The Fall

 900

Uret ringer ikke her til morgen. Istedet er det Monika, der blidt puffer til mig og meddeler at kl. er 07.30. Carla ligger for første gang på siden og sover. Nuttet, som en lille dyreunge.

Nu er det 900 dage siden.

Til at begynde med talte jeg for at huske. Men hukommelsen rækker ikke længere. Den er blevet til en sirligt sammenfoldet, død faldskærm. En forestilling, som jeg hver dag frembringer, for at give det frie fald tyngde.

Jeg kastede med redningskranse, fangstliner og boksede efter skyggerne i håbet om, at vågne fra et løgnagtigt mareridt. Der var bare aldrig nogen ond drøm, var der vel? Ikke videre opbyggeligt, men hvad stiller man op overfor sandheden?

Overfor det ubegribelige findes kun ritualet. Om det så er dagligt, at sætte et hak i dørkarmen, at fremmane de mest komplekse af verdener eller at bede en bøn.

Overfor faldet kan jeg intet stille op.

Så jeg talte videre.

Tanja Ravnholt