Nike Test 3 - Halvmarathon

For nyligt blev jeg opmærksom på den fejlopfattelse at løb skulle være en økonomisk lettilgængelig sportsgren. Dette er ingenlunde tilfældet. Det er muligt du starter ud iklædt forvasket bomuldstrøje, et par boksershorts og de udtrådte håndboldsko du fandt på loftet, i den tro at løb bare handler om skiftevis at sætte det ene ben foran det andet i så højt et tempo som muligt. Men når løb først fænger an, er den slags ikke længere nok.

Måske investerer du så i et par ordentlige løbesko (1.000kr), noget litteratur (400kr), og så skal du også lige være med i et par løb (500kr). Men efter nogen tid bliver løb til en form for livsstil og så åbnes der virkelig for sluserne. Afhængig af hvor meget du løber skal skoene jævnligt udskiftes (2.000kr). Enhver hobby løber med respekt for sig selv har investeret i et GPS/Pulsur (2.000kr). Når det bliver koldt skal du bruge uldtrøjer og vinter tights (2.000kr). Og så skal du også lige huske de små detaljer såsom en camelbag (500kr), kompressionssokker (500kr), Løbeunderbukser (250kr), Løbebriller (1.100kr) osv. osv… Før du har set dig om har du løbet dig til et årsforbrug på langt over 10.000kr og det er endda uden at medtage hverken. kontingent til løbeklub eller forbrug på energibarer, druesukker, hydrolytisk energidrik, nødder, rosiner, fiskeolie og hvad man ellers kan finde på at hælde i sig i håb om at det gavner en lille ekstra promille.

Jeg har to pointer med min opremsning. Den første er, at der sidder nogen et eller andet sted og scorer KASSEN på den omsiggribende løbedille. Det er der i og for sig ikke så meget at gøre ved, så den vil jeg lade ligge. Min anden pointe er den, at teknik bliver et vægtigt argument når man løber. Det er egentlig heller ikke underligt. En væsentlig del af de fremskridt der bliver gjort indenfor træningsmetoder, gøres ved at se på kroppen som en maskine, og er man først inde i tankegangen, er der ikke langt til at købe argumenterne for de eksterne hjælpemidler også.

Søndag d. 18. april blev det tredje og sidste testløb op til Nykredit Copenhagen Marathon 2010 afholdt. Distancen var en halvmarathon og grunden til den lange indledning om løbedillens iboende materialisme var, at jeg havde gjort mig store overvejelser om hvilke sko jeg skulle løbe i. Under søndagsturene med Sparta i december havde der en dag efter hjemkomsten stået et par piger og delt gavekort ud til Løbekompagniet. Gavekortet lød på 250 kr. i rabat ved køb af et par løbesko – en ikke helt dårligt tænkt markedsføring, og det undrer mig egentlig hvorfor andre aktører ikke også benytter sig af at kunne ramme så præcist ned i en købestærk og villig målgruppe – men altså, pga. af gavekortet og det iskolde og snefyldte januarvejr, stod jeg i butikken til Løbekompagniet en dag i januar udelukkende for at forkæle mig selv i et forsøg på at holde humøret oppe under den sure vintertræning.

Det var januarudsalg, så jeg tænkte at med udsalgspriserne og gavekortet, ville jeg nok kunne gøre en god handel. Det viste sig dog hurtigt at gavekortet kun gjaldt på ikke nedsatte varer, men nu stod jeg der jo og mine øjne faldt på et par konkurrencesko. Konkurrencesko er sko der er lavet så lette som overhovedet muligt. Vægttabet sker på bekostning af støtteindlæg og alt det andet gejl som træningsskoen indeholder, og som forebygger skader ved at modvirke dine små bygningsfejl. Du kan altså ikke træne i en konkurrencesko. Hvis du gør det, vil du sandsynligvis få skader. Alligevel var tanken om at købe en sko udelukkende til konkurrencebrug – for mit vedkommende omkring 150 km/år – besnærende. Det med at kunne spare 100 gram på hver fod blev pludselig til en kæmpemæssig fordel og da skoende samtidig var på tilbud købte jeg dem for 500 kr. sammen med en løbetrøje til 800 kr. som jeg i sidste øjeblik også besluttede mig for. Løbetrøjen var af uld og i en rigtig god kvalitet, så lad mig til mit forsvar straks tilføje at den allerede har tjent sig selv hjem. Men konkurrenceskoene?

For to uger siden besluttede jeg mig for at teste dem på en tur 2xsøerne + det løse. Jeg gav den gas og det føltes faktisk befriende at have så lette sko på. Turen var på 15km, som jeg løb i PR 57,09 men jeg mærkede også undervejs, hvordan begge mine knæ protesterede og senere på aftenen, efter hjemkomsten, blev det værre. Jeg har lige haft en skadespause og den slags er jeg rimelig følsom overfor så jeg lyttede efter denne gang og droslede ned for at se om det gik over af sig selv. Det gjorde det heldigvis, men jeg var efterladt med dilemmaet om jeg skulle benytte skoen til konkurrencer, som de jo var købt til og øjensynligt risikere en skade, eller om jeg skulle droppe skoen og smide den på loftet sammen med alt det andet ragelse man fejlagtigt tror man har brug får. Sent lørdag var jeg endnu ikke sikker på hvad jeg ville gøre, men efter at have sovet på det kom beslutningen af sig selv. Det var jo et testløb, så det betød ikke så meget om jeg gennemførte. Mit mål var at ligge på en tid mellem 1.20 og 1.25 (PR 1.27.35), men jeg ville kunne stå af undervejs, hvis jeg mærkede at knæene strejkede. Jeg tog en dyb indånding og smed konkurrenceskoene i tasken, nu skulle jeg fandeme også til at skynde mig ud af døren.

Termometeret havde vist 5c, med en nogenlunde blå himmel. Alligevel var jeg lidt nervøs for at det ville blive et koldt løb. Den bekymring blev gjort til skamme allerede ved ankomst til Gunnar Nu Hansens Plads, hvor solen strålede så jeg besluttede mig for også at løbe i korte ærmer. Jeg nåede ud og stillede mig forrest i feltet ca. 5 min. før start. Pludselig dukkede Jakob F op bag mig. Han skulle slå sin PR fra Berlin som var sat for 3 uger siden men var også i tvivl om trøjelængden. Jeg fik ham overbevist om at der skulle løbes i korte ærmer og han nåede lige at skifte før startskuddet lød.

I starten af et løb har jeg altid lidt spændinger i maven som jeg løber væk på de første fem kilometer, således også denne gang hvor jeg rundede 5km i en tid omkring 18.40. Tiden var en lille smule for hurtig, men jeg havde også bemærket at vi løb omkring 3.30 på de første kilometer, så egentlig indfandt rytmen sig relativt hurtigt herefter. Dvs. en nogenlunde rytme, for foran mig løb en to meter høj mand med megalange skridt og afgav nogle prustende og stønnende lyde. Jeg havde hverken lyst til at lade mig forstyrre af hans bizarre skridtkadence eller at ligge og høre på hans udbrud så jeg overhalede ham og lagde mig foran ham i gruppen. Problemet var at han tilsyneladende heller ikke brød sig om at ligge bagved mig, og således brugte vi i hvert fald 5km på at ligge og overhale hinanden indbyrdes. Det var en smule opslidende og jeg tror ikke det gavnede tempoet særlig meget. Det var først omkring 10km, på den lange strækning i modvind langs Sortedams Søerne, at jeg fik lagt ham endegyldigt bag mig, ved at kæmpe mig op til den næste gruppe. På det tidspunkt var jeg egentlig godt løbende. Jeg tog plads bagest i den nye gruppe for at skærme mig lidt for vinden, men efter et stykke tid følte jeg at tempoet gik ud og jeg lagde mig i front for at trække. Jeg havde vel trukket omkring 1km. da vi kommer til et sted langs med Peplingesø hvor der skal drejes til venstre og jeg fortsætter ligeud. ”Venstre” er der nogen bag mig der råber og jeg bliver klar over min fejl, men misser alligevel 15-20 meter og må kæmpe mig tilbage.

Omkring 13km fortæller en af vejviserne at de næste løbere ligger omkring 40 sekunder foran os. På det tidspunkt synes 40 sekunder at være overvældende meget, men nu er der en fra gruppen som pludselig passerer mig og laver et ryk. Det lykkes ham at slå et hul på 20 meter, førend jeg får taget mig sammen og sat mit eget tempo i vejret. Bag mig kan jeg høre at flokken er ved at gå i stykker og ved omkring 15km. har jeg en gut lige bag mig og stadig ham foran med de 20 meter. Jeg har spekuleret lidt på hvordan jeg egentlig ville klare de sidste 6km. På test 2 for en måneds tid siden gik jeg ret meget ned på de sidste 3 km og blev overhalet af 8-10 stykker på denne sidste del af strækningen. Nu kan jeg imidlertid mærke at jeg er noget bedre kørende. Det er intervaltræningen tænker jeg. Jeg er ligeså forpustet som ved test2, men jeg takler det langt bedre. Så jeg sætter farten i vejret. Ved 18km er jeg alene i front. En af vejviserne har fortalt at jeg ligger nummer 25 samlet, den melding giver også et boost. På de sidste 2 km kan jeg skimte yderligere tre løbere foran mig. Jeg når først forbi den ene med en km igen. Så den anden, men sidste overhaling sker lige før opløbsstrækningen, og det har han ikke helt tænkt sig at lade passere så han får mig desværre igen. Jeg løber i mål som nr. 24, nogenlunde frisk i tiden 01.21.08. Knæene holdt og konkurrenceskoene bestod deres test. Der er grund til optimisme forud for Københavns Marathon d. 23. maj.

Kommentarer

  1. Hej Jakob, det er da cool at du har taget løbning op og har det sjovt med det. Jeg har selv løbet 1-2 gange i ugen frem til december, men nu er gassen gået af ballonen, som det normalt sker. der er simpelthen for lidt der trækker. Måske vi skal have en løbetur rundt om søerne sammen næste gang jeg er i København - så kan vi følges ad de første 500 m :-) mvh Jens

    SvarSlet
  2. Hej Jens, ja... Som det nok fremgår af nogle af teksterne her, er jeg blevet en smule bidt af løb. Jeg har trænet ret seriøst op til Cph. Marathon d. 23. maj og herefter regner jeg med at sigte mod Berlin i september. Jeg løber imidlertid i mange forskellige tempi, så jeg tror sagtens vi kan finde et tempo der passer os begge og jeg vil da rigtig gerne tage en tur med dig næste gang du er i Cph. Du ringer bare. :-)

    SvarSlet

Send en kommentar