Turen til ødegården
Det var påske og fridagene skulle eddermame nydes effektivt, så vi drog afsted hu hej vilde dyr, og i al hast, ud af døren onsdag kl. 16.15. Vi, var Anton og jeg, og grunden til hastværket var at vi havde aftalt afgangen med de andre allerede kl. 16.00. Mobilen kimede hele turen undervejs i togene fra Forum til Hellerup. Det var de sidste ting på arbejdet der ikke rigtig ville falde i hak fordi folk allerede var taget på påske og Jens der utålmodigt rykkede for hvornår vi var fremme. Imellem samtalerne stak jeg Anton en bolle og beundrede den ro han tog situationen med. Børn er zen, det er verden og de voksne der ødelægger dem, hvis ikke vi passer på.... Så PAS DOG PÅ FOR H….
MAND… DIN ÅNDSVAGE IDIOT… Noget i den retning lød tilråbende fra de rasende taxachauffører på Hellerup station der havde hidset sig op over at Jens først tillod en lettere forvirret bilist plads til at foretage sin parkering, og derefter tog en kantsten og brugte 90 sekunder på at på læsse bagagen og os. Inden jeg gik ind, vendte jeg mig om og slog ud med armene som en gestus om at tage den lidt med ro overfor den koleriske chauffør der skreg med arme og ben og horn og mundtøj og… Tja… Alt hvad han overhovedet havde at skrige med. På en underlig måde beroligede det mig, at betragte ham. Jeg kunne alligevel ikke følge med på det niveau. Det bedste var bare at tage den med ro…
Jeg er fuldstændig i ”Bullet mode”, Da også chauffør nummer to i rækken stiger ud af sin bil og skriger til mig at det vi foretager er ulovligt. ”Så tilkald politiet.” Råber jeg tilbage, smækker bagklappen, går langsomt rundt og spænder Anton i børnesædet, og sætter mig selv foran. ”Kør!” Siger jeg til Jens, og mærker hvordan anspændtheden udløses, nu skal vi bare væk herfra, inden alle byens hidsige tossehoveder dukker op med køller for at smadrer os og bilen.
Påske, finanskrise, ikke nok at lave… Vi kappes om at finde forklaringer på hvordan man dog kan opføre sig på den måde og leve med det. Inderst inde ved jeg det godt. Men et eller andet skal vi jo tale om på vejen til Helsingør.
Det er altid hyggeligt at tale med Jens, men et eller andet er ikke helt OK denne gang. Jeg har efterhånden observeret det hos flere af mine venner nu. Man kalder det 40-års krisen. Nu har vi knoklet på i 40 år, med større eller mindre succes for at opnå et eller andet og pludselig fortæller erfaringen os en sandhed eller to om livets absolutte realiteter. Du skal dø. Dit ægteskab stinker. Dit liv sejler i forspildte muligheder. Du er en lille og erstattelig brik i det store puslespil. Osv osv… Selvfølgelig vil en udefrakommende altid fremhæve de positive præstationer, men det gælder ikke for en 40-årig. De ting man er tilfreds med laver man jo ikke om på. 40-års krisen forekommer at være sidste udkald for et sporskifte i livet, og derfor er det naturligt nok, alt det der er galt, man tager fat på først.
En anden af mine venner sagde for nyligt noget i retning af: ”Jeg bliver pisse sur når folk taler hånligt om 40-års krisen. Den er en vigtig ting i livet og den skal sq tages alvorligt.” Men det bliver jo aldrig opfattet særligt festagtigt, når man sidder der og mukker over værtindens hængepatter, eller de tømmermænd som branderten efterhånden giver dig, så vi holder det mest for os selv og hvis nogen vil kalde det krise, så gør for Gud i himlens skyld det… Det er jo bare et ord for faen. I VIRKELIGHEDEN handler det om hvad man egentlig gerne vil, og det er jo ikke altid at omverdenen, eller vi selv for den sags skyld, er helt klar til at tage pænt imod den slags. Så vi omtaler vore holdninger perifert og fortolker reaktionerne for os selv.
Således går snakken om løst og fast da vi triller ombord på færgen og sætter os med tre unger i chaufførstuen på HH Ferries´ rute mod Helsingborg. Aftensmaden lyder på græsk farsbrød med en cheddarfarvet sovs ovenpå kartoflerne. Det koster også 39 kr inkl. mælk og kaffe og så betaler vi endda kun halv pris for børnene. Det smager af IKEA, men vi er jo også på vej til Sverige. Sådan skal det være, tænker jeg, befriet for tanken om skulle stå i kø i 10 minutter for at tage stilling til om jeg vil spise en burger, en grillkylling eller en pizza til aftensmad, alt sammen naturligvis, serveret med cola og pommes fritter og til en pris på omtrent det dobbelte af farsbrødet. Jeg noterer mig ovennævnte som endnu et eksempel på at et frit marked ikke er ensbetydende med hverken det bedste, eller sågar et frit valg. Vores opfattelse af frihed er en illusion. Vi ville heller aldrig overleve en brainstorm i mere end et par dage.
Erik og Marie går fint i spænd med Anton på bagsædet, så Jens sætter en film på, da vi når Helsingborg. Imens triller vi videre igennem Sverige, på vej mod Vexjö og den lille samling af huse, som kaldes Dreev.
Jeg kan slet ikke huske hvad klokken er da vi ankommer. Jeg kan heller ikke huske hvad vi foretager os, efter at have pakket ting ud af bilen, eller hvornår børnene kommer i seng. Jens og jeg taler sporadisk sammen indtil kl. bliver 1.30, hvorefter vi begge går i seng. Dødtrætte efter vores første dag i den svenske ødegård.
PS: P.g.a. af påsken har jeg først fået trukket vinderen blandt de faste læsere af marts præmien, som var en flaske Barbaresco vin (mener det er årgang 2003). Vinderen blev: Ane Handeland, Tillykke til Ane, jeg kontakter dig personligt for udlevering af din præmie.
Husk at næste måneds lodtrækningspræmie er et gavekort til Baresso Kaffebar kæden på 172 kr. samt et stempelkort til samme sted med 5/10 stempler på (9 stempler giver en gratis kop efter eget valg). Du kan også være med i lodtrækningen, det eneste du skal gøre, er at blive fast læser på Vibild.dk, tilmeldingen sker ude i venstre side.
MAND… DIN ÅNDSVAGE IDIOT… Noget i den retning lød tilråbende fra de rasende taxachauffører på Hellerup station der havde hidset sig op over at Jens først tillod en lettere forvirret bilist plads til at foretage sin parkering, og derefter tog en kantsten og brugte 90 sekunder på at på læsse bagagen og os. Inden jeg gik ind, vendte jeg mig om og slog ud med armene som en gestus om at tage den lidt med ro overfor den koleriske chauffør der skreg med arme og ben og horn og mundtøj og… Tja… Alt hvad han overhovedet havde at skrige med. På en underlig måde beroligede det mig, at betragte ham. Jeg kunne alligevel ikke følge med på det niveau. Det bedste var bare at tage den med ro…
Jeg er fuldstændig i ”Bullet mode”, Da også chauffør nummer to i rækken stiger ud af sin bil og skriger til mig at det vi foretager er ulovligt. ”Så tilkald politiet.” Råber jeg tilbage, smækker bagklappen, går langsomt rundt og spænder Anton i børnesædet, og sætter mig selv foran. ”Kør!” Siger jeg til Jens, og mærker hvordan anspændtheden udløses, nu skal vi bare væk herfra, inden alle byens hidsige tossehoveder dukker op med køller for at smadrer os og bilen.
Påske, finanskrise, ikke nok at lave… Vi kappes om at finde forklaringer på hvordan man dog kan opføre sig på den måde og leve med det. Inderst inde ved jeg det godt. Men et eller andet skal vi jo tale om på vejen til Helsingør.
Det er altid hyggeligt at tale med Jens, men et eller andet er ikke helt OK denne gang. Jeg har efterhånden observeret det hos flere af mine venner nu. Man kalder det 40-års krisen. Nu har vi knoklet på i 40 år, med større eller mindre succes for at opnå et eller andet og pludselig fortæller erfaringen os en sandhed eller to om livets absolutte realiteter. Du skal dø. Dit ægteskab stinker. Dit liv sejler i forspildte muligheder. Du er en lille og erstattelig brik i det store puslespil. Osv osv… Selvfølgelig vil en udefrakommende altid fremhæve de positive præstationer, men det gælder ikke for en 40-årig. De ting man er tilfreds med laver man jo ikke om på. 40-års krisen forekommer at være sidste udkald for et sporskifte i livet, og derfor er det naturligt nok, alt det der er galt, man tager fat på først.
En anden af mine venner sagde for nyligt noget i retning af: ”Jeg bliver pisse sur når folk taler hånligt om 40-års krisen. Den er en vigtig ting i livet og den skal sq tages alvorligt.” Men det bliver jo aldrig opfattet særligt festagtigt, når man sidder der og mukker over værtindens hængepatter, eller de tømmermænd som branderten efterhånden giver dig, så vi holder det mest for os selv og hvis nogen vil kalde det krise, så gør for Gud i himlens skyld det… Det er jo bare et ord for faen. I VIRKELIGHEDEN handler det om hvad man egentlig gerne vil, og det er jo ikke altid at omverdenen, eller vi selv for den sags skyld, er helt klar til at tage pænt imod den slags. Så vi omtaler vore holdninger perifert og fortolker reaktionerne for os selv.
Således går snakken om løst og fast da vi triller ombord på færgen og sætter os med tre unger i chaufførstuen på HH Ferries´ rute mod Helsingborg. Aftensmaden lyder på græsk farsbrød med en cheddarfarvet sovs ovenpå kartoflerne. Det koster også 39 kr inkl. mælk og kaffe og så betaler vi endda kun halv pris for børnene. Det smager af IKEA, men vi er jo også på vej til Sverige. Sådan skal det være, tænker jeg, befriet for tanken om skulle stå i kø i 10 minutter for at tage stilling til om jeg vil spise en burger, en grillkylling eller en pizza til aftensmad, alt sammen naturligvis, serveret med cola og pommes fritter og til en pris på omtrent det dobbelte af farsbrødet. Jeg noterer mig ovennævnte som endnu et eksempel på at et frit marked ikke er ensbetydende med hverken det bedste, eller sågar et frit valg. Vores opfattelse af frihed er en illusion. Vi ville heller aldrig overleve en brainstorm i mere end et par dage.
Erik og Marie går fint i spænd med Anton på bagsædet, så Jens sætter en film på, da vi når Helsingborg. Imens triller vi videre igennem Sverige, på vej mod Vexjö og den lille samling af huse, som kaldes Dreev.
Jeg kan slet ikke huske hvad klokken er da vi ankommer. Jeg kan heller ikke huske hvad vi foretager os, efter at have pakket ting ud af bilen, eller hvornår børnene kommer i seng. Jens og jeg taler sporadisk sammen indtil kl. bliver 1.30, hvorefter vi begge går i seng. Dødtrætte efter vores første dag i den svenske ødegård.
PS: P.g.a. af påsken har jeg først fået trukket vinderen blandt de faste læsere af marts præmien, som var en flaske Barbaresco vin (mener det er årgang 2003). Vinderen blev: Ane Handeland, Tillykke til Ane, jeg kontakter dig personligt for udlevering af din præmie.
Husk at næste måneds lodtrækningspræmie er et gavekort til Baresso Kaffebar kæden på 172 kr. samt et stempelkort til samme sted med 5/10 stempler på (9 stempler giver en gratis kop efter eget valg). Du kan også være med i lodtrækningen, det eneste du skal gøre, er at blive fast læser på Vibild.dk, tilmeldingen sker ude i venstre side.
Kommer der en 2'er til denne post ? :)
SvarSletJeg synes du skal udvide din poll ("Er det en falliterklæring, at føle sig oprigtig lettet over at slippe for drinks ad libitum, larmende beats og babes til den lyse morgen?")ude til venstre så folk skal angive alder - måske bare over eller under 40...
SvarSlet@REV: Det er muligt, men ligenu er jeg ved at drukne i to´ere. Så det kan også være den bare bliver hængende i luften, som den er.
SvarSlet@MH: Ja... Vi begynder at nærme os en demografisk beskrivelse af læser målgruppen. :-)
Viser nok at dine læsere er af den lidt ældre model, men er overrakset over det foreløbige resultat for det ER da en falliterklæring...
SvarSlet@MH: Nu bor vi jo ikke alle i Bangkok :-), men ja, fordelingen er da lidt overraskende.
SvarSletLOL - jeg tog nu en mere generel betragtning men har i ikke drinks, beats og babes i Danmark mere? :-)
SvarSletDet virker bare så underligt at te sig som en teenager når man er fyrre. I går kørte jeg tilfældigvis forbi et værtshus - jeg mener et gammeldags et af slagsen - og derinde stod de. De fyrreårige kvinder og mænd. Kl. var 16.00. Musikken var høj. Alle var småfulde, glade og dansende. Og jeg syntes bare det var helt forkert.
SvarSlet