Af nedtur bliver man klog


Starten går for Nike Marathon Test 1-2014. jeg er med yderst til venstre - for en kort bemærkning. :-)
Mine forventninger til søndagens 10km Nike Test1 løb var - af forskellige årsager - sat højt. Det seneste år har nærmest pr. automatik budt på forbedringer, hver gang jeg stillede op til et løb. Aldrig har der været så meget kul på træningen i en vinterperiode, som i skrivende stund. Torsdagen forinden, løb jeg ret hurtige intervaller (6x1000m, pace: 2.57 min/km) - ganske vist på bånd. Og endelig havde jeg faktisk haft en rolig uge 5. På minus siden har de mange lange ture, nok ikke just forbedret min topfart, og det er tvivlsomt hvor meget gavn jeg får af dem på en 10er. Men det værste var nok at de seneste dages kulde og nedbør havde fremprovokeret en feber der slog ud fredag. Lørdag var jeg fortsat mat i koderne, men jeg vurderede dog at hvis jeg tog den med ro, ville jeg blive klar søndag morgen. Og jeg var overvejende positiv omkring hvordan tingene ville forløbe, hvilket nok betød at jeg vurderede en PR indenfor rækkevidde (dvs. sub: 34.10).


Optakt
Så lørdag smuttede jeg forbi Marathon sport for at tanke Beet-it (tager det 2-3timer før forventet peak). Og lørdag morgen står jeg op kl. 06.50 for at spise morgenmad og gøre mig klar. Morgenen er lettere kaotisk. Jeg er ikke nervøs som jeg plejer, føler mig bare forvirret og en smule rundt på gulvet. Jeg er ikke vant til at være oppe i så god tid på mindre løb, så måske er det det der gør udslaget. Jeg starter med at vælte te-kanden på gulvet (den gik ikke i stykker). Så koger jeg Antons havregrød over og slutteligt spilder jeg en halv kop kaffe på gulvet, da jeg brænder fingrene på koppen. "Hvad ER det der sker??" Tænker jeg og prøver at samle tankerne. Der er masser af tid. Vejret er godt. Tænk positivt.

Jeg har taget det tøj på jeg vil løbe i. Thigts + to trøjer (yderlag af uld). Det er lidt rigeligt for et race, men jeg skal passe på mig selv i lyset af de mange nedkølinger jeg har været udsat for henover den seneste tid. I skyndingen glemmer jeg klubtrøjen fra SØAM - i sandhed et dårligt tegn.

omkring 8.40 triller jeg på cykel, langsomt afsted mod Østerbro Stadion. Jeg mindes tidligere deltagelser, hvor jeg nærmest er kørt et kvarter før start og knapt er nået af cyklen før starten er gået. Denne gang har jeg masser af tid. Det er med vilje, da jeg gerne vil varme lidt op og have et skab. Det med skabet kan jeg godt glemme. Så jeg smider overtøjet og skifter til konkurrenceskoene (Adizero Adios Boost) og går igang med opvarmningen.

Alle skabe er taget, 1/2-time før start. :-)
Så jeg snørrer mine konkurrencesko
Opvarmning
Jeg føler mig lidt tung i stængerne, lidt ligesom hvis luften var lavet af gelé, men det er så heller ikke unormalt og jeg ignorerer fornemmelsen og trykker et par stigningsløb af. Så dukker Jakob F. op tilfældigt og vi følges ad tilbage mod start.

Der er 10 min. til start, og jeg tager lidt at drikke. Der står Allan Dario (ambitiøs løber fra Roskilde, med attityde og en imponerende udvikling henover de sidste par år). Jeg møder også Jacob Kronow (Hecmann løber der var med på træningsweekenden for et par uger siden). Falder i snak med Anders Rømer (NBRO løber, der skal trække et par kollegaer rundt mod en pr sub 35min). Så dukker Jacob Krarup op (Kollega fra URK og Ravnholt Running, som ser meget skarp ud). Jeg beslutter at mase mig lidt frem i feltet og når lige at hilse på Jonas Lyngholm. Så går starten.

Start
Jeg forventer lethed i starten og ligger vel nærmest forrest de første par 100 meter, men det holder ikke længe. Mine ben er IKKE klar til det her og det er en ret hurtig erkendelse. Allerede ved svinget på Trianglen sakker jeg agterud. Første km. rundes lige over 3.20. På en god dag skulle den have ligget under 3.10 og jeg skulle have følt langt mere overskud i benene.

Omtrent ved næste km. står Tanja og hepper. Jeg har ikke så meget at være stolt af, så jeg bider tænderne sammen og løber det bedste jeg har lært. Jeg kan høre hun råber "Kom så Jacob", igen et stykke tid efter jeg har passeret og regner med at Jacob Krarup har et godt løb. km. pacet siger nu 3.28, men det er faktisk endnu lavere, da uret miskalkulerer.

Sammenbrud
Så jeg løber og brænder totalt sammen indvendig undervejs. Ikke så meget pga. fysikken, som "det mentale", der knækker midt over. Omkring 4k, kommer Anders Rømer forbi med sin flok. Han kommer med et par opløftende bemærkninger - og ja, jeg kender jo deres pace, så jeg prøver at hænge på. Det lykkes nogenlunde til godt 6k, hvorefter jeg igen falder agterud, sammen med et par andre og ved 7k møder jeg løbets førende mand, der kommer imod mig. Han er godt oppe i fart (godt 3.00/km) og jeg føler mig langsom, gammel og træt. Der er ikke så meget at gøre. Begræns skaderne og få det overstået, der er vel godt 10 minutter igen tænker jeg og så begynder jeg at tælle sekunder inde i hovedet. 600 af slagsen. Det basser med ca. 100/500m. Og det er altsammen meget upersonligt og trist. Jeg vil bare gerne have detteher overstået. Da jeg når til omkring 400, begynder jeg at mentalt at kunne se målet. Jeg har under hele turen hverken løbet hurtigt eller langsomt. Jeg har løbet det jeg kunne, og jeg kunne ikke særligt meget, men her til sidst sker der alligevel en lille smule og det lykkes mig at forcere lidt. For første gang i dag kommer jeg forbi et par løbere og ned ad den sidste langside, sætter jeg en forkølet slutspurt ind.

Mål
Jeg runder sidste hjørne og kan se at min sluttid bliver 35+ (officielt: 35.14). I målzonen møder jeg flere kollegaer, der har løbet godt i dag. Christian Gaaei, Jonas Lyngholm, Jacob Kronow og Jacob Krarup sætter alle flotte PR. Under andre omstændigheder kunne denne løbsgennemgang have lydt lys, begejstret og opløftet. Men løb er en individuel fornøjelse og jeg har i dag haft en "off-day". Det ved jeg allerede inden jeg passerer målstregen Og jeg ved også at jeg må prøve at få noget godt ud af denne her oplevelse.

Evaluering
Jeg tror, at man kan lære af sådanne situationer og jeg tænker at jeg umuligt kan være den eneste, der tumler med blandede følelser efter en dukkert.

Når man igennem en længere periode opnår gode resultater, kan man blive vænnet til succes. Uanset om du har arbejdet hårdt for sagen, eller blot været heldig, er succesfølelsen berusende. Den giver dig en fornemmelse af uovervindelighed. I den situation bliver man nemt blind overfor indikatorer der peger den "forkerte" retning, man vil jo så gerne opleve mere succes. Jeg tror at jeg - forhåbentlig kun midlertidigt - har mistet mit fokus ved, i for høj grad at stræbe mod mere succes, fremfor at holde blikket mod det, der gjorde at jeg i første omgang begyndte... At løbe...

Helt konkret, kan jeg konstatere at min feber og sløjhed fredag og lørdag givetvis ikke helt havde forladt kroppen. Jeg er også ret sikker på at de mange km i benene fra de seneste par måneder IKKE gavner min 10km. tid. Mit næste løb bliver DM 10k på landevej d. 9, marts. Her må jeg nok sande, at det kolliderer med min træning frem mod Hamborg d. 4. maj. Jeg vil på det tidspunkt kun lige have sluppet grundtræningen og de mange km. vil om muligt hænge endnu tungere i benene på mig til den tid. Jeg kan så håbe på bedre vejr og at jeg ikke bliver syg, og så alligevel klare mig hæderligt igennem, men ambitionsniveauet er skruet ned på vågeblus i den sammenhæng.

Træningsmæssigt bliver jeg i den kommende tid sat lidt tilbage pga. nogle jobmæssige udfordringer. Det kunne måske vise sig at være godt for motivationen, der lige nu har gemt sig lidt af vejen.

Kommentarer

Populære opslag