Copenhagen Half 2021 #NoLimits

Her har I startnummeret, Og hvis I synes det buler lidt ud, så vær glad for at jeg i sidste øjeblik fravalgte den gule neonfarvede racesinglet. Foto: Selfie

I går (søndag d. 19/9-21), løb jeg Cph. Half, som hvis man ser bort fra et par enkelte optrædender ved Etape Bornholm, er mit første løb i 2 år. Dengang, for 2 år siden, var det faktisk også Cph. Half jeg deltog i som fartholder med 1.25 ballonen, så på en måde er det en ring der sluttes.  

Indledning
Der er sket så sindsygt mange ting på de to år, at de mere føles som 10. Blandt andet er min egen motivation for at løbe dalet og selvom der et par gange har været tiltag til at genoptage interessen, så kan der formæssigt helt sikkert tegnes en en temmelig stejl negativ retliniet ligning. Jeg har på det seneste fundet større glæde i at lunte rundt med et par venner (Simon og Håkon) for at nyde mit otium som tilbagetrukket løbementor, der gladeligt uddeler af sin erfaring, fremfor reelt at træne selv. Derfor gætter jeg mig til formmæssigt at ligge omkring skæringspunktet på y-aksen. Hvor langt nede det punkt ligger, har jeg ikke nogen anelse om og det er nok den  mest påtrængende tanke lige nu. Det er en skræmmende ting, at gå og tænke på og det er først og fremmest for at tage tyren ved hornene, at jeg tilmelder mig Cph Half sent lørdag aften.     

Når man giver slip, som jeg har gjort det, kommer erkendelsen ikke på en gang. Det foregår i små bidder. Lørdag er jeg med Otto en tur i Knuthenborg Safaripark. Vi spiser burgere med pommesfritter og softice, uden at jeg overhovedet skænker morgendagens løb en tanke. Jeg sidder lørdag aften med erindringen om dengang da dagen før raceday var hellig og fyldt med rutiner - mange nok mest var for at afværge de tiltagende løbsnerver. Det handlede om kost, væskeindtag, hvile, et sidste træningspas og mentalforberedelse til løbet. Dagen inden et løb skulle al fokus rettes imod selve løbet, så jeg på dagen kunne være forvisset om, at jeg havde gjort ALT, hvad jeg kunne, herunder ikke tilladt en eneste tanke på andet end selve det løb. Den slags er sq belastende (prøv det selv) og lørdag aften er jeg faktisk glad for at være sluppet for presset, men også en smule bekymret over, hvad det jeg uværgerligt opfatter som udtryk for manglende engagement, mon har af betydning for imorgen. Specielt fortryder jeg kostindtaget, som jeg godt kan frygte vil give bagslag. 

Jeg er i tvivl om jeg kan komme under 1.30, men det vil som udgangspunkt være min målsætning og jeg tilmelder mig i den blok, som heldigvis også ligger helt fremme. Jeg har arrangeret at vi bliver et par stykker som mødes hos mig efter løbet kl. 13.15, så jeg har sådan set ikke tid til at komme ind særligt meget over de 1.30, men jeg tænker at hvis den bliver 1.35, så gør det heller ikke noget. Det vigtigste er vel, at jeg ikke kommer for sent, som vært til mit eget arrangement. Jeg regner løst i hovedet. Hvis 1.30 pace svarer til 4.14 min/km. må 1.35 betyde ca. 4.30 min/km. Det sidste MÅ simpelthen være muligt, men jeg VED det ikke og det giver lidt nerver på. 

Så står vi op
Jeg er også træt efter et par urolige nætter og forsøger at gå tidligt i seng (ca. kl. 22.30). Men jeg sover dårligt og vågner om morgenen... Eller det vil sige jeg tror jeg vågner, for jeg drømmer at jeg vågner og kl. er 14.00. Jeg famler mig forvirret ud af sengen og spørger anklagende Monika, hvorfor hun ikke har vækket mig, jeg skulle jo løbe... Hun når ikke at svarer før det går op for mig, at jeg stadig sover... Jeg må se at komme op tænker jeg og ser nu på uret, at kl. er over 09.00. Med en hvis lettelse over stadig at kunne nå det, fumler jeg mig op. Dynen er viklet omkring mig på en meget besværlig måde. Jeg kæmper mig fri og begynder at se på hvad jeg skal løbe i. Under overvejelserne af, om en blomstret undertrøje mon går? Bliver jeg klar over at jeg stadig sover og først i tredie forsøg får jeg kastet benene ud over sengekanten. Uret. viser kl. er 08.00. Jeg har god tid. 

Jeg har også brug for tid, for jeg har både hovedpine og let feber. Under normale omstændigheder ville jeg slå det hen som løbsnerver, men nu med alt dette corona? (man kender ligesom ikke rigtig sig selv længere). Så jeg skal lige samle mig for at nå til konklussionen, at jeg ikke er syg. Jeg vakler ind for at tage et bad, det hjælper. De andre sover videre. 

Efter badet skal jeg have løbetøj på. Instinktivt tager jeg den gul/blå Runners united singlet frem. Jeg hiver den over hovedet, men hov.. Hvad er det? Den strammer... Det er ikke kun henover brystet. Især ved maven buler den ud... Hvad fanden er nu det? Tænker jeg, en smule forvirret over at være nødt til at skulle tage stilling til den slags et par timer før løbsstart. 

For mig var løb - ihvertfald for en stor dels vedkommende - en "se mig" adfærd. Selvfølgelig har der også været en dybere interesse, men efterhånden som jeg blev god, blev det også en måde at få selvtillid på. Hvis jeg mødte et andet menneske, kunne jeg altid finde ro i det faktum, at jeg sandsynligvis var hurtigere end ham. Jeg var aldrig elite, men det var heller ikke pointen. Hvis du er elite så skal du måske leve af at være den bedste (hatten af for det i øvrigt). Pointen var at ligge lige under eliten i et meget lille felt af temmelig hurtige motionister. Derfor, når jeg før tidligere tog ud til løb, var det for at vise mig frem. Jeg tænkte (det piner mig lidt at skulle indrømme) om mig selv, som en man kiggede efter - muskuløs og optimeret til fart. En "DILF". For helvede.. Det var jo sådan jeg scorede Tanja. 

Hele den fortælling krakelerer nu på et øjeblik, da jeg ser ned på den neongule bule der befinder sig omkring min mave... Sådan kan jeg sq da ikke troppe op. Forfængeligheden gør oprør og det varer lidt førend jeg får bugt med den, men til sidst vinder: "I don´t care"-attituden og jeg tager singletten på. Jeg finder også et par sorte splits frem. Nu har jeg altid løbet med boksershorts inderst. Det har ikke noget med forfængelighed at gøre, det er min bedste metode mod at det kommer til at svie i skridtet. Jeg har et par blåternede bokserunderbukser på og da jeg nu står der.. I blågul neonfarvet singlet str. small, sorte splits, med blåsorte tern hængende ud, må jeg alligevel trække i nødbremsen. Nok kan jeg kalde mig ligeglad, men det fastelavnsris jeg står og kigger på, bliver sq for fjollet. Det hele ender med at jeg udskifter bokser og singlet til sort. Forfængeligheden lader sig åbenbart ikke sådan lige slå sig ned.  

Morgenrutinerne går deres gang og kl. ca. 10.20, cykler jeg afsted mod Østerbro stadion. Det har jeg gjort så mange gange før. Løbet starter 11.15, og jeg synes jo det er VILD luksus nærmest at kunne stå op af sengen, cykle 10 minutter til startområdet, hente sit nummer, varme op og så være med i et af verdens bedste halvmaraton løb, som man bliver nødt til at erkende Cph Half ER. Det svarer vel til at være 25 år og have baghave ud til Roskilde Festival pladsen. 

På vej derind begynder netop en slags festival stemning at brede sig. Det starter allerede i krydset ved Tagensvej. Cyklister med løbsposer på ryggen stimler sammen. Da jeg først bestilte startnummer i går aftes, har jeg ikke fået udleveret nummer eller pose endnu. Derfor giver synet mig lyst til at få fart på, så jeg hurtigt kan blive som dem og jeg begynder at overhale. Igennem fælledparken fortættes menneskemængden gradvist. Man fornemmer den kollektive anspændthed, der hele tiden veksles til forskellige versioner af mere eller mindre vellykkede forsøg på at tage den med ro. En slags forventningens glæde. Det er ret intenst. Jeg parkerer cyklen under det nærmeste træ i fælledparken. Det er jeg den første der gør, men allerede da jeg vender mig, holder der 3-4 cykler. Jeg passerer Øster Allé. Hvor mon numrene udleveres? Bevæger mig ind i Klosterfælleden, men her er kun telte til DM felt, fartholdere og presse. Det må være i messeområdet i den gamle Østerbro tennishal, hvorfra jeg også kan se en lind strøm af mennesker. Jeg begiver mig i løb i den retning. Pyh... Det føles tungt. Slet ikke som om jeg er frisk til 21k. Jeg beslutter at gå, for ikke at stresse unødigt. Smutter ind af en åbning i siden af teltene og finder stedet hvor numrene udleveres. Efter lidt forvirring får jeg mit nummer. Jeg studser et øjeblik over, hvor mange tilsyneladende uafhentede numre der er... Slag på tasken er flere tusinde. Damen der udleverer mit nummer oplyser på mit spørgsmål dertil; at det ikke er alle konvolutter i kasserne der indeholder et nummer. 

Opvarmning
Går ud for at iklæde mig løbstøj. Dvs. tage jakke og jogging bukser af og påsætte nummeret. Vejret er dejligt, især i solen, måske blæser det lidt meget, men ikke noget jeg vil hænge mig i. Det er næsten perfekt til løb.

Fylder min pose og klistrer nummeret på den økogenanvendelige løbspose. Mærkatet sidder ikke for godt fast på det filtede stof. Undervejs til garderobeteltet ser jeg en del numre der er faldet af og jeg begynder at spekulere på hvordan man løser det problem. Kunne man bruge en anden type klister? Skrive sit nummer på med tusch? Sy en form for tracking ind i stoffet? Det bliver mere og mere teknisk. Jeg ender med at slå det hen, men håber det er noget man samler op på. For selvom jeg er sikker på, at der ikke er nogen der kommer til at miste det de har i garderoben, så er blot tanken, irriterende op til et løb  - ihvertfald for nogen. Og det er netop de løb hvor den slags tilsyneladende ligegyldigheder håndteres godt, som går hen og bliver de bedste.   

Vejen til garderoben synes lang. Jeg begynder at blive en smule nervøs. Jeg ville gerne varme lidt op. der er ca. 25 min til løbsstart. Ved garderobeteltet foran mig står et par NBRO´er, som jeg ikke kender. Bag mig en gammel kending fra Runners United i Fif singlet. Han genkender mig, før jeg genkender ham - og jeg kan for min død ikke huske hans navn. Vi snakker lidt. Han vil gerne under 1.15. Jeg tilråder ham, at smide undertrøjen og løbe i singlet. Jeg fortæller lidt om mine egne forhåbninger om at komme under 1.30. 

Lidt efter finder jeg vej over i klosterfælled, hvor jeg starter lidt let opvarmning. Jeg synes skoen trykker lidt på højre storetå, men vælger at ignorere det. Ikke så meget jeg alligevel kan stille op der. Jogger lidt og står så og laver udstræk ved nogle stativer i den modsatte end af parken da jeg ganske pludseligt og overvældende gribes af en fortvivlende mangel på mening med det hele. Jeg står og stirrer på en busk hvor bladene rasler mildt i vinden og prøver at være i nuet. Se bladet. Fokuser. Bladet "er". 

Så laver jeg lidt benøvelser, førend jeg afslutter med to stigningsløb. På det første stigningsløb kan jeg mærke hvordan hele forpartiet hopper op og ned. Shit... Jeg får sq lyst til at tabe mig. Tisser en tår før andet stigningsløb og så jogger jeg hen imod start ca. 7 min. før løbet skal begynde. 

Start
Spotter 1.30 ballonen. Skal jeg mon holde mig til den? Beslutter for en sikkerheds skyld at gå lidt længere frem. Der er tæt pakket med mennesker og jeg vil hellere indhentes, end at skulle kæmpe mig op i en stor menneskemasse. 

Favoritterne præsenteres. Normalt ville jeg stå i et felt omgivet af folk jeg kender og ønske et godt løb. Her møder jeg kort Ivan fra Maraton Sport. Han var også træner i Hvidovre under Tanja. Vi hilser.

Løbet åbnes og der gives plads til at vi kan komme frem i boksene. Jeg befinder mig ca. midt imellem 1.30 og 1.25 ballonen.

Der tælles ikke ned og jeg har ladet mig fortælle, at det skyldes det faktum, at hvis der registreres en tyvstart (og det gør der åbenbart ofte ved nedtælling), så kan man ikke bare omstarte et løb på 25.000 mand, så man lader blot folk løbe alligevel. Til gengæld vil en evt. verdensrekord så ikke tælle, og det vil jo være en skam. Copenhagen Half er et meget hurtigt løb. IAAF Gold label. I 2019 blev der tilmed sat en verdensrekord på herresiden. Det var i 2019, hvor jeg deltog som 1.25 fartholder.

Startskuddet lyder, efterfulgt af to gasflammer. Pga. de mange mennesker der skal over stregen, vandrer vi afsted i et minuts tid, førend den gruppe jeg befinder mig i, når frem til stregen og kan begynde at løbe. 

1-5k
Det er en fantastisk startstrækning. Øster Allé er pakket med tilskuere. Helt ned til Østervoldgade (altså på hele den første km.), går det, førend opbakningen aftager en smule, men der står stadig folk regelmæssigt i vejkanten og hepper. Jeg checker uret i starten og følger bare flowet. Vi ligger lige under 4min/km, men jeg er ikke presset, så det er helt fint. Første km. splitter i 4.01 og jeg tænker at det betyder 30 sekunder i banken, til hvis jeg skulle komme i krise senere. 

Som sagt har jeg et godt flow. Jeg holder fokus på at nyde omgivelserne. At være i nuet. Passerer 2. km. 10% done... Det betyder jo 90% mangler... (halvt fyldt/halvt tømt). Ved ikke helt om det er demotiverende eller opløftende? Men splittet siger 4.05. Det er næsten et minut i banken nu. Afhængigt af hvornår en evt. krise vil indtræffe, er det ganske komfortabelt. Hvis jeg altså kan holde den? Laver et "systemcheck", og bortset fra at jeg synes at skoene giver meget lidt absorbtion til fødderne er der ikke nogen faresignaler. Ser op og nyder omgivelserne. Her er masser af løbere og tilskuere. 

Snart drejer vi ned ad Frederiksborggade. For en stund fanger jeg mig selv i at forberede mig på en massiv modtagelse på Dronning Louises bro. Det er løbefælleskabet NBRO´s foretrukne cheering zone, da det går op for mig, at jeg er faldet ud af den gruppe efter Tanja døde, efter corona og efter at den lille ny Carla er kommet til verden. Jeg er også blevet ældre og har indtaget en "I don´t care" attitude, men det var nu altid fedt at løbe igennem bruset på Dronning Louises Bro. Lige bag mig løber åbenbart en grubbe NBRO´ere for pludselig bliver der da tudet og hylet. 

Passerer 3km. i 4.04. Er stadig godt løbende. Begynder at tro på at sub 1.30 nok skal nås. jeg kan mærke det en smule i benene, men intet alvorligt og både åndedræt og puls er nærmest i hvile. Jeg har nok at give af og det er godt.

Jeg ser op ad Nørrebrogade lige efter broen. her er en let stigning og det er tæt pakket med løbere, så langt øjet rækker. I grunden fantastisk at være en del af. Tidligere - i mange løb, hvor jeg har været med længere fremme, er man mere alene. man fornemmer ikke hvor stort løbet egentlig er. I grunden er det slet ikke så tosset at ligge her. 

Passerer 4 og 5k i hhv. 4.07 og 4.09. pace. Jeg er ikke bekymret for det dalende tempo, for det er stadig sub 1.30. Jeg sætter stadig i banken. Omkring mig befinder sig en gruppe løbere fra Odense. De er åbenbart med for at pace en kvindelig løber, for pludselig finder jeg mig fanget i en flok af servile drenge der tilbyder at hente vand og som holder varsomt øje med om den beskyttende skal de yder omkring kvinden er intakt. 

Jeg beslutter at bryde ud af den gruppe fordi jeg vil helst løbe mit eget løb og trækker ud til venstre. Da vi passetrer 5k, viser uret tiden 11.47.25. Jeg hører føreren af Odense gruppen sige 20.21, imens jeg selv prøver at regne ud hvad tiden på uret mon giver mig af tid, førend det går op for mig, at det er en brutto tid, som jeg ikke rigtig kan bruge til så meget.

6-10k
Vi drejer til venstre efter Nørrebro station og nærmer os 6k. Under Bispeengen står et par unge fyre og spiller højt. Jeg får pludselig en ubændig trang til at høre Wurstmaschine. Den sang er jo nærmest designet til løb. Måske skulle jeg kontakte løbsarrangøren og høre hvad et sponsorat koster. Så ville jeg sætte et anlæg op med Wurstmaschine på repeat... Jeg tror sq jeg gør det ja... Retsen af løbet skal handle om at finde ud af hvor det anlæg skal stå. 

"Kom så VIBIILD!!!" lyder et tilråb. Jeg ved ikke fra hvem.

Egentlig er jeg overrasket over, hvor hurtigt vi er nået hertil. Ved 6k splitter jeg i 4.07. Jeg har altså stabiliseret, men nu går det også lidt nedad bakke, så egentlig er det vel bare et udtryk for at flowet er intakt. 

Lader mig rive med. Vi passerer 7. Split 4.12... Hvad skal det nu betyde? En medløber kontaterer at nu mangler der blot 57 minutter. 57Minutter? Det er sq da lang tid. Fokuserer istedet på tanken om, at vi er en trediedel igennem løbet. Jeg har på den trediedel i øvrigt holdt en komfortabel afstand til sub 1.30 målet og altså opbygget et forspring. Hvis jeg nu bare kan holde tiden på den næste trediedel, så har jeg altså lidt at give af på den sidste trediedel. Jeg føler mig ret sikker på at genemføre nu. Spørgsmålet er hvor langt under jeg kommer. 

Jakob Frederiksen står og hepper på Godthåbsvej. Jeg når lige at række en hånd i vejret. 

Vi drejer ad Falkonér Allé. Feltet er trukket mere ud nu. Det er også en bred gade. Der er et væskedepot ved 8k (split 4.07 - back on track). Jeg beslutter at tage en slurk vand. Hader at skulle drikke af de kopper imens jeg løber. Hvor mange gange har jeg ikke fået vand i den gale hals. Så begynder man at hoste og så kan det fandeme også være ligemeget. Tager en enkel succesfuld slurk. Det må være nok. Smider så koppen. 

Er stadig komfortabelt løbende da vi kommer op til Frederiksberg Runddel. Det er ved 9km, hvor splittet siger 4.06. Jeg har ikke længere styr på forspringet, men jeg har endnu ikke haft en km. over pace, så jeg må da have et par minutter i banken nu. Frederiksbergs Allé imponerer med sine skråthængende faner. Nede ved Frederiksberg Chokolade skal Moni stå med Otto og Carla for at heppe. Jeg trækker ud i venstre side, for at møde dem. Har besluttet at de alle skal have et kys, inden jeg løber videre. Passerer første lyskryds. En rullestolskører der så presset ud på Falkonér allé suser nu let forbi, for det går nedad. Der står de. Det gør mig virkelig glad at se dem. De betyder jo næsten alt i mit lille liv nu - også selvom min retningssans synes at være stået endegyldigt af. 

Sætter i fart igen og svinger op ad Vesterbrogade. Det var sq 10km. Splittet siger 4.11, men det er inkl. stoppet hos min lille familie. 

11-15k
Det begynder at gå op ad. En løber passerer mig med et forsigtigt: "Jeg smutter lige forbi her". Jeg svarer lettere udmattet: "Ja, selvfølgelig." Kort efter drejer vi op ad Enghavevej. Som jeg husker det plejer der at være krise omkring Ingerslevsgade. Det er lige efter 11k. Splittet siger 4.14. Jeg er over halvvejs, nu skal jeg altså hænge i. Det er for tidligt at tabe fart.  

Kort før Dybbølsbro passerer vi 12. tilbage på 4.07. Krisen er altså afværget og atter forundres jeg over hvor hurtigt det egentlig er gået. Om blot et par km, runder jeg 2/3 af løbet, og jeg har sparet op hele tiden undervejs. 

Det går op ad over broen. Her er mange tilskuere, men det er også et svært stykke. Af en eller anden grund har Kalvebod brygge aldrig været min kop te. Næsten 2 km i et ørkesløst ingenmandsland. Her er heller aldrig særligt mange tilskuere og indtil diamanten, er man overladt til sig selv. Sådan splitter jeg 13 og 14 i hhv. 4.10 og 4.17. Specielt på 14k, kan jeg mærke presset bagfra. "Er det krisen der kommer nu?" Når jeg at tænke. Har været ude i ca. en time, skulle vel have masser af energi tilbage på tanken, eller? Kan ikke huske hvad erfaringen ville fortælle mig her. Systemchecket melder om let muskelømhed, værst står det til med fødderne. Vi stryger forbi en bod med geler. Jeg griber ud efter en. Åbner den og skyder den ned. 

Jeg bider tænderne sammen og prøver at finde et tempo der passer mig. Vi passerer Christiansborg. Atter er publikumsopbakning stor. Løber ind i Store Kongensgade. Nu må det da snart blive 15k og ganske rigtigt, ude foran kan jeg se km. mærket. Mit ur er kommet ca. 100m. foran og viser 4.07. Pyha... Krise afværget. Var det mon gelen?

16-20k
Videre går det, gennem St. Kongensgade. Jeg er ved at være træt og begynder at tælle kilometerne nu. Heldigvis er man på dette tidspunkt også et sted, hvor de dukker hurtigt op. 16k, splitter jeg i 4.13. Pyha.. Havde håbet på lidt mere. 

Op igennem Nyboder spiller et tyroler udklædt kor "99 Luftballonen". Jeg husker hvordan jeg var med Tanja på Rust en gang for at høre Grandmaster Falsh, som til min undren skamroste netop det nummer. Det var fredagen efter at Thomas var blevet indlagt og vi havde selvfølgelig overvejet at droppe det, men tænkte at vi måske netop havde brug for at tænke på noget andet. Det var en mærkelig aften. Vi var flyttet sammen, samme uge, men Thomas var blevet indlagt og INTET skulle nogensinde blive normalt igen... Først for hende.. Og sidenhen for mig... Jeg vinker til koret. Ligger relativt alene nu. Bliver også overhalet. ved Østerport ligger 17k. splitter i 4.10. Her står en mand bøjet henover hegnet, med tre personer der kunne ligne familiemedlemmer foran sig. Jeg kan høre dem istemme noget á la: "Jamen så skal du heller ikke fortsætte...". Jeg tænker... Jo for helvede... Nu gennemfører du sq da mand... Har du krampe, så stræk lidt ud og kom i mål..

Vi drejer til højre op ad Kristiansgade, imod Strandboulevarden. Jeg kender stykket fra utallige løb og ved at det er langt.. men jeg ved også at det er overkommeligt. For om lidt er det 18k (splitter i 4.12). Og så kommer 19k. (splitter i 4.09). Her et sted står Håkon og hepper. Jeg ved, at jeg nu kan slå over i jog og stadig nå under de 1.30, men det har jeg ikke lyst til, for så går der bare endnu længere tid og jeg savner efterhånden virkelig at se målstregen. 

Endelig rammer vi Østerbrogade.. Nu er det bare ligeud til 20k, og så det sidste sving op ad Øster Allé, så kan man se målet. Ups... 20k splitter i 4.17.. Jeg mangler vist det man kalder en slutspurt, tænker jeg og mindes 2017. Dengang havde jeg ihvertfald en slutsport, som jeg satte ind og løb den sidste km i 3.10. Hvor meget vand er ikke passeret under broen siden da?

Mål
Claus og Carsten står og hepper ved svømmehallen. Jeg bliver - som altid - glad for at se dem. Øster Allé føles pokkers lang. Jeg bliver hele tiden overhalet, men gider ikke rigtig tage mig af det. Da jeg kan skimte uret viser det 1.28.etellerandet... Hmm. 

I mit stille sind havde jeg skruet tiden tilbage til mit første halvmaraton i Berlin 2009. Her var målet også en sub 1.30 tid. Jeg kom ind i 1.27. Jeg har undervejs måske tænkt, at hvis jeg kunne ramme det i dag, så ville jeg med nogen ret kunne konstatere at jeg ikke har tabt form siden 2009. Alt ind imellem ville blot have været en bobbel. Hold kæft hvor var jeg stolt efter det løb. Nu lander jeg altså på 1.28.10 (lyder den oficielle tid). Det er godkendt og jeg er godt tilfreds. 

Efter målstregen stopper man altid lige op, og så kan det godt ske, at benene svigter, fordi kroppen ligesom siger, at nu skal du ikke længere kammerat. Dette er især udpræget på maraton distancen. Jeg stopper også op denne gang, men benene har det ganske fint. Jeg vandrer op igennem målområdet og spiser en energibar. Jeg hilser på Pia, Ninkie, Yassin, Nikolaj, Ewen og sikkert et par andre, som jeg må løbe fra, fordi pludselig er kl. 13.15 og nu skulle jeg jo have været hjemme.   

Vel hjemvendt hyldes DM guldvinder M45. Claus Grønbech (1.13). Fra venstre: Carsten Sillehoved, Undertegnede, Claus Grønbech og Snr. V. Orte

Hmmm... Nu fik jeg ikke udset mig et sted til næste års Wurstmaschine spot.. (to be continued)