Translate

Elektrochok


Hvad gør sådan et "on/off" ved en? Du gik ned ad trappen med din store taske og alverdens planer det ene øjeblik og det næste øjeblik skulle jeg aldrig se dig mere. Jeg husker ikke hvor, men et sted har jeg læst, at det kan give superkræfter og kurere sygdomme.

Trappen står der stadig. Ligesom planerne og mine følelser, hvis omfang dit fravær gør ubegribeligt. Selv det at bevæge mig i tid og rum har du del i. Ekkoet af hvad du ville have gjort, hænger på en gang både dystert og forløsende konstant over mit hoved.

Men så gik der 6 måneder. Jeg begyndte at spekulere på om jeg alligevel ikke sad fast? Om mine talrige tilbageblik ned i dybet - eller op fra det hullet - som begivenheden havde efterladt, måske var ved at gå i hak? Ihvertfald for omverdenen?

Mange skriver fordi min historie på en eller anden måde berører dem og det er selvfølgelig rart at der heri opstår en smule mening med galskaben - et lille lyspunkt.

Omverdenens reaktion har altid fyldt og selvom mine posts stadig modtager en overvældende mængde sympati, kan jeg ikke undlade at tænke, at alle de der IKKE reagerer, netop tilbageholder reaktionen fordi de tænker, at nu bør det snart stoppe, men godt ved at det kan ingen sige direkte til mit ansigt?

Måske gennemskuer de - i højere grad end jeg selv er istand til - min sump, som den manipulation den også er? En manipulation der blev muliggjort fordi jeg p.g.a. nedslagets omfang, tillod at se mig selv hævet over lov og ret. Skulle jeg slippe igennem dette, måtte alle regler opløses. Hændelsen gav mig med et slag diplomatstatus, VIP backstage adgang til alle scener og en direkte telefonlinie til Guderne. Hvad gør sådan en magt ikke ved et menneske?

Er jeg virkelig så syg i hovedet, at jeg ikke kan håndtere opmærksomheden og bare gentager mig selv - for dramaets skyld? For at få mere? Eller måske er jeg ikke syg, og det er en almindelig menneskelig reaktion - en mekanisme - at hvis vi siger, gør eller oplever noget der udløser stor opmærksomhed, så vil vi indlemme denne erfaring som en slags overlevelsesstrategi? Måske er dette netop mine "intetsigende" venners budskab: "Vi ser den retning du bevæger dig i. Og du skal passe på, for den vil overtage dig helt."?

Jeg græd for første gang ikke på dag 199. Nogen vil se det som et lyspunkt, men når gråden på den måde er blevet hverdag, er dens pludselige fravær skræmmende. Med et mistede jeg al energi, alt initiativ til at fortsætte arbejdet med de mange projekter jeg havde søsat som en form for afstivning.

Jeg havde møder i min kalender fra tidligere, som jeg naturligvis måtte deltage i, men det skete uden mit tilstedevær. Rutinen løftede mine slappe lemmer, og så kan det i mine øjne være ligemeget. Til helvede med alt. Vi kontrollerer kun med stort besvær ganske små og betydningsløse ting og selv det er en illusion der kan slukkes fra det ene sekund til det næste.

Kommentarer

Populære indlæg