Eremitage løb 2011 – første evaluering af Pose

Fra venstre: Kasper, Katrine, undertegnede og Mads efter løbet

12 fucking uger gennem hele sommeren har jeg løbet rundt med høje knæløft og blide forfodslandinger. Jeg har haft vabler og fået hård hud på fødderne i en grad jeg ikke tidligere har oplevet. Jeg har slidt et par Newton sko til 1.500 kr. helt i bund (se billede og uddybende tekst længere fremme). Det har handlet om at ændre løbestil, og derfor købte jeg i vid udstrækning de mere eller mindre religiøst funderede argumenter for og fra Pose-løbere. Jeg købte også en ret dyr og sindssyg amatøragtig DVD og en lidt bedre bog. Og så gav jeg 12 uger af min sparsomme tid til at tilrette min løbestil – også betegnet som teknik træning.

lad mig lige dvæle lidt ved de Newton sko. Modellen her hedder Motus=Motion (se billede). Med lidt god vilje har jeg nok løbet 300 km i dem. Det vil sige at vi har en kilometerpris på 5 kr. Når jeg en gang imellem tager en tur på lidt over tyve km. taler vi altså om et udlæg på over 100 kr. Det er simpelthen optrækkeri, uanset hvor videnskabeligt baserede de påstår at have fremstillet deres sko. Mit råd til dig der overvejer Newton sko: Med mindre du er betaget af deres flotte design og farver, så LAD VÆRE MED AT KØBE DEM. Det er et Ripoff og man skal som forbruger også stille krav til holdbarhed. Til yderligere oplysning kan jeg oplyse at min normale km-pris på sko ligger under 1 kr.

Poserunning for og imod
Argumenterne for tekniktræning er ret klare. Dels har jeg oplevet på de hurtige ture at jeg alligevel udviser en tendens til at løbe på forfoden - og at mine ben til og med havde det godt med dette.(Lad mig indskyde at det primære ved Pose-running ikke er, om man løber på forfoden. Forfodsløb er i denne sammenhæng en sideeffekt). Læg hertil at en god løbeøkonomi (evne til at bruge mindst mulig watt på at transportere dig fra a til b) betyder ufattelig meget for din hastighed. Så her var der jo et rimelig konkret ekstra potentiale i udsigt, som ellers ville koste mig adskillige måneders interval- tempo- og LSD- (Long Slow Distance) træning.

Så jeg gik til stålet som sagt i 12 FUCKING UGER. For er der noget som er kedeligt, så er det at løbe rundt og ligne en klovn i spandex imens alle andre i sommervejret overhaler eller sidder på bænke og kommer med morsomme bemærkninger. Jeg havde også nær påført mig en skinnebensskade igen, men den lykkedes det mig dog at stoppe ved at regulere intensiteten på træningen. Oven i alt dette, virkede det som om at jeg slet ikke blev hurtigere. Det er helt nye muskler i benene som skal aktiveres, og de var selvsagt ikke så optrænede som de muskler jeg brugte under min gamle løbestil. Bevares, jeg kunne til tider mærke en form for flow i mit løb, men der var langt imellem snapsene og det holdt sjældent særlig længe. Da de tolv uger endelig var overståede, var det unægteligt med en vis lettelse og gensynsglæde at jeg atter gik i gang med grundtræningen. Her bemærkede jeg at det i hvert fald var lykkedes mig at flytte vægten frem på forfoden i mit løb, men om det havde nogen effekt og i givet fald i hvor høj grad havde jeg ikke den fjerneste anelse om.

En billet til e-løbet: Ja tak
Jeg er midt i en relativ hård træning for tiden (100km/uge + styrkeøvelser) da Katrine i sidste uge spurgte om jeg ville med til Eremitageløbet, og tilbød at skaffe billet. Der var ikke så meget at tænke over. Jeg havde tidligere spurgt en af træner kollegaerne i Fortius om en billet der dog var afhændet til anden side.

Så vi mødte op Katrine, hendes bror Mads, en ven Kasper og jeg søndag formiddag kl. 10.15. Jeg havde fået startnummer 17.370, men havde nu tænkt at snige mig op i feltet til startgruppe 1, der satte i gang kl. 11.00.

Det var en fantastisk søndag formiddag. En formidabel efterårssol strålede, så temperaturen i lysningerne omkring løberuten nærmest var lun. Vinden var til at overkomme og jeg havde husket solbrillerne, så der var INTET at udsætte på vejret.

Et par minutter før start dukker Jakob F. og hans bror Morten op. Jakob har løbet e-løbet i nogle år og har tilkæmpet sig et nummer i startgruppe et. Han var en smule skeptisk mht. tiden, da han ikke mente at være i samme form som sidste år. Jeg selv havde ikke løbet e-løbet før. Jeg havde stadig de 24 km fra om fredagen i benene, men mente dog alligevel at jeg var i rimelig god form. Taktikken var den sædvanlige ”Hoved under arm og giv gas fra start”, med et snert af ”Hvis du kan, så sæt tempo op ad den sidste stigning op til eremitagen”.

En god start
Så gik starten. Selvom vi havde placeret os forrest i feltet, tog det næsten et minut at passere startlinien. Der deltager 18-19.000 løbere i e-løbet og det betyder at det har sin helt egen logistik i start og målområdet. Da vi endelig kom ud på ruten, var det simpelthen vanskeligt at komme op i tempo pga. de mange løbere. Jeg besluttede at det ikke skulle stoppe mig og valgte et lidt hasarderet spor i siden af vejen, hvor jeg nogenlunde uforstyrret kunne overhale, dog med en hvis risiko for at træde skævt. Den taktik lykkedes nogenlunde syntes jeg, og efter ca. 2,5 km, var passagen acceptabel fri – man kunne i hvert fald løbe på vejen. Jeg passerer 3 km. lige omkring 11.30 minutter (3.30 min/km), hvilket i mit tilfælde er omkring mit 5km tempo. Jeg når at fryde mig lidt over den gode start og løber så ind i første stigning op til Eremitageslottet. Her må jeg have tabt noget tid, eller også er min første måling skæv, for jeg passerer 5km i tiden 18.50 (3.46 min/km). Jeg bruger lidt tid på at snappe luft efter at have rundet Eremitagen første gang, men sætter så ellers tempo på igen og snart er vi over halvejs i løbet. Det går rimeligt stærkt tænker jeg og så kommer vi til den lange stigning op til Eremitagen.

Weekenden forinden har jeg bakketrænet på Dybbøl bakke, som måske er en anelse stejlere men knap så lang og jeg har i de seneste uger i det hele taget gjort en del ud af bakkehop og -spurter i Frederiksberg have, så jeg føler at det er her jeg må have et momentum i forhold til de resterende deltagere og beslutter at gå et par gear op.

Der er ikke tale om at jeg spurter, men jeg løber med pænt høj intensitet op ad den bakke, som bare synes at blive ved og blive ved. Undervejs passerer jeg en pige på måske tolv år, og jeg undrer mig over hvordan hun kan følge med så langt. Da vi for anden gang runder Eremitagen passerer vi 10 km. skiltet og jeg er helt færdig (Split tiden er 37.49, 3.48 min/km).

Krise på 10 km
Mit væske indtag kikser og jeg får vand galt i halsen. Vi løber ind på en lidt knoldet sti, og jeg må simpelthen slippe løberne foran mig, samtidig med at jeg fornemmer presset bagfra. Jeg er så meget i krise lige her, at jeg pludselig bliver overbevist om at løbet garanteret er 14.3 km. og ikke 13.3 km. Det er den slags småsjuskede fejltagelser som, jeg sagtens kunne foretage mig når vi løber på uofficielle distancer. Forpustet får jeg spurgt en medløber i forbifarten om hvor langt dette (forbandede) løb egentlig er. ”13 km.” Svarer han. ”Plus en bakke.”. Jeg lader ham passere og samler kræfterne. I mit hovede opdeler jeg ruten i små stumper, som jeg prøver at sammenligne med ture jeg har løbet før uden det mindste besvær. 10 minutter igen, tænker jeg osv. osv. Og til sidst får jeg trukket mig selv delvist op af hullet. Da vi runder 12 km. er jeg atter på og kan sætte tempoet i vejret igen.

Slutspurt
Nu er vi også inde på start strækningen og jeg kan se startlinien. Efter den, ved jeg at der ligger en bakke på 300 meter. ”Hvor svært kan det være?” Tænker jeg. Svaret kommer umiddelbart efter. De sidste 300 meter op ad bakke kan være SINDSYGT svære. Jeg kæmper med at lukke alle tanker ude, men det er svært når lungerne river efter luft i næsten et minut imens musklerne gradvist syrer til. På de sidste 50 meter plejer jeg at kunne skrue lidt op, men her kan jeg mærke at jeg må kæmpe bare for at holde tempoet. Da jeg passerer målstregen er pulsen helt oppe at ringe (Fedt :-). Tiden bliver 50.37 -> gnsnt: 3.48 min/km.

Hold da op det var hårdt tænker jeg, imens løbere jeg kender kommer i mål og vi hilser på hinanden. Jeg kender på dette tidspunkt ikke mine tider, men er egentlig godt tilfreds med indsatsen.

Evaluering - Pose Running har virket
Hjemme igen, sammenligner jeg min tid med det der kommer tættest på, nemlig Nike Marathon test 2 på 15 km. distancen. Her ligger min PB på omkring 3.50, hvilket vil sige at jeg har forbedret mig med 2 sek/km i forhold til på e-løbsdistancen. Jeg ved at det kan være svært at sammenligne den slags, men set i løset af at jeg var helt på bar bund mht. hvor jeg stod, mener jeg godt at kunne tilskrive denne forbedring mit forsøg ud i Pose-running. Oven i alle de kvaler som det har forvoldt mig, er det jo et kæmpeløft og et klap på skulderen. Jeg er kun i begyndelsen af min grundtræning og hvis sammenligningen holder kunne jeg godt forestille mig at hente 10-15 sekunder yderligere pr km. til næste testløb i det tidlige forår. Så tak for et fantastisk e-løb, nu bliver jeg jo nødt til at komme igen næste år og komme under 50. :-)

Kommentarer

Send en kommentar