Løbertræning i Kenya - del 8 - Langtur lørdag, besøg hos Mr. Warmup

Maratonløberne skal løbe 40km, halv- og 10k løber 30km idag. I Erlings fravær lover jeg mig selv at ligge et sted midt imellem. Eftermiddagen byder på ceremonielt fremmøde i Mr. Warmups baghave og om aftenen samles løbere i de forskellige grupper og hænger ud på Ngongs caféer.

Dette er 8 del i beretningerne om løbetræning i Kenya. Du kan finde 7. del her. 

Lørdag - lang tur
På en af joggeturene tidligere på ugen underholdt Linus mig med, at vi kunne glæde os til på lørdag, for der planlage de at løbe 40km. Det er for mig lidt af en mundfuld og jeg beslutter at se tingene an. Som minimum skal jeg ihvertfald løbe 30. Erling er ikke frisk her til morgen. Pga. af noget sløjhed har han nu nærmest ikke indtaget føde i et døgn. Derfor melder han fra morgenstunden afbud til dagens lange tur. Derfor er det at jeg nu er på vej hen til mødestedet i følgeskab med Abdi og Sylvia, i forventning om en ensom dag. Måske kan jeg gøre selskab med et par af damerne? Der er to ruter, men den ene er udelukket eftersom den foregår i skov og på mark, hvor jeg ikke har en chance for at følge med, og derfor vil fare vild.

Herude - i det de kalder for "Sydafrika" - farer jeg nemt vild.

Den anden er en tur ud af samme vej som sidste lørdag og så vender man når man har fået nok. Det må være den det skal være. De der løber længst skal ud på 40km idag (herunder Abdi). Jeg håber i mit stille sind at runde 30km, men det er alt for tidligt at tænke på den slags nu. Istedet udveksler jeg et par ord med præsten, hvis velsignelse fra i går jeg nu føler der bliver brug for.

Endnu engang løber vi. Jeg kæmper lidt med at finde et komfortabelt tempo i starten, hvor det går en anelse opad. Mit pace ligger lige omkring 4.20, og det er egentlig lidt for hurtigt. Jeg er snart isoleret, men kvinderne bla. med Sylvia ligger bagude. Jeg tænker at jeg måske kan hænge på Sylvia i dag, eftersom hun også har været syg og må formodes at være ligeså afkræftet som Erling. Der går kun en km, så overhaler de mig bagfra og med dem også Victor (advokaten der var Sammys nabo)....

Det går nu let ned ad bakke og tempoet stiger en anelse. Jeg hænger ikke på. Jeg har et par småskavanker i fødderne at døje med og vil gerne have overskud til at håndtere disse, hvis de bryder ud i lys lue. Vi holder vel et tempo omkring de 4.20. Det er nogenlunde som sidste lørdag - hvor jeg også heromkring havde en km under 4.00, men ikke på noget tidspunkt i dag føler jeg mig rigtig ovenpå. Kvinderne og Victor øger blot afstanden oppe foran. Først er der 100m, så 200, så 300 og pludselig er de væk. Vejen snor sig, så jeg regner med at de er rundt om et par sving, men jeg kan altså ikke følge trop. Efter små i ensom majestæt 10 km. får jeg atter øje på Victor, som tilsyneladende er hægtet af damerne. På en måde var jeg også overrasket over at han var med så længe og dog. Det er kendetegnende for flere i gruppen, at de presser sig max sålænge de kan, og herefter går de mere eller mindre kolde. Det er ihvertfald ikke første gang denne uge at jeg oplever Victor i sådan en situation. Langsomt haler jeg ind på ham og da vi får kontakt ved ca. 11km, sætter jeg tempoet lidt ned for at følges med ham.

Der bliver tid til lidt snak og Victor beretter om hvordan han holder orlov fra sin bestalling som advokat i øjeblikket, for at læse en overbygning der gør ham i stand til - for den kenyanske stat - at opbygge et "future-marked" for landbrugsafgrøder i Kenya. Fordi - som han siger - idag scorer mellemmanden hele gevinsten og de fleste landmænd lever i dyb fattigdom. De er ikke istand til at forhandle priserne på deres afgrøder selv, men med et futuremarked, vil de få prisgennemsigtighed og dermed muligheden for at beholde en større del af deres profit og dermed muligheden for social opstigning. Jeg nikker hyklerisk samtykkende til Victors udredninger - jeg er her jo for helvede for at løbe, ikke for at prøve at gøre neoliberale idéer til redningsplaner - men kan ikke se mig fri for at tænke at et futuremarked blot vil introducere en udfoldelsesplads for mellemhandlerne og spekulanter. De fleste bønder (fx. massaierne), som jeg har mødt hernede, og som må formodes at være dem der har behov for en social opstigning - kan hverken skrive eller læse...

Lige før femten møder vi et par af de forreste, som siger at vi skal vende snart. Jeg er egentlig ved godt mod nu og jeg synes heller ikke vejen er så udfordrende som jeg huskede den. Victor snakker om at vende ved tyve og så stoppe for foden af bakken, som er den stigning på 4-6km der ligger foran os før vi kommer helt hjem. Han har muligvis forstået mere end jeg, for jeg tænker at vi da selvfølgelig løber hele vejen hjem og forslår istedet at vi vender ved 16,5km og så kan vi jo se det an når vi kommer til bakken. Mine intentioner er ihvertfald at løbe hele vejen hjem. Min autoritet vinder over hans skepsis, så det bliver det vi gør men vejen tilbage begynder også at gøre sig mærkbar.

Vi taler ikke længere sammen ham og jeg. Vi har nok at gøre hver især med at kæmpe skiftevis med åndedrættet der er tungt og raspende, muligvis foranlediget af de mange trucks der hele tiden kører forbi og indhylder os i en sky af støv. Trucksene stammer fra et nærtliggende kinesisk drevet jernbanebyggeri. Det er noget med at kineserne har fået lov til at bygge jernbanen, men samtidig tager de jordprøver og ejer det der måtte være i jorden - sådan går rygtet ihvertfald hernede. Det er den østlige kolonialisme der overtager fra den vestlige. Det er egentlig ikke særligt behageligt hverken at løbe i eller at tænke på. Oveni skal lægges, at vi hele tiden må zigzagge på vejen, for at undgå sten og hjulspor.

En ting jeg har lært hernede - bilder jeg mig ind - er at løbe på ujævnt underlag, hvilket vil sige at være ekstremt opmærksom på hvor jeg sætter min fod. Hvis ikke jeg er det, risikerer jeg på et splitsekund at ødelægge alt ved fx. at lave et nyt vrid. Når vi løber på mark og i skov, hvor bevoksning af og til gør det svært at se underlaget, er det den foranløbenes pligt at signalere, hvis man skal være særligt opmærksom fx. på et hul, en sten eller et rodnet. Sådan er det er ikke nu. Nu er det kun Victor og jeg, der begge som sagt har opgivet ævret og bare stædigt kæmper os frem, hver især kæmper vi med vore egne tanker og erfaringer.

Jeg tæller km. i mit hoved. Var det virkelig kun 3km. siden vi vendte? Så er  der ihvertfald 10km tilbage før jeg runder tredive. Det er bedst ikke at tænke for meget på den resterende afstand, tag den nu bare km for km, eller måske for hver anden km, og se, pludselig er vi på 25, og så er der blot fem til at du kan være tilfreds.

Lige før 25 rammer vi foden af den bakke, som Victor talte om. Med den slår en stærk modvind også op i vore ansigter og jeg fornemmer at han med det samme giver slip. Pga. af min tilstand, hverken siger jeg noget eller stopper op. Jeg fortsætter bare op ad den stejle stigning med vinden lige i ansigtet og en truck der støvende kommer kørende imod mig. Før jeg ved af det er han væk og jeg ser ham faktisk ikke igen hernede.

Helen Obiri og Victor, fra dagen på Vapor Track

Mit tempo er nu helt i bund. Jeg kigger på uret og ser at det ligger omkring 5.00, men der er ikke andet at gøre end at hænge i og blive færdig. Laaaangsomt snegler km. sig afsted. Så bliver det til 27... Så 28... Kom nu to mere, lover jeg mig selv. Så 29... Det er ikke så meget åndedrættet, som det at mine ben bare er trætte... Og mine fødder... Det knoldede underlag har tæsket længe på trædepuderne, som nu gør ondt. "Men".... Tænker jeg. "Jeg kan godt løbe resten af vejen hjem nu."

Mit ur der de sidste km, har klaget over manglende batteri, går pludselig ud og det afgør sagen. Jeg kan enten fortsætte til jeg mener at have løbet tredive, og så stoppe for at gå. Eller jeg kan løbe resten af vejen hjem og i det mindste vide, at jeg er over 33km, sammenlagt. Jeg vælger det sidste. Egentlig tænker jeg blot på at nå til opsamlingsstedet, for hvis de forreste løber 3.40-ish, så skulle de vel snart dukke op i ryggen på mig. Da jeg endelig kommer til opsamlingsstedet er der ikke et øje at se. Jeg stopper op og venter lidt, men beslutter mig så for at afslutte turen og komme hjem i bad. Det er ikke godt at stå her for længe i vådt tøj. Man bliver hurtig kold.

Hjemme er Erling så småt ved at stå op og Karen er i sving med morgenmaden. Jeg går i bad, men da hverken Sylvia eller Abdi efterfølgende er dukket op, beslutter jeg mig for at gå ud og  kigge efter dem ved mødestedet. På vejen tilbage møder jeg en af vore løbere, som fortæller at der har været et Pickup - i bil - og at det blot er Sylvia der mangler. Jeg kan ikke helt forstå hvad han siger, men når efterhånden frem til at alle er stoppet ved foden af bakken - akkurat som sidst, og som også Victor havde foreslået, for at blive hentet. Jeg spørger om de mon stopper ved vores faste mødested? Men får ikke svar og går istedet selv derhen og finder det tomt. Efter at have siddet der på en træstub i et par minutter, vender jeg om og går hjem igen. Her sidder Abdi og Sylvia og de to andre og er nærmest færdig med morgenmaden. Jeg er MEGET SULTEN!!!!

Mr Warmup
Abdi har løbet 40km og er temelig udmattet. Jeg har løbet 33,5 og er ligeså. Sylvia har løbet 35 og er endnu ikke helt frisk. Erling er ikke helt tilfreds med ikke at have fået løbet endnu, så vi er en sølle flok, der skal finde ud af resten af dagen. Abdi og jeg bliver enige om at massage er det rigtige så vi tilkalder Danny (Daniel Kiplimo) - der også er personlig massør for Makau og Obiri. Daniel kommer med det samme (kl. er 11.00), for han skal også ud til mindehøjtideligheden kl. 13.00 hos Mr. Warmup for hans kone der netop er død.

Daniel får sig en sandwich efter massage.

Med Erling og Sylvia ude af billedet havde jeg egentlig opgivet at komme derud, men nu viser det sig at stort set hele løbemiljøet i byen (inkl. vores gruppe), skal ud og kondolere.

Efter massagen følger der noget forvirring. Jeg har spurgt Daniel om jeg kan følges til Mr Warmup med ham, men Erling mener at det er en dårlig idé at tage derud med Daniel, som er en del af en anden gruppe, der tilsyneladende har et mellemværende med gruppen vi træner i. Den slags skærmydsler slipper man nok aldrig for.

Istedet foreslår han at jeg tager med Nicholas og Whanga. De er fra vores gruppe og har aftalt at mødes på Cornerbar (det er en bar som i bund og grund blot er et skur). Cornerbar ejes af Shaky - en af løberne fra vores gruppe. Hvilket i bund og grund også er lidt usædvanligt, da tolerancen for alkohol generelt er lav i løbermiljøet. Men altså - Shaky ernærer sig nu engang af de der indimellem kan lide at få sig en øl. Det ender med at Abdi og Karen tager med for, som Abdi udtrykker det: "At tage en for holdet", og det er jeg ret taknemmelig for, for jeg vil gerne deltage i den ceremoni, men har på den anden side ikke mødt Mr Warmup før, og føler mig ikke helt sikker på at det ikke kommer til at virke anmasende. Nu da Abdi og Karen også deltager, kan jeg bedre retfærdiggøre det oprigtige og sympatiske i vores opbakning.

Vi springer i bilerne og endnu engang må jeg konstatere, at vejnettet i Kenya lader meget tilbage at ønske sig. Snart er vi på knoldede vejstier, som tilmed er udhulede af regnskyld og hjulspor. Warmups hus ligger 15km væk. Det tager en time at komme dertil. De fleste i bilen ville kunne løbe dertil hurtigere, nærmest uden at svede.

Dette er en af de pænere vejstrækninger der fører os til Mr Warmup

Da vi endelig når frem kommer vi til en hyggelig sval have, hvori der er opstillet en række med blågule pavillioner og opsat plastikstole. Jeg prøver så godt som muligt at følge trop og efter at have hilst hjerteligt på MrWarmup, der viser sig som en ældre herre, som på trods af et tandsæt der ville få enkelte danskere til at rynke på brynet, udstråler både styrke og autoritet.

Alt hvad der kan samles omkring løb i Kenya lige nu er til stede. Vi hilser på en dame fra Kenya Athletics, og jeg peger hele tiden på mit Runners United Logo og føler at jeg ligenu faktisk ikke kunne være et bedre sted i hele verden. Kort efter bliver vi sat i nogle stole og jeg klemmer mig ind mellem Daniel og Obiris mand, som sidder ved Obiri. Selvom vi hilste på hinanden i torsdags genkender jeg hende ikke straks, da hun nu har fået taget sine ekstensions ud. Det er Hanne (Abdis kæreste, som gør mig opmærksom herpå) og hun ser altså helt anderledes ud.

Erling, Helen Obiri og Sylvia fra track træningen om torsdagen

Helen Obiri hos Mr. Warmup lørdag

En af løberne har påtaget sig rollen som en slags toastmaster, og imens folk strømmer til for at sætte sig. Beder han dem rejse sig og fortælle hvem de er. Hver præsentation afsluttes med et enkelt taktfuldt fællesklap. Folk sidder med deres mobiltelefoner og griner lidt ind imellem præsentationerne og det hele minder mest af alt om en hjemlig familiesammenkomst, hvor man høfligt sidder og venter på at få noget at spise, eller komme videre.

(Video med navneintro)

Min bekymring om at virke anmasende er komplet ubegrundet. Ligefremheden vi mødes med er eksemplarisk. Alt man behøver for at være en del af arrangementet er at være løber (athlete), eller landmand (farmer) og så er det også tilladt at være "Born again Christian", som ham der sidder bag mig i foret jakke og uldstrikket hue, præsenterer sig med, da det bliver hans tur.

Så bliver det taletid og en efter en rejser legenderne sig. Isaac Kamuwara, Karengue, Obiri m.fl. og til sidst tager Mr. Warmup over. Det hele foregår på Swahili, så jeg har ikke et glue om hvad der foregår, andet end at han nævner nogle årstal og jeg gætter på at det er den afdøde hustrus livsforløb der opremses og krydres med vise ord og anekdoter.

(video med Mr Warmup) 

Ceremnonien afsluttes af vores "Born again" ven med strikhuen, der afslører sig som præst i ekstase, der ihvertfald lærer mig at ordet "Mungo" betyder "Gud". Seancen er overstået kl. 17.00. Jeg går lidt rundt og giver hånd og vi kører efterfølgende ind til byen for at se England vinde over Sverige.

(video med præsten)

Pludselig overmandes jeg af træthed. Jeg har et par ærinder at gøre i Naivas (Supermarkedet), førend jeg tager hjem, blot for at konstatere, at Erling og Sylvia ikke er hjemme, og at jeg ikke kan låse mig ind. Efter flere forgæves opkald til Erling, lykkes det til sidst at komme igennem. Han og Sylvia er taget med Bonface, Rosemary og et par hangarounds på "Chokobar". Et sted i en shoppingmall, jeg endnu ikke har været og hvor kun de "rige" kenyanere viser sig. Priserne her er 3-4gange højere end de lokale cefeterier vi hidtil har frekventeret.

Jeg får Sammy til at køre mig derned. Og hænger ud i dette selskab indtil Isaac Kamawaru viser sig og kommer ind for at hilse på Erling. Jeg så ham godt til Warmups arrangement, men fornemmer også at der ikke er den bedste stemning mellem ham og Bonface. Bonface ignorerer ham simpelthen, og Erling forklarer efterfølgende hvordan Kamawaruu engang var "The Man", men at han gik for vidt ved på et tidspunkt at favorisere nogle af sine slægtninge i løbshenseende og desuden viste sig at have en politisk agenda og herved blev gruppen med Bonface og Sammy skabt.

Vi skal tidlig op næste dag for at være med når William skyder sit månedlige Kibera Race af. Så snart ligger vi i vores senge og forsøger at falde i søvn. Dette er min sidste nat i Ngong.

To be continued...