Translate

Genopbygningen – Ver. 6.0

Udsigt til løb. Foto Claus Grønbech
ALT i mit løb skal handle om nuet. Hvordan har jeg det netop nu? Det er det jeg vil træne efter. Det er det jeg vil løbe konkurrencer efter. Og det er det jeg vil bruge til at bedømme om jeg fortjener hæder og glorie. Jeg kan ikke lade historier flytte mit blik fra nuet. Jeg kan ikke lade mesterskabsdrømme, eller tanker om en ny PR få indflydelse på hvordan jeg føler mht. løb. Kan jeg gøre dette, er glæden min og jeg vil lykkedes.


På et tidspunkt må man se sig selv i øjnene. Det kan foregå foran et spejl, og når man står der, handler det ikke om fysisk fremtoning, men om du kan være dig selv bekendt. Gør du nok for andre, dig selv eller din familie? Udlever du dine drømme, eller er de sat på hold, for lige at nå noget andet? Har du overhovedet en drøm længere? For mig handler det jeg ser, om løb.

Da jeg så i spejlet, fandt jeg ud af, at jeg var god til løb. At jeg både nød det og holdt af det. Så jeg begyndte at løbe for at blive bedre. Med løbet var det som om jeg på en speciel måde, for første gang, foretog mig noget som jeg virkelig gik op i. Der fandt en udvikling sted og jeg fornemmede hvorledes også andre aspekter af mit liv indrettede sig. Jeg fik styr på ting der ikke før var styr på.

Lad os bare sige jeg var grænsesøgende ambitiøs. Over de næste fem år øgede jeg uge for uge hastighed og km-tal. Især det sidste var jeg god til. Tilsyneladende blev jeg ikke træt og var hurtigt klar igen, efter de lange ture. Måske var det heri mit talent bestod?

Skal jeg svare ærligt på det spørgsmål må jeg stille mig tvivlende. Enhver ting du foretager dig må udspringe af passionen - eller kærligheden om du vil. Mit talent var at jeg elskede løb, at jeg så heller ikke gik i stykker af det, var selvfølgelig en fordel.

En kriger var jeg. Når jeg tog ud på mine togter, drømte jeg mig til hæder og glorie. Når jeg stillede op i konkurrencer…. Blev jeg mere og mere anspændt.

Set over en periode, var det vel dømt til at måtte ske. Men da skaden kom, føltes det meget pludseligt. Jeg havde netop afsluttet et – for mig – stort løb, og skulle egentlig i gang med grundtræningen igen. Pludselig begyndte en mindre forstrækning i baglåret at opføre sig genstridigt. Det var som om skaden udviklede sig i den gale retning og jeg følte ikke længere det var forsvarligt af mig at træne.

I syv måneder sank jeg ned i et hul, som jeg først nu er ved at kravle op af igen. Det foregår som nævnt for nyligt, med ny erkendelse i bagagen.

Det er en bedrift, når bygningsværker fra oldtiden stadig står efter årtusinder. Når vi kigger på dem, føler vi os forbundet med fortiden. Men vi er mennesker og virkeligheden er anderledes. Vi splitter ting ad konstant. Bygger nyt og river det ned igen. Der er brug for ingeniører, innovatører til at genbygge, omtænke og hele tiden tilpasse os verden – eller verden os. Hvis ikke, var vi maskiner.

Overalt fortælles historier om hvem du er. Vi skal bruge disse historier for at skabe sammenhæng og mening. Vi er indrettet således at vi griber om os og lader dem styre vores liv. Men historierne flytter vores fokus fra det vi ser i spejlet, eller vi lader dem gøre det fordi vi ikke bryder os om det vi ser.

Forleden havde jeg en snak med en løbeven. Samtalen faldt naturligt på min skade og han sagde opmuntrende: ”Mange gange sker der det, efter sådan en skade, at man kommer stærkere tilbage, fordi kroppen har haft tid og ro til at blive gennemrestitueret.”. Jeg mærkede, hvor meget jeg ønskede at denne velmente bemærkning skulle være sand. Hvis den var sand ville den give mig håb. Jeg endte med at afviste den, fordi jeg tvivlede. Jeg kan ikke flytte fokus frem i tid og da slet ikke ved at sætte min lid til noget jeg hverken kan gøre fra eller til overfor. Men tak alligevel for at gøre forsøget, min ven – Det må du ikke tro jeg ønsker skal stoppe :-).

Måske er dette endnu en konstruktion, men jeg må tro på den, for den føles rigtig. Det er muligt at der findes mere korrekte sandheder derude, jeg har ikke tiden eller evnerne til at vælge, så mit valg er en tilfældighed. Min opgave er derfor intet at vide. Når det handler om løb skal mine beslutninger udelukkende tages fordi de føles rigtige.

Det kunne egentlig gå to veje. Enten holder jeg mig for mig selv og dukker op i ny og næ, måske som en overraskelse. Eller også melder jeg mig tilbage på banen for fuld udblæsning, klar til at gå ”all in”, som man siger i visse kredse. Jeg har valgt den sidste og vil i den kommende tid berette oftere her på bloggen.

Årets altoverskyggende mål er Berlin Marathon i september. Men jeg forventer også at løbe etape Bornholm, Esrum Sø og måske et par andre testløb på vejen. Hvordan det kommer til at gå, ved jeg ikke. Jeg skænker det end ikke en tanke. Hvis det lykkes mig at genfortælle glæden har jeg sejret.
Det er derfor jeg skriver denne blog. Du er velkommen til at følge med.

Foto: Claus Grønbech

Kommentarer

  1. Ja, det er netop ikke kun glæden ved løb men også glæden ved at skrive du skal holde fast i og som er så vigtig - og så må du nok erkende at du ikke hele tiden kan lave ny PRs for at komme over dit Runners Blues.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg