Findes der mon en svag leder et sted derude?

 

WurstMaschine i sort skjorte, ikke at dette skal udvikle sig til et fashionstatement - WurstMaschine lader sig ikke sætte i bås, men dagens kommentar er mere mørk og det er en kendt sag at en del af punkbevægelsen i 80´erne foretrak sorte klæder. Det er også en kendt sag at europæiske facsistbevægelser i 30´erne og 40´erne fik stor opbakning fordi de gik i sorte skjorter og var mere velklædte. I baggrunden hænger et billede af kunstneren Kosh Kosh. Billedet ligner - tror jeg - to boksere der er lidt mørke i huden huden og som bokser i en ring omgivet af tilskuere man ikke ser, men der er tilsyneladende god stemning for den ene af bokserne smiler. I øvrigt er det lidt dumt, at de begge har blå shorts på, for de ligner hinanden så meget at man nemt kunne tage fejl. Kosh Kosh er en kunstner, hvis karriere tog fart da han i slut 60´erne blev ansat til at lave pladecovers for The Beatles. Jeg tænker at det er et godt sted at starte og når man har designet artwork for John Lennon og co, behøver man vel ikke hænge sig i detaljer, som farven på et par shorts... m.m. selvfølgelig, at det er med vilje... Og at billedet slet ikke forestiller to, men en bokser, der bokser mod sig selv i en slags indre kamp for opmærksomhed og berømmelse... Hvis det er tilfældet, så er han fandme en genial kunstner ham Kosh Kosh og jeg overvejer at kontakte ham for at få ham til at lave coveret til WurstMaschine... Gad vide om han stadig lever?

Jeg vil gerne knytte en kommentar til gårsdagens henkastede kommentar om verdens underkastelse. Et lidt dystert emne, men det er jo sådan, at fordi vi rockstjerner har mange der følger os, så får vores ord ofte større vægt end en der fx. arbejder i en børnehave. 

Det betyder også, at vores stemmer bliver eftertragtede og helt generelt kan man sige at vores verden er SÅ forskellig fra jeres, fordi vi vælter os i tilbud fra alle dem der gerne vil have os til at sige noget bestemt om noget bestemt. 

Det er lidt af en privilligeret position, når der altid er nogen der vil låne en sin Ferrari, give dig Backstage VIP billetter, eller tilbyder dig gratis abonnement på Information i en måned.

Når jeg som ovenfor skærer det ud i pap, kan det synes indlysende, at alt dette blot er materielle goder, der intetsomhelst har at gøre med sjælsens velbefindende, MEN... Når man befinder sig midt i orkanens øj,e glider denne indsigt ofte i baggrunden og bliver til selvfølgeligheder. Selvfølgelig skal man køre gratis i sportsvogn. Selvfølgelig kan man få et job hos Tuborg til Roskildefestivallen og selvfølgelig skal man ikke betale for et avisabonnement... Kan I se hvor jeg vil hen?

Pludselig bliver det privillegierne der styrer ens liv og før man ved af det, bliver ens kreative kræfter brugt på at fastholde disse, fremfor at opnå en eller anden form for originalitet*. Det er synd, ikke blot fordi vores liv er korte og dette i høj grad kan karrakteriseres som tidspilde. Men også fordi, at netop den adfærd er, hvad man i Stjernekrigen refererer til som "the dark side". Magten korrumperer og en stærk person, kan i sådanne situationer blive tyranisk og udvikle sig til en trussel mod menneskeheden - alt sammen med de bedste intentioner naturligvis. 

Nu skal det ikke udvikle sig til en historie afhandling, men vores del af verden er tidligere gået lidt for langt ud af planken på netop det scenarie og derfor har vi forsøgt at demokratiseret magten. Det har vi gjort ved at udvikle politiske organisationer, hvor flere personer med nogenlunde ens interesser og syn på samfundet samarbejder om at lede samfundet i den retning man finder bedst. 

Fordelen ved sådanne organisationer er, indlysende nok, at skulle der sidde en person med tyranniske tilbøjeligheder sådan et sted, så er vedkommende i nogen grad alligevel nødt til at sparre med andre om sin fremfærd og det betyder næsten altid, at færre personer bliver undertrykt, dræbt og frihedsberøvet, end i det man kalder en "**banan-republik". 

Det betyder også, at man i de politiske organisationer bliver ekstremt bevidst om, at det der kan true dem allermest er den "stærke leder". Mange af os rockstjerner med mange følgere ER jo netop sådan en slags stærke ledere. Derfor bliver vi også ofte forfulgt. Når man kombinerer de mange forskellige former for kemiske stimulanser vi benytter når vi skal holde os adspredte, med mange følgere og forfølgere, er det ikke sært at mange rockstjerner udvikler diagnosen paranoia. Så har man faktisk en opskrift på noget der kun kan gå galt. 

Men det bliver værre endnu, fordi værre end en tyrannisk diktator er alligevel en tyrannisk dikator med paranoia og således skaber verden hele tiden sine egne problemer. 

Et spørgsmål der umiddelbart rejser sig, er hvorfor vi med denne viden og indsigt dog alligevel fra tid til anden sukker efter sådan en "stærk leder". Jeg tror at den eneste forklaring på dette paradoks, er at vi inderst inde ville ønske at vi selv kunne vælte os i privillegier som en ægte rockstjerne. Vi accepterer simpelthen uacceptabel adfærd fordi vi derved også giver os selv en lille smule ret til at opføre os uacceptabelt. Derfor... Hvis du nu sidder i en situation, hvor du bare en lille smule godt kunne tænke dig der kom en stærk leder og skar hårdt og resolut igennem al den parlamentaristiske fnidder vi i øjeblikket lader til at drukne i, så skynd dig at høre og/eller se WurstMaschine... Så skal du nok komme ned på jorden igen. 

Hør WurstMaschine på tilgængelige streaming tjenester her. ;-)

Faktisk bør du nok høre den og se den selvom du ikke mener at du behøver det, bare som en profilaktisk foranstaltning. 

Personligt kan jeg ikke lade være med at tænke, at der da MÅ findes en person derude et sted som er SVAG nok til at kunne lede os alle ud af denne blindgyde.... 

ROCK ON!!!  

*Da vi alle i større eller mindre grad før eller siden bliver til pølsemaskiner, bliver originalitet det eneste reelle formål med tilværelsen.   

**Banan-republik: refererer til et land der lever udelukkende af en, ofte primitivt forarbejdet naturalieressource, som fx. olie eller bananer og som derfor er meget følsomt overfor svingninger i udbud og efterspørgsel af netop denne ressource. Sådanne lande vil ofte have magten centreret omkring en ganske snæver elite, der i trange tider kæmper med næb og klør og i gode tider ofte foretager tåbelige beslutninger, fordi de mere optagede af at fastholde deres privillegier, end at sikre landet og den øvrige befolknings velbefindende