Hvad jeg taler om når jeg taler om kærlighed til løb

Hvis nogen elsker løb, så er det mig….  Jeg kender naturligvis ”medløbere”, som kan hævde det samme, men jeg har dem mistænkt for at have andre agendaer. Måske ønsker de at blive hurtigere og det er jagten på nye tider de holder af. Måske bliver de høje af træningen og det afbræk den giver. Måske søger man velværen og veltilpasheden der kommer af at være i form. Måske nyder de at pine sig selv på de hårdeste træningspas. Måske nyder de at man kan spise, æde og drikke hvad man har lyst til uden at skulle bekymre sig om det. Måske synes de det er dejligt at være en del af et fælleskab. Disse og andre er alle gyldige grunde til at mene at man elsker løb… Men det svarer til at være heteroseksuel og sige at man elsker kvinder. For du vil også kunne opnå alt ovennævnte andre steder…

Hvis du virkelig elsker løb. Så ved du at hun er DIN kvinde. Det er hende du har udset dig. Det er hende som du skal leve med og leve op til i dag, i morgen og resten af dit liv. Og du ved at intet kunne være mere rigtigt.

Skader = helvede
Efter godt et år, forsvinder smerterne i baglåret lige så pludseligt som de dukkede op. Jeg lægger knap mærke til at de aftager og jeg bliver helt overrasket over at høre mig selv sige til en kollega: ”… Og så er jeg blevet skadesfri…”.

Mange tanker har været oppe at vende i den forgangne periode. En skade der varer så længe, sætter sig mentalt og sår en fundamental tvivl om det hele. Er det virkelig os to?

Det er trist. Det er krise. Det er næsten deprimerende. I december beslutter jeg mig for at være ligegad. Jeg spiser og drikker som et svin på et utal af julefrokoster og tager fem kilo på i løbet af ingen tid. Måske var det det der skulle til. Måske har jeg holdt for fast og krampagtigt fast i en forestilling og dermed forhindret den i at udfolde sig… Hvorom alting er, begynder jeg i december langsomt at øge mængden og det giver bonus. De første uger ligger jeg på omkring 80km. Der er ingen interval træning og kun lidt tempoløb, når stemningen en sjælden gang griber mig.

Jeg beslutter mig for at prøve 100+ ved årets udgang og det er faktisk lige der, at skaden forsvinder. Så nu er jeg et tungt svin. Langsom ad H. til, men jeg øger mængden og satser på at det nok skal lykkes mig at få tilføjet lidt ”speed” inden Copenhagen Marathon, som nu er næste mål. Ting blomstrer.

Alligevel er det en smule angstprovokerende tirsdag at skulle ud over tredive. Jeg har hidtil holdt mig til daglige ture på 15-16k, med et par enkelte over tyve. Med al den blæst, der har været den seneste tid, har dette såmænd været hårdt nok. Men det er længe siden jeg løb over tredive, og jeg bliver usikker på hvordan jeg vil reagere. Kan jeg gøre det? Har jeg fået spist nok og rigtigt?

Og mens denne momentane følelse af at skulle på den første date indfinder sig, smiler jeg ved mig selv, stopper et dankort i lommen og tænker, at det dog blot handler om at springe ud i det. Aldrig stoppe bevægelsen, for derved forsvinder alting.

Og til de der spekulerer over, hvordan man løber 32 km, kan jeg tilføje.

Du tager dit løbetøj og dine løbesko på, uden at oveveje alt for meget. Det bedste er, hvis du først efter et par km. bliver klar over, hvad du egentlig har gang i. Når du så er blevet lidt varm, lader du tankerne få frit løb.

Lad være med at hænge dig for meget i at der er langt igen. Efter 20, skal kilometerne nok flyde mere ubesværede og du vil bedre kunne overskue det. Nyd i stedet at du er som et barn der betræder ukendt jord. Nyd himlen, vinden, regnen eller den rytmiske lyd af dine skridt der sætter et beat på alt hvad du foretager dig. Nyd det faktum at byen er din, og den bliver mindre, når din radius er større. Nyd at hjertet slår hårdt i brystet. Nyd at hun atter er din.

Kommentarer