Nike Marathontest 2 (2011)


Løb fylder ikke så meget i mit liv længere, som det gjorde for blot et år siden. Men du slipper alligevel ikke helt for en lille løbe update i ny og næ. I dag må man må sige at det var på sin plads med en test af formen søndag d. 13. marts 2011 til Nike Marathon test 2 på 15 km. 

På forhånd havde jeg ikke gjort mig nogen høje tanker, men der var alligevel et par stolthedsmæssige ting jeg ikke ønskede at opleve (angst for nederlag kan være en grum ting). Jeg ville helst ikke ligge for langt fra mit tidligere niveau, og jeg ville i hvert fald ikke løbe de 15 km. på mere end en time, 59min59sek var et mindstekrav.

Dagen forinden var kaotisk. Jeg havde et par svære samtaler, og gik efterfølgende med en række tanker, som jeg gerne ville have tid til, men den tid var der ikke, for om aftenen skulle jeg have besøg af Benjamin og Anna, (to tyske studerende), gennem min deltagelse i programmet ”Dine with the danes” (kan anbefales). Imidlertidig var det lidt modvilligt at jeg havde sagt ja til Benjamin og Anna, da mit komfur og opvaskemaskine er gået i stykker, og det er lidt svært at lave tre retters menu på to plader. Men da pointen med konceptet vel egentlig mere er det kulturelle møde frem for den kulinariske oplevelse, havde jeg alligevel indvilliget, under forudsætning af at det muligvis betød at vi ville spise takeaway. Så galt gik det dog ikke og vi havde alt i alt en hyggelig aften, men de var unge og det endte med drinks, og jeg kom sent i seng.

Tilsyneladende var dette dog ikke noget problem, for jeg vågnede af mig selv kl. 07.30 næste morgen. Min mave opførte sig underligt. Jeg havde glemt hvordan jeg altid bliver lidt nervøs op til et løb og håbede ikke at det havde noget med gårsdagens middag at gøre. Jeg spiste morgenmad, drak kaffe, pakkede min taske og cyklede mod stadion kl. 08.45. På stadion købte jeg mit nummer (2165). Timingen var perfekt og jeg brugte god tid på at snøre sko, påsætte nummer og hvad man nu ellers finder på for at finde rytmen.

Startskuddet lød og jeg lå med helt fremme. Men ak… Allerede efter 500 meter var jeg omtåget. Jeg tror at de første to km. blev løbet i omkring 3.30, og jeg overvejede seriøst at droppe ud efter 5km (det overvejede jeg allerede efter første km). I det hele taget kan man ikke sige at jeg havde psyken med mig på dagen. Konstant faldt jeg ned i demotiverende huller, og jeg fattede slet ikke at jeg nogensinde havde løbet længere end 10 km. Jeg blev nødt til at slække på tempoet, og blev overhalet af en ordentlig klump. Det første lyspunkt var da jeg passerede 5 km. i tiden 18.30 (det var trods alt ikke så tosset, selvom jeg godt vidste at de første to km. bar størstedelen af æren og at jeg ville blive nødt til at sænke farten i resten af løbet). Igen måtte jeg kæmpe for ikke at give op. Det var sorte sorte tanker – jeg skulle være et andet sted – hvad er nu det her for et selvpineri – du løber alligevel dårligere end sidst, hvad er pointen? Forfærdeligt. Jeg synes ellers jeg plejer at være god til at bevare fokus og nyde oplevelsen, men altså ikke i dag. 

Mit eneste holdepunkt var nu at komme under den time. Jeg besluttede at det måtte ligesom være mit løb i løbet - og således luntede jeg af sted med tungen ud af halsen. Hele tiden kom der grupper og overhalede mig. På 10km. lå tiden omkring de 38min. Opløftende, fordi jeg holdt mig under de 4min/km. De forreste kom mig nu i møde ved vendepunkts strækningen mellem 11-13 km. 

Endnu en gruppe overhalede mig, jeg forsøgte at hægte mig på, men opgav, og det irriterede mig at jeg hele løbet var blevet overhalet. Ved 12 km dukkede de negative tanker igen op – løsning:  at tælle inde i hovedet?? Og så var det pludselig som om målet var indenfor rækkevidde. Jeg havde ikke på noget tidspunkt overskud til noget som helst. Én eller anden idiot, kom løbende som en sprinter bagfra og slog mig på målstregen. Og tiden blev: 57min.41sek. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde håbet på, men jeg begyndte at regne på tiden og kunne efterfølgende godt se at hvis jeg holdt niveauet (med interval træning kan det også helt sikkert forbedres), så ville jeg faktisk have en chance for at komme ind på 1.20-1.21 til test 3 (halvmaraton distance). Det er ikke en forbedring, men trods alt heller ikke en graverende forringelse. Da jeg så kommer hjem erfarer jeg at min tid i fjor blev på 57min.39sek. (altså ligger jeg kun 2 sekunder ringere i år end sidste år). Taget den væsentligt mindre træningsmængde i betragtning er dette meget opløftende, og det har absolut givet mig noget at arbejde med. Så det der startede med at være en rigtig irriterende møgtur, blev faktisk til et lille lyspunkt til sidst. Se det er netop det jeg godt kan lide ved løb. :-)  

Kommentarer

  1. Rigtigt godt indlæg - flere af dem!

    SvarSlet
  2. Næste gang bliver nok test3 (halvmarathon)

    SvarSlet

Send en kommentar