Sondre Nordstad Moen - Den seriøse langdistanceløber

Løb i flok
Søndag d. 3. december prikkede norske Sondre Nordstad Moen hul på myten om at afrikanske løbere skulle være specielt bedre disponerede til langdistanceløb end europæere. Med en fantomtid på 2.05.48 i det japanske Fukuoka maraton. Et løb han desuden vandt over navne som Karoki og Kiprotich.

Med Sondres resultat kan det forhåbentlig nu fastlåes, at der i løb er tre ting som tæller over alt andet og det er: træning, træning og træning. Sondres talent i denne sammenhæng, har været at han det seneste år - alene - har været istand til at gå linen ud i sit samarbejde med træneren Renato Canova – den velnok mest omtalte og eftertragtede træner indenfor langdistanceløb for tiden.
Canova tillægges mange ting, men hvis man kigger nærmere på hans programmer, står det klart at han formår at holde et ekstremt højt pres på sine atleter. Det er det der skaber resultaterne.

Her er et ganske godt interview af Canova, som forklarer lidt om præstationen.

Og denne tråd, hvori Canova, efter Sondres break60 1/2-maraton i oktober, besvarer uddybende om Sondres træningspas, beskriver glimtvis også meget godt hvad der skal til.  

Man kunne heraf udlægge at afrikanerne har været mere motiverede til at udstå det pres, end fx europæiske løbere. Det er den forklaring jeg i hvert fald hælder mest til. Og med en undseelig nordmands indtræden blandt verdenseliten, kunne man nu håbe på at andre europæiske (måske danske) eliteløbere får øjnene op for hvad distanceløb kræver. Man kunne håbe på at Sondres præstation ville få samme effekt som da englænderen Roger Bannister, d. 6. maj 1954 - som den første nogensinde - kom under 4 minutter på en en mil (1.609m.). En præstation, der indtil da var blevet betegnet som grænsen for den menneskelige formåen, men som efter at den var blevet udført, blev overgået kun 46 dage senere.

Når dette er sagt, synes et andet aspekt at træde alt for tydeligt frem – i hvert fald hvis man sammenligner yderligere med løbere i Kenya og løbere herhjemme. Dette er, at afrikanerne i langt højere grad træner i grupper. De lange hårde træningspas bliver simpelthen for svære at overkomme, som individualist og set i det lys er Sondres præstation endnu mere imponerende.

I Kenya står der 100 mand foran din dør parat til at løbe med dig kl. 6 om morgenen. I Danmark er du alene. Det er klart at danskeren dermed også vil stå svagere i sin udvikling og alene talentmassen herhjemme taler for at gå andre veje. 

For at opnå hvad Sondre opnåede er man nødt til at arbejde langt mere sammen. Man er nødt til at træne sammen på tværs af klubber, trænere, regioner og andre skel. Og man er nødt til at gøre det attraktivt for en løber at yde den ekstreme indsats der skal til.       

Kommentarer