trætheden, kan medføre en overbelastning, der på et sekund kan gøre mig ukampdygtig i Gud ved hvor lang tid, og med 10 km, hjem, har jeg ikke lyst til at stå i den situation.

Men måske er det også noget af det jeg holder af ved løbet. Balanceagten, hvor det hele tiden handler om samspillet mellem krop og hjerne. Jeg vil ikke sige jeg bliver høj af det, men indimellem skal man lede længe for at finde ny grund at betræde. :-)

Kommentarer