Uge31, 211km, 15timer
 |
| Er det nu 2, eller 200... eller.... Arj... det er ligemeget Jakob, jeg har taget billedet. :-). Foto: Claus Grønbeck |
Uge 30 bød på etapeløb på Bornholm. Det blev til samlet 114km, hvoraf de 42 var højintense og resten bestod af joggeture pace 4.25-4.35 i Nordskoven. Min optimale plan (træningsmæssigt) var at snuppe et par lange ture i løbet af weekenden, men tilfældet ville at det var der simpelthen ikke tid til.
I stedet begav jeg mig ud på en lang tur mandag (30k+), og da den var vel overstået, meldte tanken sig om at knokle km i stedet i uge 31. (30,16k, pace. 4.11min/km)
Jeg skal ikke forsøge at komme med længere udredninger om træningseffekten af mit forehavende. Måske var det bare en plan for at der i det mindste var en plan, og så var jeg tiltalt af idéen om at løbe 200k+ på ugen.
Tirsdag d. 2. august
Tilbage på Bornholm. Aftenen forinden har jeg luftet idéen for Tanja. Jeg er ikke sikker på at hun tager mig seriøst – som sagt har jeg ikke nogen klar argumentation for træningseffekten, og den slags er hun som regel tilhænger af. Jeg holder derfor lidt igen med mit forehavende og vi løber en tur på 20k, hvor Tanja løber de 5 og jeg de 15. Benene føles en smule geleagtige – måske er det gårsdagens tur, måske er det noget energiomsætning der savner finjustering. Højdepunktet kommer i udkanten af Nordskoven. Jeg har netop smidt trøjen pga. den høje luftfugtighed da himlen åbner sig og det vælter ned med regn og hagl. DE færreste vil kalde den slags for godt løbevejr, men når man nu er ude i det, så er det altså en speciel følelse. (14,69k, pace 4.22min/km).
 |
| Et af ugens højdepunkter. Løb i regnvejr... Jeg ELSKER DET. |
Onsdag d. 3. august
Er dedikationen der til mit forehavende? I går var en smutter km-mæssigt, og jeg ved at man ikke skal have mange af sådanne smuttere, førend det hele kan være ligemeget. Så tager man sig måske til takke med 160k, og det er da også mange, men det var ikke det der var målet.
Det er tørvejr i dag, men fugtigt. Benene føles faktisk bedre end i går. Jeg lægger ikke for meget i det, der er langt igen. Jeg beslutter mig for at løbe til Hasle. Turen går igennem Nordskoven. Solen driller mine øjne, hvor den glimter mellem løvtræerne. Svimmelheden melder sig. Jeg fokuserer på underlaget og langsomt aftager det. Så dukker Hasle op. Det minder mig om første etape sidste uge, og jeg finder ind på ruten og løber ned omkring serpentinersvinget, igennem havneområdet og videre ind i skoven igen.
Luftfugtigheden stiger og da jeg er tilbage på min vanlige rute i Nordskoven, (den er på godt 5k og jeg vil løbe den 4gange i dag), bliver jeg nærmest overfaldet af tordenfluer. Normalt kan man løbe igennem disse flokke relativt hurtigt, men i dag bliver det bare ved og ved. De sætter sig i ansigtet og i øjnene, der løber i vand. I frustration, beslutter jeg at løbe tilbage til Hasle. Det giver ro og jeg vender ved 27k omkring målområdet for Hasleetapen. Det begynder at ligne noget.
Tilbage går det igennem tordenfluerne. Jeg er træt nu. Har passeret 30k. Regner mig frem til at det ender omkring 37. Fluerne vælter atter ind i mit ansigt, og jeg kan dårligt se ud af øjnene. Hjemme i køleskabet, står der en cola fra Harboe, som jeg fantaserer om på de sidste 2 km. Jeg går bare ind og tager sodavanden og sætter mig i haven. Mine øjne svier. (37,01km, pace 4.24).
 |
| Modgang... i form af... Fluer |
Mine ben… De er brugte… Men det er ligesom en squashbold, der er varmet op. Det er ligesom de er brugte på en god måde. De responderer godt på strabadserne. I dag rejser jeg tilbage til København og deler derfor turen op i flere pas. Første pas er en tur med Tanja til stranden. Jeg står i bølgerne efter 11,6km og nyder nedkølingen. Jeg lader mig glide med en bølge og mærker pludselig en smerte i højre fod lige ved storetåen. AV… Jeg har trådt på en sten… Den slags sker hele tiden, når man bader og jeg tager ikke videre notits af det, førend jeg opdager at det bløder fra foden, imens vi sidder oppe ved håndklæderne.
Blod og sand og saltvand, kan se drabeligere ud end det måske er, men jeg beslutter mig for at rense såret i vandkanten og så hoppe på venstre ben tilbage til håndklæderne. Det er ikke helt nemt at holde balancen i sandet og jeg må gøre mig større anstrengelser end jeg havde forudset. Såret viser sig at være harmløst. Vi tager tøj på og fortsætter løbet hjem. Her bemærker jeg straks at indersiden af achilles på venstre hæl er øm. Jeg er straks klar over at det skyldes mine tåbelige spring i sandet, og bliver et øjeblik bange. Smerten aftager på turen hjem (6,04k, pace 4.26) og jeg smører med Ibutop creme efter at have badet.
Om aftenen er jeg alene tilbage i København. Nu skal jeg løbe det tabte op fra tirsdag. Det bliver til en tur ud til Sjællandsbroen. Den sidste strækning foregår på diget i stiv modvind og den bro bliver bare ved med at stå derude i horisonten (strækningen er 3,5km). På hjemvejen sætter jeg tempoet i vejret – godt båret af medvinden. (20,36k, pace 4.07).
Straks jeg er hjemme, kan jeg mærke smerten fra Achilles igen. Den er taget til og jeg bliver bekymret for om det er noget dumt. Jeg smører med Ibutop og giver den is, kompression. Er dødtræt og går i seng frustreret over foden, som jeg ikke kan gøre så meget ved, og uden at gå i bad. Sagens samlede km. tal er 38k, jeg er på 120k for ugen og har indhentet det tabte.
 |
| Optur, på trods af smerter i fod. Har indhentet det tabte. |
Opgaven er simpel i dag. Løb 30km. Tager samme tur som i mandags ud til Dyrehaven. Er opmærksom på at jeg skal være forsigtig med foden, som dog har det bedre. Jeg løber uden at forcere 30,15km, pace 4.21. Det går overraskende godt jeg er i godt humør.
Lørdag d. 6. august
Jeg har meldt mig på en tur med Runners United i Dyrehaven om morgenen kl. 09.00. Dels ligger det lidt tæt på gårsdagens eftermiddagstur, og dels er der blevet meldt ud at der skal løbes to intervaller á hhv. 15 og 20 min i maraton racepace undervejs. Mine ben er SLET ikke til racepace, men jeg tænker at der måske er et par ”moderate” løbere, jeg kan hægte mig på. Selvom jeg har lidt selskab af Niels Holger på første interval, må jeg konstatere at 3.30pace, er meget langt fra det jeg i øjeblikket kan præstere. På det næste intervalpas, er jeg alene og jeg gætter på at jeg lige får sneget mig under
4min/km.
 |
| Dejlige billeder fra Dyrehaven i lørdags. Foto Claus Grønbech |
Men hvad gør det når der efterfølgende er opsamling, god stemning og Claus Grønbech, som sædvanligt er skarp med kameraet.
Jeg løber til og fra Fortunen fra Klampenborg og klokker derfor samlet 30,67km i pace 3.08-ish.
Søndag d. 7. august
20km er nok i dag, så er jeg over de 200km. Men i går på vej hjem fra Klampenborg, lagde jeg mærke til at det samlede km. tal nu lå på 180,8km. Dvs. at hvis jeg løber godt tredive km. i dag, så har jeg i alt løbet 5 maratons på ugen der er gået. Hvad mere er, så siger den samlede tid, mig at jeg har godt to timer at løbe i, for at nå et avr. På under 3 timer pr. maraton.
Alt i alt, har jeg regnet mig frem til at jeg skal løbe nøjagtig samme tur som i mandags 30,16km i pace 4.11, for at holde mig der hvor jeg vil være.
Så der er alligevel lidt spænding i luften, da jeg sætter afsted henover middag. Men det går godt. Achilles er tilsyneladende hel igen – eller jeg er sluppet med skrækken. Efter et par km i pace 4.15-4.20, har benene det overraskende godt, og jeg skruer lidt op. Jeg beslutter at løbe helt ind i Dyrehaven og vende ved 15k. På det tidspunkt har jeg en km. tid på 4.06min/km. Jeg regner mig frem til at jeg burde kunne løbe resten af turen hjem i 4.16 og stadig klare ”cuttet”, men efterhånden som km. går, går det også op for mig at der overhovedet ikke er grund til bekymring. Den sidste km. på strandvejen foregår ganske vist i strid modvind, men kort tid efter kan jeg svinge op forbi det gamle akvarium og sætte et mentalt 200km mærke, lige ved frakørslen til travbanen.
De sidste 10km hjem er måske hårdere end de burde have været. Jeg tænker at jeg ikke vil smide for meget tid, og ender hjemme efter 30,19km i et pace på 4.06min/km.
Så sådan KAN det føles at løbe 200+ på en uge. Benene kan vænne sig til mere end man tror, selvom det nok ikke er noget jeg ville gøre for sjov hver uge. :-)
 |
| Hjemme efter sidste tur søndag. Tid til at pakke. :-). Foto: Tanja Ravnholt |
Kommentarer
Send en kommentar