Dengang jeg mødte Margrethe
Lad mig starte med at begrave den sidste rest af forhåbning om en karriere i diplomatiet og hermed officielt bekendtgøre mig som antiroyalist.... Ahhh... Det lettede. Jeg er IKKE revolutionær og vores nuværende dronning synes jeg faktisk, mod alle odds, har klaret sig godt. Hun skal have lov til at gå linen ud, førend vi officielt lukker kongehuset og officielt bliver en republik. For, helt ærligt - Frederik som landets næste regent - det kan ingen da mene alvorligt? Faktisk synes jeg selv jeg har et rigtigt innovativt bud på et alternativ nederst i dette indlæg.
I disse tider hvor den politiske indflydelse i landets to største og mest magtfulde medieudbydere konstant debatteres, har det egentlig undret mig hvor ensidigt rosenrødt dækningen af kongehuset er. Jeg gætter på at det har noget med den nationale selvforståelse at gøre - vi ser gerne os selv som verdens ældste lille kongerige med Dannebrog vejrene stolt øverst oppe - og denne ihærdigt inkorporerede identitet skal der helst ikke stilles spørgsmålstegn ved. Derfor er det også helt i orden at DR for tiden benytter alle hullerne i sendefladen på en opfordring til "alle danskere" om at man, i anledning af Margrethes 70 års dag, dykker ned i de gamle gemmer og finder billeder og historier frem omhandlende mindet om mødet med regentinden. Tilsyneladende skal operationen munde ud i en slags folkelig fødselsdagsgave og jeg vil da gerne også yde mit biddrag til det jeg gætter på at det ender med at blive til mange tusinde siders sødsuppe og anekdoteberetning i værste jubilæumstalestil.
Desværre har jeg ikke noget foto af begivenheden og da den heller ikke har haft nogen indlysende betydning for mig, må læseren nøjes med en beretning, hvor fakta er baseret på deduktion snarere end den lysende klare hukommelse - du ved, den man altid har når store ting passerer forbi i ens liv. Men jeg har rent faktisk mødt hende og i det miljø jeg dengang færdedes, kastede sådan en begivenhed et højtidelig skær af sig. Gruppepresset var simpelthen så stort at jeg derfor, til min ærgrelse, alligevel må konstatere en vis forventning forud for mødet.
Det var på en millitærøvelse i Oksbøl, hvor jeg fungerede som sikas (sikkerheds assistent), i forbindelse med at der blev skudt med skarpt fra de selvkørende pjecer kaldet M109, som vistnok også i dag udgør kernen i dansk forsvars artilleri. En pjece er fællesbetegnelse for kanoner og haubitser, hvor haubitsen er karakteriseret ved at have et kortere løb end kanonen - så ved du det. Margrethe må dengang have været i starten af 50´erne, eftersom øvelsen fandt sted i foråret 1991 og på vanlig millitær facon var der blevet informeret om hendes besøg, og advaret mod dårlig opførsel, længe i forvejen.
En M109 er ikke videre rummelig, og da sikas´en ikke normalt er en del af besætningen føltes pladsen endnu mere trang end en lavloftet finsk sauna. Regnen havde længe silet ned og terrænet var mudret og glat, bestemt ikke kongeligt at færdes på. Pludselig lød det velkendte "Giv agt!" og alle rejste sig og slog hovederne mod stålloftet - nogle gjorde den slags mere ondt på end andre - og så tittede hun ind, hendes majestæt dronning Margrethe. Det første jeg tænkte var, at hun så MEGET gammel ud. Hendes hud var gusten og furet og folderne hang træt ned over øjnene. Måske var hun syg, men pga. titlen alligevel tvunget ud i det dårlige vejr - når jeg tænker over det kan jeg ikke mindes at hun nogensinde har meldt afbud til en officiel repræsentation - men det virkede alligevel på mig som om at noget, der mindede om Coppolas version af Bram Stokers Dracula, nu stod der i en gul regnfrakke og røde gummistøvler og kiggede direkte på mig - uden at den film på det tidspunkt endnu var produceret. Hun stillede nogle naive og lidt barnlige spørgsmål, som det jo er skik at gøre når der skal foregives interesse. Det var noget i retning af: "Nå... og så lægger man den ind der, og så hiver man i den der... Nå nå... Aha" altsammen velvilligt applauderet af en reserveofficer der havde fået det ærefulde hverv, at fungere som guide på rundvisning i batteriet. Hendes stemme lød imidlertid frisk og klar, akkurat som man husker den fra alle nytårsaftenerne forud for festlighederne. Lyden af den stemme kunne man godt på een eller anden måde digitalisere og så installere DÉN som landets regent efter Magrethes afgang. Det ville være en løsning alle skulle kunne forliges med, da den ikke burde medføre nogen særlig magtkamp eller splid om hvem der så skulle besidde den royale magt og jordiske gods. Herved ville vi også, som land, manifestere os, helt i tråd med alle politiske udmeldinger, på yderkanten af den teknologiske front. Vi ville med dette lille et kunstgreb komme op på siden af Japan i den kulturelle integration og forståelse af android teknologi. Prøv lige at tænke fordomsfrit over det en gang.
Men tilbage til mødet som kort tid herefter sluttede ved at Margrethe vendte rundt i døråbningen og greb reserveofficeren i armen, da hun med skrøbelige skridt begav sig væk fra os for at få sig en smøg...
I disse tider hvor den politiske indflydelse i landets to største og mest magtfulde medieudbydere konstant debatteres, har det egentlig undret mig hvor ensidigt rosenrødt dækningen af kongehuset er. Jeg gætter på at det har noget med den nationale selvforståelse at gøre - vi ser gerne os selv som verdens ældste lille kongerige med Dannebrog vejrene stolt øverst oppe - og denne ihærdigt inkorporerede identitet skal der helst ikke stilles spørgsmålstegn ved. Derfor er det også helt i orden at DR for tiden benytter alle hullerne i sendefladen på en opfordring til "alle danskere" om at man, i anledning af Margrethes 70 års dag, dykker ned i de gamle gemmer og finder billeder og historier frem omhandlende mindet om mødet med regentinden. Tilsyneladende skal operationen munde ud i en slags folkelig fødselsdagsgave og jeg vil da gerne også yde mit biddrag til det jeg gætter på at det ender med at blive til mange tusinde siders sødsuppe og anekdoteberetning i værste jubilæumstalestil.
Desværre har jeg ikke noget foto af begivenheden og da den heller ikke har haft nogen indlysende betydning for mig, må læseren nøjes med en beretning, hvor fakta er baseret på deduktion snarere end den lysende klare hukommelse - du ved, den man altid har når store ting passerer forbi i ens liv. Men jeg har rent faktisk mødt hende og i det miljø jeg dengang færdedes, kastede sådan en begivenhed et højtidelig skær af sig. Gruppepresset var simpelthen så stort at jeg derfor, til min ærgrelse, alligevel må konstatere en vis forventning forud for mødet.
Det var på en millitærøvelse i Oksbøl, hvor jeg fungerede som sikas (sikkerheds assistent), i forbindelse med at der blev skudt med skarpt fra de selvkørende pjecer kaldet M109, som vistnok også i dag udgør kernen i dansk forsvars artilleri. En pjece er fællesbetegnelse for kanoner og haubitser, hvor haubitsen er karakteriseret ved at have et kortere løb end kanonen - så ved du det. Margrethe må dengang have været i starten af 50´erne, eftersom øvelsen fandt sted i foråret 1991 og på vanlig millitær facon var der blevet informeret om hendes besøg, og advaret mod dårlig opførsel, længe i forvejen.
En M109 er ikke videre rummelig, og da sikas´en ikke normalt er en del af besætningen føltes pladsen endnu mere trang end en lavloftet finsk sauna. Regnen havde længe silet ned og terrænet var mudret og glat, bestemt ikke kongeligt at færdes på. Pludselig lød det velkendte "Giv agt!" og alle rejste sig og slog hovederne mod stålloftet - nogle gjorde den slags mere ondt på end andre - og så tittede hun ind, hendes majestæt dronning Margrethe. Det første jeg tænkte var, at hun så MEGET gammel ud. Hendes hud var gusten og furet og folderne hang træt ned over øjnene. Måske var hun syg, men pga. titlen alligevel tvunget ud i det dårlige vejr - når jeg tænker over det kan jeg ikke mindes at hun nogensinde har meldt afbud til en officiel repræsentation - men det virkede alligevel på mig som om at noget, der mindede om Coppolas version af Bram Stokers Dracula, nu stod der i en gul regnfrakke og røde gummistøvler og kiggede direkte på mig - uden at den film på det tidspunkt endnu var produceret. Hun stillede nogle naive og lidt barnlige spørgsmål, som det jo er skik at gøre når der skal foregives interesse. Det var noget i retning af: "Nå... og så lægger man den ind der, og så hiver man i den der... Nå nå... Aha" altsammen velvilligt applauderet af en reserveofficer der havde fået det ærefulde hverv, at fungere som guide på rundvisning i batteriet. Hendes stemme lød imidlertid frisk og klar, akkurat som man husker den fra alle nytårsaftenerne forud for festlighederne. Lyden af den stemme kunne man godt på een eller anden måde digitalisere og så installere DÉN som landets regent efter Magrethes afgang. Det ville være en løsning alle skulle kunne forliges med, da den ikke burde medføre nogen særlig magtkamp eller splid om hvem der så skulle besidde den royale magt og jordiske gods. Herved ville vi også, som land, manifestere os, helt i tråd med alle politiske udmeldinger, på yderkanten af den teknologiske front. Vi ville med dette lille et kunstgreb komme op på siden af Japan i den kulturelle integration og forståelse af android teknologi. Prøv lige at tænke fordomsfrit over det en gang.
Men tilbage til mødet som kort tid herefter sluttede ved at Margrethe vendte rundt i døråbningen og greb reserveofficeren i armen, da hun med skrøbelige skridt begav sig væk fra os for at få sig en smøg...
Kommentarer
Send en kommentar