Copenhagen Half 2022 – All hail to the king!!!

"Hvem er hurtigst?" Bliver der spurgt. (Foto: Ukendt)  

Indrømmet… Det er småt med opdateringer her på siden. Men dette års Copenhagen Half (22), skal alligevel du alligevel ikke snydes for. Det var en større mundfuld, så her kommer historien med et par dages forsinkelse.

Optakt
For en måneds tid siden – til en fest – snakkede jeg med min gamle løbeven Carsten Sillehoved, som kunne berette, at en anden gammel løbeven (Bo Foged) havde meldt sig til Copenhagen Half og at det kunne være sjovt at lave et hold som stillede til DM. Jeg kunne tilsvarende meddele at jeg godt var klar over Bo´s deltagelse, fordi han og jeg havde på en mailtråd gejlet hinanden op i fælles beklagelse over tingenes formmæssige tilstand, og var derfor nået frem til at Cph. Half i sub. 4.00/km. pace ville være en passende challenge. Idéen om at stille til DM var derfor nærliggende og Bo var straks med på den. Nu fangede bordet.

Klar til DM / Rygnummer

På daværende tidspunkt havde jeg ingen anelse om, hvor formen befandt sig. Alle mine løbeture foregik i et tempo langt fra det der var målet og der sker desværre det, når man løber langsomt, at man mister fornemmelsen for fart. Alt føles som var man en sæk kartofler. Og det er den rene skinbarlige sandhed.

Naturligvis tænkte jeg at nogle intervalpas, ville kunne ændre på billedet, men øhh.. Nåhh ja.... 

Så - på nær en enkelt tur tirsdagen i forvejen, med en afsluttende 4,5km lang ”fast finnish” - havde jeg absolut intet pejlemærke. At formen måtte være et stykke under sidste år, hvor jeg akkurat sneg mig ned under 1.30, var jeg ret sikker på. En mere realistisk målsætning ville derfor være at holde niveauet fra i fjor. 

Jeg gjorde mig ingen illusioner om, at sådan en tid ville række til nogen medaljeplacering til DM – heller ikke for hold. Derfor betragtede jeg mest selve DM deltagelsen, som en slags paradedisciplin, hvor jeg forventede stående applaus over ”kongens genkomst”. En forventning jeg også videregav til mine holdkammerater fra SØAM, Bo og Carsten.  

Løbet skulle starte 11.15 og jeg kørte hjemmefra ved 10-tiden, for at være der ca. 1 time i forvejen. Ved indgangen til Fælledparken, er mængden af folk med hvide løbsbags på ryggen taget voldsomt til. De bevæger sig som en pil tværs igennem Fælledparken, i retning mod Øster Allé.

Etniske minoriteter
Græsområdet her ved indgangen, som danner to trekanter omkranset af selve pileaksen og de to veje rundt om Fælledparken, var fyldt med vilde gæs. Det var sælsomt at se denne flok på mindst 200 gæs, som lod til kortvarigt at have erobret dette frimærke af en park der ellers synes forbeholdt mennesket. Gæssenes areal grænsede op til fodboldbanerne som ligger spredt langs med vejen op til startområdet. Her var en anden homogen gruppe - fodboldspillerne - allerede i fuld gang. Det kunne man konstatere med lukkede øjne ved at lytte til de dumpe stød fra føddernes kontakt med boldene. Eller de aggressive råb fra spillerne i deres særlige uniform, når de præsterede et vellykket spark. 

Imellem disse to så forskellige interessefælleskaber vandrede og cyklede altså en tredje og særdeles broget gruppe, bestående af løbere i en slags spidsrod for at nå sikkert frem til vores helt ejet ”Løbeland”.

Løbeland skulle i dag strække sig i hele sin vælde fra den lille flig af Fælledparken, henover Øster allé, ind på Klosterfælleden og videre rundt i en 21,0975km lang arm rundt i byen. Denne formiddag og de næste timer frem, ville løberne have magten på Østerbro, Kbh K, Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro hele vejen hjem igen til målet ved Parken på Østerbro.

I dag var nemlig en festdag i løbelandet. Der skulle afholdes en løbefest for dets indbyggere fra hele verden. Ja, der ville sågar være fornemt besøg fra nogle af de allerhurtigste af slagsen – og så må man også gerne fylde lidt.

Et skuldertræk
Jeg stiller cyklen i et stativ i Fælledparken. Bevæger mig imod DM-teltet – for vi er jo tilmeldt DM, men jeg bliver stoppet i indgangen og bedt om at vise mit startnummer. Da jeg tøver lidt, fordi jeg er i civil og har nummeret under jakken, mødes jeg i stedet af det meget konkrete spørgsmål: ”Om jeg er seeded?”... Og selvom jeg godt kender svaret, tøver jeg alligevel, hvorefter den tredje og afgørende ydmygelse falder: ”Har du løbet undre 1.15 i år?”… ”N.N.Nej…”. Får jeg fremstammet. ”Så skal du op til de almindelige bagagetelte.”. Lyder så beskeden, og i skam følger jeg retningen på mandens udstrakte arm, uden at vide om det er det rigtige at gøre. Jeg vil bare væk og bevæger mig med slangen af anonyme mennesker henimod imod det punkt i indhegningen, som vi alle skal igennem. 

Ingen har tilsyneladende travlt. Vi skal alle det samme sted hen. Vi når det nok før eller siden. Der ligger en metafor for døden gemt i bevægelsen henimod denne flaskehals og folk rundt omkring skider og pisser i panik, imens de stirrer tomt frem for sig, som om de var på vej til skafottet.

Skulle jeg mon fortælle de andre om ydmygelsen ved DM teltet og de efterfølgende betragtninger af menneskelig fornedrelse, der finder sted midt i denne festdag?...  Ikke fordi jeg tager det personligt. Jeg synes nærmere det er morsomt at ingen her titulerer mig korrekt. Ved nærmere eftertanke kommer jeg dog i tvivl om joken vil blive forstået korrekt og da jeg ikke vil sprede negativ energi op til et løb, vælger jeg ikke at sige mere. Gamle mennesker kan være så pisse sensitive med den slags.

Bo sidder i omklædningen på Østerbro stadion, og i Carsten står ved bagageteltet. Egentlig er jeg vendt rundt og går et øjeblik imod flokken for at finde Bo, da jeg på telefonen får fat på Carsten. Jeg befinder mig ca. midt imellem dem. Ud fra rationalet om at Bo nok også skal af med sin bagage, vælger jeg nu at vende rundt igen. Set fra oven må jeg ligne den myre i flokken, som er gået fra forstanden. Jeg har heller ikke så godt styr på tiden, som løber helt af sig selv. Jeg står - nu frataget alle handlemuligheder - helt stille i en kø.

Vi mødes ved bagageteltet

En beslutning
Lidt senere finder jeg Carsten i bagageteltet ved siden af mit. Her påbegynder jeg omklædningen. Nu kommer det store spørgsmål. Skal det være Galla, eller casual? Jeg har udskudt beslutningen til sidste øjeblik. Enten vælger jeg at løbe i de lette (og lyserøde) små Takumi Sen fra Adidas? Eller også bliver det mine svampede træningssko fra Asics? Før i tiden fandtes slet ikke denne tvivl, men på de seneste 5 år, er billedet på en ”Racesko” blevet fuldstændig omkalfatret, alt imens jeg er jeg er blevet gammel. 

Jeg nåede aldrig med på 4% vognen, som Nike lancerede med Kipchoges sub 2 løb under – hvad der vel må beskrives som – laboratorielignende forhold på en formel1 racerbane nede sydpå et sted. Nu er alle sko med plateau, indbygget carbonplade og en kileformet spids i hælen, hvis funktion jeg ikke helt kan gennemskue.

Min Racesko er en veteranbil og den kaster mig ud i en dyb og oprigtig eksistentiel dvælen ved, om foden mon kan holde til de tynde, smalle såler... 

Det der ender med at hjælpe min beslutning på vej, er en yngre fyr overfor, som knokler med et brækket snørebånd på et par – om muligt – endnu ældre trainers fra Asics. 

Siddende der - humørforladt og frustreret over noget som er det mindste problem i verden – minder han mig kortvarigt om min ældste søn. Snart strømmer hjælpen ham i møde fra alle sider (inkl. min velmente kommentar om, at han da blot kan forskyde hele snørebåndet en smule på midten). Det ender med at han får et helt nyt snørebånd foræret. 

Det næste jeg ved af, har jeg selv iført mig adidassen…

Snapshot fra startområdet, hvor vi møder Carsten Braagaard

Bo er dukket op nu, men står i kø med sin bagage. Jeg valgte altså rigtigt før. Jeg begiver mig afsted på lidt opvarmning sammen med Carsten og Michael (også en SØAM løber).   

Hydrering/Carboload - Intermezzo og et råd
Under opvarmningen i Fælledparken overhører jeg en samtale mellem 2 løbere der omhandler hydrering og det der kaldes carboload. Groft sagt handler dét om, at du kommer til at forbrænde hurtig energi (=sukker) og i den proces producerer du affaldsproduktet vand (=sved), så for ikke at løbe tør for disse to væsentlige komponenter, forsøger man at fylde så meget som muligt på af dem dagen - eller dagene – op til et vigtigt løb.

Selvfølgelig kan man også indtage væske og sukker undervejs, men det er vanskeligt at optage særlig meget imens man løber.

Vand og sukker. I grunden ret simpelt, men uden forekomsten af disse to kemiske forbindelser ville der ikke være noget liv og så de også ret væsentlige for løbspræstationen. Og fordi det handler om optimering, åbner der sig en ladeport af tilbud og muligheder. 

Den ene løber spørger ind til, hvad den anden har gjort og den anden svarer, at han har købt noget færdigblandet, som han har indtaget. Han havde overvejet noget ”elektrolytisk”, men fordi han hørte at det måske ville komme til at regne, gik han i stedet med ”carbon”. Med forbehold for at jeg kan have hørt forkert lyder det næsten som en joke, men jeg griner ikke, for jeg har selv været der og utvivlsomt har jeg også selv begået fejl og foretaget mig mere end adskillige ligegyldige krumspring i den henseende.

#Tip til nem hydrering og carboload
Det jeg er endt med at sætte min lid til, er – drik 2 liter af din yndlingsjuice i løbet af de sidste 24 timer før et løb. Alt andet holder du konstant. Dvs. lad være med at ændre i din kost op til et løb (ved fx at afholde et pastaparty ædegilde eller lignende). Jeg har drukket 1 liter tranebærsaft i løbet af i går og ca. 1. l. rabarbarsaft her til morgen. Jeg nævner tippet her – fordi det virker.

De andre begiver sig ind imod boksen med 10 minutter igen. Jeg vil gerne lave et par stigningsløb som det sidste. Jeg laver 4-5 stigningsløb i græsset og jeg må indrømme at følelsen er blevet gradvist bedre under opvarmningen. Tilbage er blot at håbe, at løbet vil give mig de ekstra 10-15 sekunder/km, som den slags har det med at gøre.

Start
Der er pakket med mennesker i startbåsen. Jeg kommer ind omkring 1.30 ballonen, hvad jeg egentlig finder OK, men efter at konstatere hvor tæt menneskemængden er, prøver jeg alligevel at gå fremad. Det tager tid at komme fri af alle disse mennesker og jo længere fremme man starter, desto mindre tid skal man bruge på besværet under selve løbet. Jeg spotter Carsten, Bo, Michael og Jonas nede omkring 1.25 ballonen og maser mig derned, imens jeg rammes af et nyseanfald. (det var en joke).   

Kort tid efter gives løbet frit og folk maser sig frem for at komme afsted. Jeg nævner kort for Bo, at jeg synes vi skal forsøge at starte omkring 4.00 pace og så se, hvor det bærer hen. Jeg vil gerne vide hvor mine holdkammerater befinder sig og pludselig ser jeg at det kan blive svært – selv iført de karakteristiske rød-grøn-gule SØAM singletter – at få øje på hinanden i så stort et felt.

1-5 km
Starten går. I begyndelsen nærmest spadserer vi og efter godt 30 sekunder passerer vi start i let jog. Jeg sætter uret i gang og vælger at følge venstre side af vejen. Jeg passerer Carsten, men kan ikke se Bo. Jeg prøver at koncentrere mig om at finde et komfortabelt flow her i starten, hvor jeg befinder mig i nærheden af 1.25 ballonen. Det går egentlig meget godt. Vi passerer første km. i pace 3.56. Her opdager jeg, at jeg må have pillet ved en indstilling på uret, for jeg har ikke avr. pace sat til. Det kan jeg ikke ændre nu. I stedet vælger jeg at holde styr på tiden ved at tælle op eller ned fra 4.00 pace. Sætter altså 4 sekunder i banken. Vi løber ad Øster Farimagsgade og flowet er fortsat fint. 2km. klokker jeg i pace 3.49 (15 sekunder i banken). 

Jeg overhaler 1.25 ballonen som altså må være blevet revet lidt med af starten. De burde ligge lidt over 4.00 pace. Vi er nu nået til Frederiksborggade og løbet er stadig tykt af mennesker.

I det fjerne over Dronning Louises Bro ser jeg røg. Først i gule og blå farver, så ren gul og så rød. Det er svært at forklare hvad den bro gør ved en som løber. Det er løbefælleskabet NBRO der organiserer fejringen af løberne med røg, romerlys og konfetti. Jeg elsker det. Man bliver grebet af publikums hektiske stemning og det er virkelig et energiboost at passere den. Kunne det samme mon ske på Østerbrogade (dvs. på de sidste to km), for der ville det virkelig være tiltrængt?

Passerer 3km. i 3.50. (25sekunder i banken). Benene er gode, men jeg ved at der kommer en lille stigning nu, så jeg løber mere på fornemmelse end på pace, men hvis jeg kan holde den under 4 de næste par km, er det godt.

Splittiden på 4k siger 3.51 (34 sekunder i banken). Det er virkelig godt det her. Løbet begyndre også at tynde lidt ud, så der er rigeligt med plads på vejbanen.

Pludselig er der et bord på min højre side med geler. Jeg opdager det for sent, og bremser brat op for at vende om og griber ud efter tre geler. Det burde være rigeligt til hele turen. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke var opmærksom. Det pludselige temposkift og det faktum at jeg vælger at skyde en af gelerne straks, betyder at åndedrættet bliver tungere, pulsen stiger og alt føles pludselig mere uoverskueligt. Jeg accepterer at min tid dropper som følge af dette lille intermezzo, men er spændt på hvor slemt det bliver. Det næste stræk op til 5k er let stigende, så det vil være OK at hæve lidt. Rammer 5k lige før Nørrebro Station. Splitten siger 3.56 (det er 38 sekunder i banken).

6-10km
[Joke]: Som person er jeg nok mere matematisk anlagt. Det fandt jeg ud af, da jeg udviklede OCD over at der var bogstaver på min yngste søns ”tal-lerken”. 

Jeg begynder at regne. Jeg skal nok trække lidt fra de 38 sekunder. Både fordi at jeg ikke kan nå at aflæse hundrededelene på splittiderne, men også fordi at jeg synes at tabe en 5-10m for hver km. split. Dette er helt normalt og skyldes at man som løber aldrig helt kan følge ideal linien. Derfor ryger der altså et par ekstra m på for hver km. Det synes ikke af meget for den enkelte kilometer. men i efter 21 kan det være 100-200m, som altså godt kan betyde 30-40 sekunder på sluttiden. Beslutter på den baggrund at runde mit indestående ned til 30 sekunder. 

Løber under Bispeengbuen, hvor nogen udnytter den kælderagtige akustik med et par soundbokses, som pumper et tungt technobeat ud. Kan ikke blive og danse. 

Splitter 6k i pace 3.50… Glimrende. Vi er tilbage på track (40 sekunder i banken). Jeg begynder at regne igen… Kan jeg holde dette de næste 4km. Så har jeg 80 sekunder i banken i forhold til de sidste 11km. Dvs. knap 8 sekunder/km (+ 28 sekunder). Det sidste er forskellen mellem det 4.00 pace som jeg sætter i banken efter og medianpace ved en 1.30 tid, som er på 4.14. Dvs. 14 ekstra sekunder pr. km, men eftersom jeg på det tidspunkt har passeret halvejs (eller næsten), kan jeg lægge det dobbelte (altså 2x14 sekunder) oveni pr. km. og stadig komme under 1.30. Jeg skal altså ned og løbe over 4.36pace på de sidste 10km, for at faile… Det kommer ikke til at ske. Heller ikke selvom split 7 bliver på 3.58 og jeg vælger ikke at sætte noget i banken.

En episode fra sidste års løb kommer frem i erindringen. En eller anden i flokken dengang, udbrød højlydt at nu var vi 1/3-igennem løbet. Men sådan et tilråb får nemt effekt som er modsat den tilsigtede. Det er ALT for tidligt at snakke om % i første halvdel af et løb, fordi alt over halvdelen tilbage virker uoverskueligt. Man kommer pludselig til at tænke på, at alle de kræfter man allerede har brugt, nu skal strækkes endnu længere. Jeg ved hvor svært det er ikke at henfalde i sådan en pseudoargumentation, men den låser dig altså fast i fortiden, når dit tilstedeværd er påkrævet i nutiden. For mig betaler det sig derfor bedst, hurtigt at komme videre med noget mere almengyldigt km regning. Det er først når halvejen er passeret - måske enddog 2/3 af løbet -  at man kan lade sig lindre ved afledningen af hvor langt man er kommet målet. 

Splitter 8k i 3.53 (47 sekunder i banken). Prøver at fange noget væske et sted. Det bliver kun til en enkelt lille mundfuld og jeg har svært ved at forestille mig, det har nogen reel betydning. Vi nærmer os nu Frederiksbergs Allé. Her skulle Moni, stå med Otto og Carla. Jeg glæder mig til at se dem, selvom det bliver kort. Jeg har på forhånd annonceret at jeg altså ikke stopper op i år.

På vej ned ad Frederiksbergs Allé udnytter jeg faldet og sætter tempoet op, samtidig med at jeg sparer på kræfterne. Jeg holder mig i højre side, hvor vi har aftalt at de skulle stå og passerer et lyskryds, uden at se dem. Pludselig får jeg den anelse, at fordi jeg ligger lidt hurtigere, end jeg på forhånd havde antaget, måske misser dem… Det ville jeg blive ked af… Men jeg bliver forvisset om at de nok har mit nummer på Appen, så de sikkert har kunnet følge med i hvor jeg befinder mig. 

Nu ser jeg metrobygningen og DER får jeg øje på Carlas rosafarvede regnjakke. Jeg rækker hånden ud for at vinke. Spotter Monika og når også at få øjenkontakt med Otto, men Carla tror jeg slet ikke ser mig. Hun kigger forvirret og koncentreret frem, men der er ingen genkendelse i blikket. Jeg får ikke checket splitten ved 9k og belsutter at estimere den til at være den samme som på 10k og så doble op næste gang.

Vi drøner ned i vej-V´et og drejer skarpt op ad Vesterbrogade. Lige her ligger 10 splitten. Den lyder 3.49. Jeg sætter 20 i banken, som nu lyder på 67 sekunder. Frederiksbergs Allé har gjort mig godt, men nu begynder også et mere udfordrende stykke af ruten.

11-15km
Oppe ved Enghavevej står min faster. Jeg havde helt glemt det, men når akkurat at høre et lille hep. Jeg drejer hovedet, men er forbi dem og forsøger i stedet med et vink. Jeg tænker at det er på tide at tage en gel mere. Jeg forventer at det tager ca. 20 minutter før kroppen overhovedet kan få dens indhold ud hvor det skal gøre nytte, så hvis man skal nå at have noget ud af den slags under løbet, er 15km, nok sidste udkald. Jeg har to tilbage i hånden, derfor giver det mening at tage den ene nu. Jeg fumler med åbningen og det jordbærstinkende fedtede sukkerstads flyder ud over begge hænder, førend jeg omslutter den halvt åbne plastbeholder og suger imens jeg klemmer. Den løse snip fra åbningen af beholderen blafrer ubehageligt imod ganen. Behøver jeg at sige det ikke er nogen nydelse? Snart smider jeg den ¾ tømte pose fra mig uden at tænke på svineriet. 

Begge mine hænder er klistrede og pludselig glider den sidste tube gel ud af min venstre hånd. Jeg kan ikke nå at reagere. Tænker at det nok går alligevel. Splitter 11k i 3.50. Sådan… 77 sekundre i banken og 10km igen. Det er tæt på den udregning jeg lavede før og jeg begynder at spekulere i om der er noget jeg kan gøre for at løbe hurtigere? 

Det er altid en afvejning. Skal man risikere at gå kold og satse, når man synes det går godt, eller skal man være mere konservativ og være glad for at det flyder? Jeg ved af erfaring at strækningen langs Kalvebod og ind igennem St. Kongensgade, kan trække tænder og vælger det sidste.  

Splitter de næste 12k i 3.55, men har har jeg også skullet klatre over Dybbølsbro og det sidste stykke af Ingerslevsgade.

Foran mig løber en fyr fra Herning i min aldersklasse. Jeg tænker at det vil være godt at komme ind før ham mhb. på klassement og overhaler. Jeg gør det også fordi med ham bag mig, kan jeg ikke rigtig tillade mig at sætte tempoet ned. Det er som at have en der ånder dig i nakken. Passerer 13k. i 3.54… Hvordan ser regnestykket ud nu? Jeg har tabt tråden, men kommer frem til at det må være omkring 80 sekunder.

Strækningen er monoton. Jeg er ikke den eneste der lider og jeg har fornemmelsen af at jeg faktisk avancerer. Passerer 14k i pace 3.57. 83 sekunder i banken. Selvom det mest er psykologisk, skal jeg virkelig ikke begynde at ødsle med sekunderne nu. Vi passerer under knippelsbro og der står folk og uddeler bægre med redbull. Jeg forstår godt Redbull, men hvem vælger på nuværende tidspunkt at drikke noget med kulsyre i? 

Vi kommer op igennem Christiansborg og splitter 15k. i 3.59. Sådan..

16-20km
Nu er der snart kun 5k igen. Hvis bare jeg holder en km mere, bliver regnestykket simpelt. Så kan jeg tage de sidste km. i et gennemsnitspace på 4.16km og stadig holde avr. pace på under 4.00. Men jeg er også begyndt at lide.

Det er en lidt underlig følelse. Det er ikke åndedræt eller puls tror jeg, mere musklerne, der ikke rigtig gider være med mere. Det bedste jeg kan gøre nu, er at æde hver km, så det begynder jeg på. 

16k pace. 4.00. OK, så. Turen op igennem Nyboder og henover banelegemet ved Østerport er virkelig hård. Jeg føler jeg går i stå og begynder at blive overhalet. Jeg slår op i banen, men kommer så i tanker om Herning løberen, som jeg passerede på Kalvebod Brygge. Hvis han ser at jeg slapper af, får han blod på tanden og så spiser han mig. 

Endelig runder vi 17k. Pace siger 4.01 og det er jeg taknemmelig over. Der er et depot her hvor bemandingen hepper meget ivrigt. ”Kom nu.. I er der snart…” jeg kigger på uret og konstaterer at med 3,5km igen, er ”snart” et meget relativt begreb. 

Der er ikke så meget jeg kan gøre. Det er en slags generel udmattethed, som slår igennem nu og jeg kan simpelthen ikke presse mere ud igennem musklerne. Jeg må fokusere på de systemer der kører. Åndedræt: Tungt stønnende. Skridt kadence: En smule mere gummiagtig for hvert skridt. Puls: OK. Energiniveau: OK. Udfra resultatet af mit scan, skulle det ikke kunne gå helt galt. Splitter 18k i 4.05. Jeg hæver lidt i banken. Det er helt i orden. Men bliver også mindet om at der nu er en ret lang afstand imellem urets km. anmærkninger og dem der er afmærket på ruten. Kom nu 19k for helvede… Og så bare 2 igen… Det er nu, jeg godt må begynde at drømme om at have passeret målstregen. Rammer 19 i 4.00 rent.

”Fedt skæg.” Lyder det pludselig fra en grovkornet kvindestemme blandt tilskuerne. Jeg når ikke at se hende, men lige der føler jeg mig krænket. Jeg tænker at personen ville have været anderledes tilbageholdende, hvis kendetegnet havde været en fed røv, eller en kæmpe vorte i panden, eller et par briller med hinkestensglas. Mit skæg er så uvæsentligt for mit løb, som noget kan være… Der må ligge en joke gemt her et aller andet sted, hvorfor jeg taknemmeligt vifter ud med armen i forbifarten.

Et eller andet sted på Østerbrogade står Monika og Otto og Carla igen. Jeg havde helt glemt dem, så det er et glædeligt gensyn, men det tror jeg ikke de bemærker. Monika råber noget á la: ”Kom så giv den gas på det sidste.”. Det eneste jeg har at byde på som svar, er en slap gestus med armene ud til siderne.. 

Jeg skal bare i mål nu. Kan se 20k, dernede. Mit ur har allerede splittet. Den siger 4.08.. Fy for helvede.. ER jeg ved at gå kold nu… Engang løb jeg denne strækning i pace 3.10. Men det er 5 år siden og iøvrigt var det på alle måder en anden tid.

Mål
Skarpt sving rundt i Trianglen og så det sidste stykke op ad Øster Allé. Det er knap en km. langt, men det virker endeløst. Endelig.. Endelig… Når jeg 21 km. jeg får sneget mig under 4 igen… OK… Det er sq da godt det her. Lige om lidt kan jeg tillade mig at stoppe op og lade mig fylde af gennemførelsens berusende følelse - til og med over forventning - selvom den måske var sat kunstigt lavt.  

Jeg ser op på uret og krydser i 1.24 lavt… Stopper mit ur på måsltregen og lagrer tiden straks. Jeg har nogle sekunder at give af, fordi der gik tid før vi passerede start. Præcist hvor meget er jeg ikke klar over. Hvor i helvede er de andre egentlig?

Jeg er overrasket over ikke at have set noget til hverken Carsten eller Bo siden starten. Lige efter mig kommer Jonas ind og giver mig et klap på ryggen, samtidig med et spørgende: ”sub 130 hvad?”.  

SØAM i mål. 

Lidt efter får jeg øje på Carsten Sillehoved der kommer i mål omkring 1.25. Jeg spørger ham om Bo, men han har ikke set ham. Bo har ligget foran ham under hele turen. Vi går sammen op igennem målområdet spejdende efter Bo. Carsten møder en der oplyser at Bo kom i mål for lang tid siden. Der står han… Han har løbet 1.16. og får en DM sølvmedalje efter Stefan Gudmundsson. Det går op for os, at vi sandsynligvis vinder holdguldet i m50 og beruselsen når nye højder. 

Op igennem målområdet støder vi på gamle løbebuddies og selvom arrangørene gør deres bedste for at genne os opad, ender vi alligevel i en klump af forstoppelse, men det gør ikke noget, for vi har forsvaret guldet, som godtnok sidst var vores da vi hed m45 i 2017 og løb knap 10 minutter hurtigere hver især (arh... dog ikke Bo), men det var sq alligevel en overraskelse.

På vej til ceremoni. Stefan, Carsten, Undertegnede og Bo

Vi finder i samlet flok hen til stedet hvor præmieoverrækkelsen skal finde sted. Da den endelig begynder, skal vi først igennem et hav af yngre aldersklasser så det tager det næsten en time før det før de når frem til os. DM Guldvinderne for hold i aldersklassen 50-54 år. ENDELIG kommer vi højbords for retsmæssigt at modtage folkets hyldest og blive badet i blitz imens guldmedaljerne overrækkes af Jesper Fauerskov. 😊

Et foto af medaljeoverrækkelsesceremnoien, hvor nogen har lagt en papirspose på græsset, muligvis for at skabe dybde i billedet.