Translate

Løbsgennemgang HCA Maraton 2016 eller Finish line junkie - en hyldest til William Bourroughs

Ved start. I samtale med Jeppe Mouritzen. Formodentlihg om noget med den ændrede rute. Foto: Michael Hyllested
Det er først i løbet af lørdagen, at jeg egentlig begynder at stresse over løbet og selv da, er det udholdeligt. De fleste ting er ude af kalenderen og det bryllup, jeg ellers meget gerne ville have været en fuldbyrdet del af, er reduceret til en time i kirken – nej det var ikke mit eget bryllup. Sengetiden er kl. 22.00 og jeg sætter vækkeuret til 05.30. Jeg har aftalt kørsel med Jeppe Mouritzen (+ hustru) og desuden skal vi opsamle Hvidovres ungdomsløber Louis Cantby i Korsør. Louis skal løbe – og vinder – ungdomsløbet på 4,2km.  


Jeg siger farvel til Tanja og træder ud af døren kl. 06.28. Det regner, så jeg søger tørvejr i et læskur og sender en SMS til Jeppe om det ændrede opsamlingssted. Nærmest samtidig ringer Jeppe og siger at han holder klar. Jeg stiger ind i bilen. Vi hilser og så er det afsted.

Udtur og optakt
Omkring Slagelse bliver vi ramt af et voldsomt uvejr og nervøsiteten i bilen stiger. Man kigger ud og har virkelig ikke lyst til at løbe 42km under sådanne forhold. En beroligende telefonopringning senere er der igen faldet lidt ro over gemytterne. Vi kører over Storebælt og der er opklaring forude. Måske endda en smule blå himmel. Ved ankomsten er det 13c og vindstille, noget nær perfekt løbevejr.

Så møder man sq da lige en fynbo man kender. Morten Jepsen. Nå men vi klæder om og varmer op sammen. 
Messe / Nummerudlevering
Nummerafhentningen foregår nemt. Jeg kan mærke nu at vi alle gerne vil forberede os mentalt på løbet, så jeg giver hånd til de andre og ønsker dem et godt løb. Efter nummerudleveringen er der godt en time til løbsstart. Jeg får øje på Morten Jepsen, og det er en god ting, for ikke alene er Morten en særdeles fin fyr, der med en fortid som klassecykelrytter formår at bevare overblikket i de hektiske minutter op til race. Han er også fra Fyn og dermed lokalkendt. Morten og jeg klæder om og varmer op sammen på de små stier i området omkring start og med godt 10 minutter igen er vi klar til at gå ind i startboksene.

Kort forinden støder jeg på en joggende holdkammerat Bo Foged. Vi konfirmerer lige udgangspace til 3.40 og jeg fortsætter ind imod start. Carsten Sillehoved dukker ligeledes op, og det er jeg glad for, for han har meddelt at han cykler rundt på ruten og jeg giver ham lige en flaske vand med på vejen.

Start
HCA Maraton er et relativt lille løb (sammenlignet med fx Cph half, eller 1/1), så det går nemt med at finde en plads helt oppe foran. Her møder jeg også igen Jeppe og giver ham hånden. Jeg forsøger at hilse på så mange som muligt, ønske dem godt løb og sprede lidt god karma. Det er det eneste man sådan set kan gøre her fem minutter før tid. Snart kommer NBRO med hele to hold ind i boksen. Det er PV, Rømer, Wæver, Voltman, Casper Højsgård og Thomas Ehlers. Det er alle sub 2.40 løbere og i dag – skal det senere vise sig – bryder en af dem den magiske 2.30 grænse. Jeg er sikker på at det ikke stopper her og at flere NBRO løbere vil følge.


Ved start Morten Jepsen tv i gult, Jeppe Mouritzen ved siden af i pandebånd, Jeg selv med nr. 337, og klubkammerat Bo Foged med plastik overtræk i baggrunden. Foto: Michael Hyllested.
Kenyanerne har indfundet sig, men blandt de danske løbere eksisterer der en slags hierarki, således at de hurtigste indfinder sig til sidst. I dette tilfælde Jesper Fauerschou og Lars Budolfsen.

Så er der ikke mere snak. 30 sekunder til start. Jeg slår mig på lårene, og hopper let på stedet. Belært af erfaringen fra Berlin i fjor, gør jeg hvad jeg kan for at være fokuseret og klar på sekundet for startskuddet.

1-5k
Det er vigtigt ikke at lade sig rive med af stemningen i et maratonløb i starten. De dyrebare kulhydrater skal doseres optimalt over hele turen for at få den bedste tid. Det er i hvert fald en af forklaringerne og det er primært derfor at jeg har fastlagt et udgangstempo. Om det så lige er det rette tempo, må dagen vise og jeg er klar til at justere ned eller op afhængig af fornemmelsen i kroppen.

Henrik Lau hænger på i siden. Foto: Carsten Sillehoved

Og Bo Foged er heldigvis med. Foto: Carsten Sillehoved
Udlægget hedder 3.40 og det prøver jeg at ligge mig i. Det er der også andre der gør og bl.a. bemærker jeg at jeg har m45 rivalen Henrik Lau, på min side nærmest fra start. Jeg husker Henrik fra for to år siden, hvor han stak af i starten, men jeg hentede ham igen omkring 23. Jeg tænker at måske husker han også mig og vil forsøge at trætte mig, ved at jeg skal tage fronten og vinden og så hugge mig ned til slut. Jeg har ikke rigtig været i sådan en situation med taktiske overvejelser i et maraton før, men jeg er helt sikker på at jeg ikke skal deltage i den plan, så jeg orienterer mig bagud. Der har jeg holdkammerat Bo Foged med, og tager farten af, for at presse Henrik til en føring. Det er han ikke videre villig til. Det er som om at han hele tiden ligger 5-10cm til venstre bag mig. Da vi når ned i 3.50 pace får jeg ham lidt frem, men vi er nu så langsomt løbende at jeg snart må op igen og trække. Sådan går de første 5km, som vi splitter i 3.39.

5-10k
På de efterfølgende 10k, tager Bo over og på et tidspunkt mens jeg ligger og slås med Henrik Lau, kommer han og Esbjerg løberen Steffan Andersen op til to Næsby løbere, hvoraf den ene også er m45. Da Henrik og jeg får kontakt igen er vi altså i en gruppe med de fire forreste m45 løbere og det tror jeg egentlig passer alle ret godt. For en stund kommer der lidt ro over tingene og vi splitter de første 10k for enden af skibhusvej i pace 3.39.

10-15k
Så langt så godt, men Bo Foged der virker stærk begynder snart at røre på sig. Henrik Lau, er blevet opmærksom på dette og har skiftet fokus væk fra mig, der koncentrerer mig om at holde Næsby manden Henrik Simonsen bag mig. Et angreb fra Bo kommer under den gamle omfartsvej, der nu er blevet til et parkeringshus. Det lader til at han får et hul, men i svinget op af parkeringshuset støder vi for første gang ind i en grim lille stigning. Den er ganske vist kun 30-40 meter, men det er så til gengæld 10-15% og der kommer atter samling på flokken. Vi følges ad videre ind igennem gågaden og Store Kongensgade. Jeg kan mærke hvordan de mange ryk tærer, og begynder at forberede mig på en mere defensiv tilgang. Jakob Dyrgaards rolige tilråb lindrer en smule, og vi ligger fortsat samlet i pace 3.40 ved 15k, og et stykke rundt inde omkring mosen.
Oppe igen og med Henrik Simonsen bag ved. Foto: Carsten Sillehoved

15-20k
Det lykkes mig at holde Henrik Simonsen bag mig, og det er sådan set fint at den plan fungerer og at jeg har fornemmelsen af at der er en der ånder mig i nakken, for jeg begynder at sakke bagud i forhold til Bo, Steffan, Henrik Lau og den anden Næsby løber Brian Schmidt. Jeg gider ikke længere at lukke hullerne. Da vi runder tyve er jeg 5-10 meter efter og det eneste jeg kan koncentrere mig om er et truende sidesting, som er ved at udvikle sig. Det har jeg faktisk heller ikke prøvet før. Jeg arbejder med at komme frygten til livs.

Halvvejs og et sidestik begynder at irritere voldsomt. Foto: Anders Legarth
Vi er kun halvvejs. Mit pace er dalet en smule til 3.42. Da vi runder kort før halv hører jeg pludseligt mit navn blive SKRÅLET højt. Stemmen der råber virker bekendt, men jeg kan ikke identificere ham for han har et kamera helt oppe i ansigtet. Jeg ser at NBRO løberne Rasmus Voltman og Casper Højsgård ligger lige bag mig. Lidt efter følger Anders Rømer og Kasper Arnskov (der løber halv). Jeg når også lige at hilse på Morten Jepsen, som også løber halv og snart kan runde den af på stadion.
Så står han der igen, ham fotografen og råber og tager billeder. Det er Anders Legarth og jeg bliver glad for hans tilråb, for jeg ved hvad løb betyder for ham.

Bo, Henrik, Steffan Andersen fra Esbjerg og Brian Schmidt fra Næsby er trukket bort. Vi er halvvejs og jeg må krybe ind i mig selv. Nu begynder løbet. Foto: Michael Hyllested
Kort efter passerer jeg. Foto: Michael Hyllested
20-25k (Sidestik)
Lidt efter får sidestikket overtaget. Jeg glider ind i mig selv ænser knap at Carsten cykler ved siden af og kommer med beroligende meldinger eller at Casper og Rasmus overhaler og lynhurtigt ligger 20-30m foran mig.

Min tilstand gør at sindet åbner sig og jeg får adgang til et virvar af oplysninger der ligger gemt derinde. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge dem til, men jeg er i manisk bekneb for en sammenhæng og jeg river og flår tankerne fra hinanden.

”… Selvom hun ikke var så vant til at køre havde hun insisteret på at det skulle være hende. De andre var alt for travlt optagede af den forestående begivenhed og det kunne koste koncentration på vejbanen. For at øve sig – varme op til turen så at sige – besluttede de sig alle for en rolig tur med et besøg og en overnatning hos forældrene, der boede i nærheden. Da de ankom var det mørkt, og der var ikke ledige holdepladser, så de endte med at parkere i jorden ved udgravningen.  
De var dødtrætte og gik ind for at sove. Inden de gik i seng tændte de for lampen der blev drevet af gas men helst olie. Han havde aldrig helt forstået hvorfor forældrene ikke var gået over til noget mere moderne.…”


Igen omkring halvvejs. Foto: Michael Hyllested
Indimellem dukker jeg så op til overfladen, og jeg er helt alene, bortset fra Carsten der er en umanerlig stor hjælp med sine beroligende kommentarer. ”Find dit eget pace og spar på kræfterne.”. Og måske vigtigst i det øjeblik: ”4-pladsen ligger langt tilbage, han kommer ikke op.”. Så jeg koncentrerer mig om rytmen og dykker atter derned hvor jeg ikke helt ved hvad det er som foregår.
”… De slumrede ind, og sov selvfølgelig over sig. Fra morgenstunden havde vi travlt. Vi måtte afsted ”NU!!”, for ikke at komme for sent. Mange forventede vores fremmøde. Hurtigt fik vi pakket taskerne. Men så kom drengen ind. Den var helt gal med bilen. Åbenbart holdt den forkert i forhold til udgravningen og graverne havde dækket den fuldstændig til med jord. Kun vinduerne stak op af jorden. Panikken bredte sig. Ind og hent skovlene, var der en der sagde. Grav forsigtigt, så i ikke ødelægger noget, råbte en anden. Og som om at folk fra nær og fjern godt forstod, at dette var vigtigt, var adskillige personer nu gået i gang med at grave. 
De havde selv været trætte og fortvivlede og meget påvirkede af hele situationen, så i stedet for at deltage, hvor der alligevel ikke var plads til flere hænder, havde de hvilet ud ved lampen. De forsøgte at få kontrol med åndedrættet, for anspændtheden kom som sug i maven med stadig højere frekvens. Nedtællingen var i gang. 
Drengen kom ind igen. Der var ikke gået lang tid og han råbte at de skulle skynde sig derud og se. Og at de endelig måtte tage lampen med. …” 

25-30k (Skoproblemer)
Smerten kommer pludseligt. Den udspringer under højre fod og er i direkte kontakt med hjernen. Det er ikke et jag men et tungt udmargende dunk, som om noget er gået i stykker dernede. Vi er omkring 25k og jeg vågner op. Jeg havde været i tvivl om mine racesko (Adidas Adizero Takumi Sen), nu også ville fungere på den fulde distance. Efter det vellykkede Cph Half, besluttede jeg at tage chancen og nu stod jeg med svaret. ”Det kan de ikke”. På de lige stræk kunne jeg holde smerten nogenlunde i ave, men hver gang der kom et sving, jog det op i foden. Og jeg skal hilse og sige at der er mange sving i HCA Maraton og at jeg lige nu forbandede hvert eneste af dem. Til gengæld var sidestinget væk. Jeg tog en gel op ad Skibhusvej tæt på de 30, for at aflede opmærksomheden. Splittiden ved 30k, sagde 1.51, avr. Pace lå nu omkring 3.43. jeg var i tvivl om det forsvarlige ved at fortsætte, men slog det hen under min anden tur i parkeringshuset.

Nok skal racesko være lette, men det er en hårfin balance, når man skal ud på 42km. Denneher: Adizero Takumi Sen kan jeg ikke anbefale til maratonbrug, men gerne til kortere distancer.   
Ved 20k, havde jeg fantaseret om at der nu kun manglede 4x5km. Nu stod jeg ved 30k, og der manglede pludselig kun 2x5 + det løse. Jeg var tæt nok på nu, til at jeg kunne komme hjem og desuden havde vi en holdkonkurrence at løbe for.
”… Undrende begav de sig afsted med alle pakkenellikkerne og da de kom ud, så de at ikke blot bilen stod klar, men hele udgravningen var også nu så fremskreden at man begyndte at forstå hvorfor det mangeårige arbejde havde fundet sted med så stor ildhu. ”De kalder den for ”Sømanden””, sagde drengen. Fordi man mente at de var tale om gravstedet for en stor søfarer og det var tydeligt at se hvorfor. Hele udgravningen lignede et skib. I jorden havde man også fundet de velbevarede master i tusindårgammel eg, som man nu havde rejst, der hvor de oprindeligt skulle have stået og ornamenteringerne var så tydelige, at hele skuet nærmest forekom uvirkeligt. Som om et rumskib var styrtet i løbet af natten og havde gravet sig lydløst halvt ned i jorden. 
Der var kun et at gøre nu. Skoene måtte spændes. Det var sko med ursåler af safir, som ikke kunne ridse. Det forekom dem en anelse tåbeligt, men sælgeren havde sagt, at det var den eneste måde at få den helt korrekte måling af skridtfrekvensen. Og de sled med deres sko, som var for små og for glatte og som var svære at få på…”
30-35k
Videre går turen ind igennem byen. Jeg venter hvert andet øjeblik at blive overhalet af en kæmpeflok, men intet sker. Jeg overbeviser mig selv om at alle i øjeblikket lider. Carsten fortæller mig at de begynder at falde fra i Bo´s gruppe oppe foran og at jeg bare skal hænge i og tage det roligt. Jeg bliver overhalet af en Sparta løber, overhaler selv den kvindelige nr. 4 fra Kenya. Er ikke længere specielt opmærksom på tiden, men skæver alligevel til mine km. tider der ligger i underkanten af 4min/km.

Højresvingene er de værste og der ligger to slemme af dem lige omkring Digterens hus ned mod mosen. Jeg må tage farten af, men det er også her at jeg finder frem til at jeg kan krumme min højre storetå blot en lille smule og på den måde aflaste de tre mellemste knogler, der tilsyneladende har fået så mange tæsk i løbet af dagen, at de nu gør oprør. Jeg flår skoene op ad asfalten og pløjer mig igennem Mosen nu for anden gang. Sillehoved er der stadig.

Flere sving ud og ind imellem de små villaveje. Det er selvfølgelig afvekslende, men også hårdt i min tilstand.

35-40k
Ved 35k kan jeg pludselig skimte en rød singlet foran mig. ”Det MÅ da være Henrik Lau, og altså m45, andenplaceringen.” Tænker jeg, men det tager alligevel noget tid at blive sikker. Med syv kilometer igen, er tid netop noget jeg har masser af. Så jeg tager den med ro og bliver mere sikker i min sag.

”… I forbavselse trådte de nærmere. Det var stadig ikke helt lyst, så de holdt lampen op foran sig for bedre at kunne se. ”Skru op for lyset”, sagde den ene. Men knappen man skulle dreje på var irret fast. ”Lad nu mig”, sagde den anden og lagde kræfterne i. Pludselig sprang knappen op og den brændbare væske løb ud. De var straks klar over at den var gal og forsøgte instinktivt at afskærme med hænderne. Men flammerne kendte også de usynlig veje og voksede sig snart så store, at de måtte smide lampen fra sig. Midt i udgravningen. 
Tusindårsegen var den første der begyndte at ryge. Derpå ornamenteringerne. Alle der havde deltaget i det store arbejde vendte hovederne og så nu forfærdet til. Alting stod snart i flammer man kunne kun vente på at ilden havde raset ud. Forfærdelsen blev vekslet til vrede. Vrede mod dem, der så uagtsomt havde anstiftet ilden og som man havde brugt mange kræfter på at hjælpe, så han blot kunne køre væk i deres bil…”

Jeg haler ind på Henrik Lau stille og roligt og som et rovdyr der sniger sig ind på sit bytte, overvejer jeg hæmningsløst hvordan jeg skal gribe dette an. Sandsynligheden for at han er gået helt kold og vil være et nemt bytte er mest nærliggende, men i denne position ønsker jeg ikke at overlade noget til tilfældighederne. Så jeg tager en gel og bruger et par minutter på at spare kræfter. Mit åndedræt er ikke helt kækt, og jeg må ikke give ham fornemmelsen af at jeg på nogen måde er i krise. Det bedste vil være at suse forbi ham og hvis han så forsøger at hægte sig på, vil jeg øge yderligere. Og således beredt gør jeg klar til det afgørende hug.

”… Og jeg løb. I sidste øjeblik, med hele flokken bag mig. Kastede mig ind på sæderne af bilen. Startede motoren og satte i bevægelse, netop som det rumlede i jorden under dem og eksplosionen begyndte…”
Henrik Lau kan ikke følge med og da jeg runder 38, får jeg en sidste melding fra Carsten, som er kommet op, om at Han ligger 30-40 sekunder bagved. ”Bare hold den sikkert hjem nu, så klarer du den”, er det sidste jeg hører til Carsten, som nu falder tilbage for at nå ned og se til Claus. Og det er helt fint alt sammen. Jeg er ikke til mere tale. Nu skal jeg bare nå de 40, hvor jeg mentalt på første runde aftalte at der var 4x5k tilbage og så skal jeg lige have det løse med.

Jeg har tre fotos af opløbet. Dette er det hvor der hænger mindst snot ud af næsen på mig. Foto: Michael Hyllested 
















Mål!!!
40-41 er ganske vist sej, men snart er jeg inde på rundstrækningen og jeg forventer at se et stadion så meget, at da den røde løbebane endelig ligger for mine fødder, kan jeg slet ikke mærke dem længere.
Jeg løber over mål i 2.39.18, hvilket efter omstændighederne er godkendt. I målet står Anders Legarth med lykønskninger og det er fedt at se ham for hans tilråb omkring halv, hvor det først begyndte at gøre ondt var en hjælp.

Jeg vakler lidt af udmattelse og jeg skal lige finde ind i mig selv igen – eller også er det ud af. Ordene opløses. Sindet lukker sig atter sammen. Jeg må ind og få noget massage.
”…I bilen sad de nu… efter det hele… De kiggede forundrede på hinandens sortsvedne og forvredne ansigter. Delvist lettede og delvist tusind år ældre. …”  


Og her kommer jeg så småt til hægterne igen. Foto: Anders Legarth
Bo Foged vinder DM for mænd m45 og jeg bliver toer, Claus Lindbjerg løber ind på en 13 plads, hvilket betyder at vi sikkert for holdguldet i m45 og en samlet holdplacering som nr. 6.

SØAM på podiet med holdguld. Foto: Carsten Sillehoved
Thomas Ehlers bliver første N B R O ´er (som det hedder på fynsk), til at breake 2.30. Stort tillykke til ham og alle andre der gennemførte i søndags.






Kommentarer

  1. Endnu en gang en fantastisk beretning. Tak

    SvarSlet
  2. Tak Benny... Det gør mig glad at vide. :-)

    SvarSlet
  3. Hvor får jeg bare endnu mere lyst til at komme ud og kæmpe med den distance igen, når jeg læser dette. Stærkt skrevet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja.. Den kan noget specielt.. Den distance... Gad vide hvad det er. :-)

      Slet
  4. Som altid spændende at læse dine beretninger !

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg