Nike Marathontest 2
Dette indlæg handler om løb, så er du advaret. Denne weekend deltog jeg i "Nike marathon test 2", og på trods af, at ikke alle gider høre om det er det alligevel så meget en del af mig, at den slags begivenheder skal have omtale.
Som tidligere nævnt, er jeg netop sluppet af med en mystisk skade, som gjorde mig alvorligt bange for at vinterens intense forberedelser til Københavns Marathon var ødelagte. Men efter at have besøgt både læge og fysioterapeut og mærket hvordan knæet fik det bedre og bedre for hver dag jeg gav det pause, genvandt jeg atter modet. Jeg nåede sågar lige at teste bentøjet et par gange i sidste uge, inden søndagens løb.
Mit mål for København er at komme under 2t 45m, for at nå dette skal jeg løbe en kilometertid på ca. 3.55. I min, sindrigt udarbejdede træningsplan, havde jeg noteret mig 57min. 30sek. som målsætning for testløbet, svarende til en kilometertid på 3.50. Jeg var dog noget skeptisk - og er det stadig på de 2t 45m til København - efter at skades risikoen står mig klarere. Nu må vi se, jeg justerer muligvis københavner målet efter det sidste testløb, som er en halvmarathon jeg gerne vil gennemføre i en tid mellem 1.20-1.25 (Pr 1.27). Kan mærke sommerfuglene i maven bare ved at tanken.. :-)
Nå men tilbage til weekendens testløb. Over 4.000 mennesker, som havde betalt 160 kr. - eller 250 kr. for test 1 til 3 - var mødt op og vejrmæssigt havde de ihvertfald fået noget for pengene. Let vind, +5c og solskin, det er svært at forlange mere, specielt ikke med den forgangne vinter stadig tæt på i hukommelsen. Om morgenen var jeg også helt ved siden af. Hvad skulle jeg løbe i? Jeg havde jo vænnet mig til uldtrøjerne, men de ville givetvis være alt for varme idag. Skulle jeg løbe med hue og handsker? Og allervigtigst, skulle jeg teste mine konkurrence løbesko, eller måske Lunargliden, begge disse sko vejer mindre end mine normale Structure træningssko, men giver til gengæld ikke megen støtte mod min overpronering. Om lørdagen havde jeg taget en lille restitutionstur i Lunargliden, og det syntes jeg kunne mærkes bagefter i knæet. Vi taler om marginaler her, men alligevel besluttede jeg mig for at stille op i de vante træningssko. Ingen grund til at tage chancer, det var trods alt kun et testløb. Og således går der altid et hav af nørdede beslutninger forud for deltagelsen i et løb. For mig er dette et element der hjælper til kunne fastholde fokus.
Jeg ankom til Gunnar Nu Hansens Plads ca 20 min før løbsstart. Her fik jeg udleveret min chip og gik indenfor i varmen for at afklæde mig joggingtøjet og fastgøre løbsnummer og chip. Jeg brugte rigtig lang tid på chippen og at snøre skoene. Ved siden af mig stod en pige som havde fået løbsnummer to, og det var der en mand som kommenterede, hvilket de faldt i snak om. Jeg bryder mig ikke om at tale særligt meget forud for et løb, men jeg lyttede med, som en slags adspredelse, imens jeg snørrede skoen. Så var der pludselig kun fem minutter til start, og jeg gik ud for at tage opstilling i startområdet.
Pga. skaden havde jeg kun løselige forhåbninger om at nå målet på 3.50/km. Alligevel stillede jeg mig så langt fremme som muligt. Der er fartholdere med orange balloner for folk der ønsker hjælp til at løbe på en fast tid, disse går ned til 4min/km, så jeg stillede mig altså foran dem. Langsomt tætnedes menneskemængden i startområdet. Der lød en let konverseren, tilsyneladende deltog nogle hurtige løbere i dag. Et minut til start. Jeg checkede min Gps og gjorde mig klar. Bang... Feltet satte langsomt igang. I begyndelsen af løb er der altid en masse tumult, fordi nogle mener at de kommer hurtigere i mål, ved at stille sig helt foran, selvom de ikke er de hurtigste løbere. Det optimale er, nogenlunde at kende sit tempo og så starte et sted i flokken som ligger omkring det. Der er også relativt hurtige løbere, som holder af at stille sig nede bagved, på den måde kan de overhale en hel masse på vejen og få en slags psykologisk medvind. Også denne gang var der således folk der sprang i et hasarderet zigzag for at overhale før der egentlig var plads. Både min puls og min vejrtrækning kom hurtigt relativt højt op. Under træning løber jeg normalt et par kilometer før jeg starter mit program, men idag var jeg cyklet og havde derfor slet ikke varmet op. Jeg tilskrev dette, min lidt ujævne start og kort tid efter synes jeg at have spottet en gruppe der tempomæssigt ville passe mig nogenlunde, som jeg kunne hægte mig på.
Efter fem kilometer løb vi ned ad Øster Allé, solen skinnede og der var sågar en let medvind. Gruppen var reduceret til tre mand og jeg husker at jeg kommenterede, at sådan måtte det gerne være under hele resten af turen. Der var en der samtykkede og herefter var det ligesom bemærkningen sammentømrede gruppen, så vi skiftedes til at trække over de næste fire-fem kilometer. Ved ti kilometer var den ene dog faldet af, og jeg kunne mærke hvordan jeg hele tiden skulle hanke op i mig selv for at genvinde et par meter til ham der løb foran mig. Kort tid herefter måtte jeg slippe og fra da af var jeg alene i løbet. Det gav mig en lille krise mellem ti og tolv km, men så kom strækningen hvor vi løb paralelt med Nørre Allé og mødte de forreste, som nu var tæt på målet. Herefter synes jeg der kom et rimeligt flow i mit løb. Måske endda lidt for godt, ihvertfald blev jeg først overhalet af to enlige løbere, så en gruppe på fem og til sidst, godt 500 meter før mål af endnu en enlig løber. Specielt den sidste overhaling generede mig, for det viste sig at jeg havde masser af energi til at køre en spurt, og jeg kunne sagtens have hægtet mig på ham. Havde jeg gjort det, var jeg kommet ind i tiden 57.29, nu blev det istedet til 57.39. Sølle 9 sekunder fra min målsætning.
Alt i alt havde jeg et godt løb, de 9 sekunder skal jeg nok få hentet næste gang. På grund af den forudgående skadespause, havde jeg løbet relativt afslappet og egentlig slet ikke skænket tiden en tanke. Det var først på opløbsstrækningen, at jeg bemærkede hvor tæt på det egentlig havde været. Og det er vel det man bruger et testløb til - at bemærke hvor tæt på man egentlig er. :-)
NB: Dette indlæg er en del af serien "Løbe Kronikkerne" som der er en indholdsfortegnelse over her
Som tidligere nævnt, er jeg netop sluppet af med en mystisk skade, som gjorde mig alvorligt bange for at vinterens intense forberedelser til Københavns Marathon var ødelagte. Men efter at have besøgt både læge og fysioterapeut og mærket hvordan knæet fik det bedre og bedre for hver dag jeg gav det pause, genvandt jeg atter modet. Jeg nåede sågar lige at teste bentøjet et par gange i sidste uge, inden søndagens løb.
Mit mål for København er at komme under 2t 45m, for at nå dette skal jeg løbe en kilometertid på ca. 3.55. I min, sindrigt udarbejdede træningsplan, havde jeg noteret mig 57min. 30sek. som målsætning for testløbet, svarende til en kilometertid på 3.50. Jeg var dog noget skeptisk - og er det stadig på de 2t 45m til København - efter at skades risikoen står mig klarere. Nu må vi se, jeg justerer muligvis københavner målet efter det sidste testløb, som er en halvmarathon jeg gerne vil gennemføre i en tid mellem 1.20-1.25 (Pr 1.27). Kan mærke sommerfuglene i maven bare ved at tanken.. :-)
Nå men tilbage til weekendens testløb. Over 4.000 mennesker, som havde betalt 160 kr. - eller 250 kr. for test 1 til 3 - var mødt op og vejrmæssigt havde de ihvertfald fået noget for pengene. Let vind, +5c og solskin, det er svært at forlange mere, specielt ikke med den forgangne vinter stadig tæt på i hukommelsen. Om morgenen var jeg også helt ved siden af. Hvad skulle jeg løbe i? Jeg havde jo vænnet mig til uldtrøjerne, men de ville givetvis være alt for varme idag. Skulle jeg løbe med hue og handsker? Og allervigtigst, skulle jeg teste mine konkurrence løbesko, eller måske Lunargliden, begge disse sko vejer mindre end mine normale Structure træningssko, men giver til gengæld ikke megen støtte mod min overpronering. Om lørdagen havde jeg taget en lille restitutionstur i Lunargliden, og det syntes jeg kunne mærkes bagefter i knæet. Vi taler om marginaler her, men alligevel besluttede jeg mig for at stille op i de vante træningssko. Ingen grund til at tage chancer, det var trods alt kun et testløb. Og således går der altid et hav af nørdede beslutninger forud for deltagelsen i et løb. For mig er dette et element der hjælper til kunne fastholde fokus.
Jeg ankom til Gunnar Nu Hansens Plads ca 20 min før løbsstart. Her fik jeg udleveret min chip og gik indenfor i varmen for at afklæde mig joggingtøjet og fastgøre løbsnummer og chip. Jeg brugte rigtig lang tid på chippen og at snøre skoene. Ved siden af mig stod en pige som havde fået løbsnummer to, og det var der en mand som kommenterede, hvilket de faldt i snak om. Jeg bryder mig ikke om at tale særligt meget forud for et løb, men jeg lyttede med, som en slags adspredelse, imens jeg snørrede skoen. Så var der pludselig kun fem minutter til start, og jeg gik ud for at tage opstilling i startområdet.
Pga. skaden havde jeg kun løselige forhåbninger om at nå målet på 3.50/km. Alligevel stillede jeg mig så langt fremme som muligt. Der er fartholdere med orange balloner for folk der ønsker hjælp til at løbe på en fast tid, disse går ned til 4min/km, så jeg stillede mig altså foran dem. Langsomt tætnedes menneskemængden i startområdet. Der lød en let konverseren, tilsyneladende deltog nogle hurtige løbere i dag. Et minut til start. Jeg checkede min Gps og gjorde mig klar. Bang... Feltet satte langsomt igang. I begyndelsen af løb er der altid en masse tumult, fordi nogle mener at de kommer hurtigere i mål, ved at stille sig helt foran, selvom de ikke er de hurtigste løbere. Det optimale er, nogenlunde at kende sit tempo og så starte et sted i flokken som ligger omkring det. Der er også relativt hurtige løbere, som holder af at stille sig nede bagved, på den måde kan de overhale en hel masse på vejen og få en slags psykologisk medvind. Også denne gang var der således folk der sprang i et hasarderet zigzag for at overhale før der egentlig var plads. Både min puls og min vejrtrækning kom hurtigt relativt højt op. Under træning løber jeg normalt et par kilometer før jeg starter mit program, men idag var jeg cyklet og havde derfor slet ikke varmet op. Jeg tilskrev dette, min lidt ujævne start og kort tid efter synes jeg at have spottet en gruppe der tempomæssigt ville passe mig nogenlunde, som jeg kunne hægte mig på.
Efter fem kilometer løb vi ned ad Øster Allé, solen skinnede og der var sågar en let medvind. Gruppen var reduceret til tre mand og jeg husker at jeg kommenterede, at sådan måtte det gerne være under hele resten af turen. Der var en der samtykkede og herefter var det ligesom bemærkningen sammentømrede gruppen, så vi skiftedes til at trække over de næste fire-fem kilometer. Ved ti kilometer var den ene dog faldet af, og jeg kunne mærke hvordan jeg hele tiden skulle hanke op i mig selv for at genvinde et par meter til ham der løb foran mig. Kort tid herefter måtte jeg slippe og fra da af var jeg alene i løbet. Det gav mig en lille krise mellem ti og tolv km, men så kom strækningen hvor vi løb paralelt med Nørre Allé og mødte de forreste, som nu var tæt på målet. Herefter synes jeg der kom et rimeligt flow i mit løb. Måske endda lidt for godt, ihvertfald blev jeg først overhalet af to enlige løbere, så en gruppe på fem og til sidst, godt 500 meter før mål af endnu en enlig løber. Specielt den sidste overhaling generede mig, for det viste sig at jeg havde masser af energi til at køre en spurt, og jeg kunne sagtens have hægtet mig på ham. Havde jeg gjort det, var jeg kommet ind i tiden 57.29, nu blev det istedet til 57.39. Sølle 9 sekunder fra min målsætning.
Alt i alt havde jeg et godt løb, de 9 sekunder skal jeg nok få hentet næste gang. På grund af den forudgående skadespause, havde jeg løbet relativt afslappet og egentlig slet ikke skænket tiden en tanke. Det var først på opløbsstrækningen, at jeg bemærkede hvor tæt på det egentlig havde været. Og det er vel det man bruger et testløb til - at bemærke hvor tæt på man egentlig er. :-)
NB: Dette indlæg er en del af serien "Løbe Kronikkerne" som der er en indholdsfortegnelse over her
Kommentarer
Send en kommentar