Tørlagt i 47 dage

Det er nu 47 dage siden at jeg sidst satte min fod i en Baresso kaffebar. Jeg har et udfyldt stempelkort, som jeg har lovet mig selv skal indløses ved et ALLER sidste besøg, men det gemmer jeg til det vejret bliver varmere. Stempelkortet giver mig frit valg på alle hylder, så jeg bestiller; "Den Ultimative" - Iceblend med Guld Orange Knas, Guld Mint - udover at den er kold, har jeg ingen idé om hvad titlen dækker over, men den er det dyreste de har på kortet og det gælder om at ramme dem hvor det gør allermest ondt.

Uhh... Hvor er jeg primitiv. Men det kommer sig også af det faktum at jeg ikke rigtig har fundet et alternativt sted hvor man helt forstår at servere en ordentlig Cortado. Og imens denne jagt har stået på, er den klare fornemmelse af byttet langsomt lettet. Tilbage står kun et ganske tyndt røgskelet i hukommelsen. Jeg ved slet ikke længere hvad det egentlig var der var så fantastisk ved en Cortado.

Istedet mindes jeg nu, de utallige diskussioner jeg roder mig ud i med tjenere, servitricer, baristaer eller cafeejere - de vil alle gerne titulleres korrekt. De vil bare ikke høre efter hvordan jeg gerne vil have tilberedt og serveret min kaffe.

Det hænder også at jeg støder på en person på den anden side - af baren - der lader et menneske skinne igennem. Det kan være et der udvises forståelse for min beklagelse over at man ikke har sødmælk. En form for kreativitet i efterkommelsen af mit ønske om at få kaffen serveret i et glas der er lidt større end normalt. Eller slet og ret en lige delt begejstring over de små ting ved kaffetilberedelsen, som nu engang ER det, det handler om.

Eller er det? I sådanne tilfælde, bliver jeg helt blød om knæene. Det slår mig at smagen af kaffe - den som er ved at fordufte fra min hukommelse - bliver aldeles ligegyldig. Det handler om at opleve venlighed. Lidt venlighed - ikke sleskhed - det er alt hvad der skal til, så er jeg sq godt kørende igen.

Så til alle jer venlige mennesker, som måske oven i købet også tager tiden til at læse mine små indlæg her på bloggen: Tak for det!

Og så til den mere alvorlige del af dagens indlæg. Der skal trækkes en vinder blandt april måneds læsere. Præmien er et gavekort til Baresso på 170 kr. samt et stempelkort med nogle stempler på (jeg kan ikke rigtig få mig selv til at benytte nogle af disse genstande længere). Og den heldige vinder er:

Allan Christensen

Tillykke til Allan, jeg vil gerne overrække dig gaven personligt og måske også tage et lille billede til bloggen her.

I næste måneds lodtrækning er vi tilbage ved de gamle dyder og den heldige vinder vil blive belønnet med en flaske vin.    

Kommentarer

  1. Hej Jakob, tusind tak for den fine gave - jeg vil straks benytte lejligheden til at invitere dig på kaffe :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag