Translate

På mandag begynder år 0 - igen

Runners United klar til sidste lange træningstur - 23km - en dejlig tåget morgen i Dyrehaven. Foto: Claus Grønbech
På søndag går det løs til HCA Marathon i Odense. Udover at være det officielle DM på distancen, er løbet også mit sæsonmål – der findes intet efter :). Jeg løber i senior rækken og i kategorien M40 (hvilket står for: mænd i alderen 40-45). Til næste år rykker jeg op i kategorien M45, hvilket skulle være en fordel – lige nu er jeg ”den gamle”, der skal kæmpe for at bevare niveauet i mens ”de unge” på 40-43 kommer stormende bagfra. 

Ud over de individuelle titler stiller SØAM også med et hold i de to klasser. Holdet består af jeg selv, Carsten Sillehoved, Claus Lindbjerg og muligvis Morten Lindenfalk… De tre bedste tider lægges sammen som holdets samlede tid. Vi burde have en ret god chance for at forsvare guldet for hold i M40, men der er altså yderligere tre titler i spil.

Under normale omstændigheder ville jeg udelukkende fokusere på M40 kategorien, men i år spiller det ind at en del af mine løbekollegaer stiller op til løb i Berlin, samme dag som HCA. Desuden er den hjemlige elite trætte efter et flot men udmarvende EM i Zurich og andre løbere jeg kender som hurtige har simpelthen udvalgt sig nogle andre løb senere på sæsonen. Med andre ord er feltet så tyndt besat at det lige pludselig bliver spændende for sådan en som mig.

Alt er naturligvis spekulationer, men der bør ligeledes være en fair medaljechance i den samlede hold kategori for seniorer, lige såvel som den individuelle titel blandt M40 løberne er på spil.

Jeg synes det er helt VILDT… Det er kun få år siden min interesse for at løbe blev vakt. Jeg tumler stadig med det mest basale spørgsmål, som jeg også stillede dengang: ”Hvordan bliver man en bedre løber?”. Jeg har brudt 3.00, 2.50, 2.40 og 2.35 på marathon, 34 på 10 og 1.16 på halv. Det er tider som jeg engang syntes var SINDSYGE (måske er de det også, det vil vise sig efter søndag). Tilbage står, at jeg faktisk godt kan få en lille klump i halsen af at tænke på den vej jeg har tilbagelagt, for at blive klar til start på søndag.

Forleden havde jeg en snak den kvindelige vinder af SSB-løbet - Sarah Erbs Ledet. Sarah spurgte om det på tidspunktet var ligeså hårdt at løbe marathon på 3 timer, som de 2.34 sidste år i Berlin. Mit svar var: ”Nej… Da jeg kom i mål i Berlin, havde jeg overskud og en klar fornemmelse af at dette kunne jeg gøre endnu bedre. Mit første løb i Berlin i 2009 havde jeg gennemført i tiden 3.02 og her var jeg HELT blæst. Og mit værste løb hidtil var måske 2.49 i København 2012”.

Det fik mig til at tænke. Tiden siger INTET om hvor hårdt et løb har været. Selvfølgelig er man altid træt efter at være kommet i mål, men du kan sagtens være mere smadret efter en tur på 4 timer end efter en på 3.

For nogen kan det være en hjælp – hvis man har et bestemt mål – at have nogle kilometertider at løbe efter, men tænk lige over hvad der sker hvis du pludselig ikke kan holde de kilometertider du har stående på armen eller kodet ind i dit ur. Måske begynder din hjerne at lukke ned en lille bitte smule mere end den ellers var i gang med. Frustrationer begynder at tegne sig på nethinden. Mørke skyer og tanker som: ”…Det hele da så også bare kan være lige meget”.

Det kan helt sikkert være en motivationsfaktor at have et ur at løbe efter – og det skal man også have lov til. Min pointe er, at det ikke er uret der gør dig hurtig. Det er dine forberedelser og den træning du har lagt i månederne før løbet.

Siden Berlin sidste år, hvor jeg sammen med Tanja Ravnholt lagde planen for 2014 har jeg tilbagelagt mere end 5.000km.

Lige nu, og de sidste par uger har været plagsomme. Der har været småskavanker nærmest konstant, tilfælde af uoplagthed og tunge trætte ben. Tvivlen har naget og det kniber mere og mere med koncentrationen.

Men jeg HAR styr på det. Jeg HAR trænet mere end nogensinde før. Jeg HAR givet tid til ordentlig restitution.

Det ENESTE jeg skal sørge for nu er, at fremmøde

Veludhvilet,

Velhydreret

Og fyldt med sukker

På startstregen søndag kl. 10.00.

På mandag starter år 0.

Wish me luck. ;-)

Kommentarer

  1. Jeg er så klar til at følge dig på søndag. God tur.

    SvarSlet
  2. God tur min ven :) Feltet er stærkt i år. Kan se 3 løbere som kan ramme 2:30-2:34 på en god dag. Så vi skal nok få noget af se til. Håber på lidt læ undervejs.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg