Ændringer

Dyrehaven

På mange måder handler løb om ændringer. Ændringer i intensitet. Ændringer i terræn. Ændringer i vejret. Ændringer i tid. Det sidste forstået som i, at du bliver hurtigere. 

Jeg kigger mit (løbe)ur igennem. Totaler... Du ved, der hvor man kan se hvad der er løbet pr. uge, pr. måned, pr. år osv. Det er ligegyldige tal. Du kender dem. Kilometerne sættes på kontoen 21k, 30k, 16k, 32k, 17k, 24k., hvile og BANG... Du har 140k på ugekontoen. 

Efter 9 år som løber, tror man at ens rutiner er bundsolide. De er værktøjerne der tages frem af kassen, når alt andet glipper. Ligeså selvfølgelige, som mad på bordet og en seng at sove i. De er erfaringen der sørger for opretholdelse af eksistensen.

Som (maraton-)løber har erfaringen lært mig, at efteråret varsler grundtræning med mange kilometer. I løbet af vinteren skrues der på intensiteten for at blive løbsklar. Så kommer der en konkurrencefase, som afløses af en kort nedtrapning forud for endnu en slags "mellemgrundtræning", der skal sørge for et peak eller to i efteråret.

Sådan ser mine landmandsagtige rutiner ud. Og midt i dette fundament af pinefuldt slid ligger en slags saliggørende påmindelse om livets barske natur. Min sandhed. Jeg har ikke grund til at tro andet. Løb følger disse - livets grundlæggende principper.

Måske er det netop afstedkommelsen af disse principper der gør at man bliver løber? Visheden om at hvis man bare er foretagsom og repeterer længe nok, så sker der også noget meningsfuldt? Du holder dig i live. Det giver ikke mening at stille spørgsmål, for der er ikke noget rationelt alternativ. Du kan ligesom ikke fungere uden. Det MÅ være sådan.

De sidste to uger har været forfærdelige. Mine tider har ændret sig og jeg kan ikke længere følge med. Det er derfor jeg nu kigger på mine totaler. Det føles som om jeg er en anden person. Efter 10-15km, halser jeg bagefter og flokken forsvinder foran mig. På et tidspunkt drejer jeg selvfølgelig fra. Ser nedad. Halen mellem benene. Jeg vil blot finde mig et sted i sneen, hvor jeg kan lægge mig til at sove. Forsvinde.

Jeg må acceptere dette. Løbet fortæller mig noget andet denne gang. En ny historie. Nu er vi så langt fra rampelyset, som noget kan være. At tage afsked gør ondt. Ikke desto mindre er det lige så universalt som jagten på fart og storhed. Det er påmindelsen om det skrøbelige. Altings forandring på metaniveau, som altid har fundet sted og vil vedblive med at finde sted uagtet at det lykkes os fra tid til anden at tænke på noget andet.

Igen kan jeg ikke gøre andet end at se til. Jeg er betragteren. Passiv. Inde bag al min væven og alle forsøgene på at gribe ordet, ved jeg det er sandt.

"Turn and face the strange - Changes
Just gonna have to be a different man
Time may change me
But I can't trace time"
- Bowie