600

Tvivlen får mig til at tælle.

Jo længere, des større bliver hullerne.

Du ligger under overfladen,

som en flaske soya,

jeg glemmer, når jeg er ude for at handle.

Når jeg glemmer, er du.

Hver morgen svinger jeg benene udover sengekanten og bliver siddende et øjeblik med ryggen til.

I samme bevægelse skubber jeg først med en udstrakt finger gardinet til side, dernæst strejfer jeg, som ved et kærtegn håndryggen mod radiatoren.

- Hvorfor?

Det er jo en radiator for helvede.

Temperaturen på den glatte metaloverflade, er dagens første ydre påvirkning.

Kastanjen er kroget og sort.

Jeg husker.

Det er årstiden.

Når jeg husker, er du.

Ugen forinden er et legeme med blodårer der løber i alle retninger.

Vi lå i sengen.

Måske var det en tirsdag?

Du sagde at du var bange for at glemme.

Jeg svarede, at man ikke sådan glemmer.

Du virkede beroliget.

Et nedfaldsblad dukker flagrende op fra et efterår for længe siden.

Frys.

Latter.

Talte du også?

Ligegyldigt hvor tæt jeg folder ordene, er resultatet en utæt kapsel.

Ruden der knuses uelegant.

Glasset der splintres langsomt.

Årene der skyder frem og tilbage i tiden.

Frys.

Forandret for evigt.

Når jeg ser hullet i døren, tænker jeg:

"et hul".

Er du et tal nu?