Telenor Copenhagen Marathon 2016 - løbsberetning

Modtager væske fra Jakob F. Foto: Tomas Gislason
En uges tid forinden dette års Copenhagen Marathon (søndag d. 22/5-2016) meldte vejrudsigterne om massiv regn og vindstød på op til 15 m/s. Som løber er du følsom overfor den slags oplysninger. Du ved, at der absolut intet er at gøre ved det og at forhold som temperatur, luftfugtighed og vind, kan være altafgørende for din præstation. En præstation som du har trænet hårdt og målrettet på igennem flere måneder. Igår skulle vise sig at blive en meget speciel oplevelse, ikke mindst pga. vejret. Jeg ville på ingen måder være oplevelsen foruden, men der var lange passager undervejs, hvor jeg måtte ud i fuldkommen ukendt terræn. Dette er min løbsberetning.

Kl. er tæt på 09.30 søndag formiddag. Vi er på Islands Brygge og scenen er sat til et brag af en løbefest. Regnvejret man snakkede om i starten af ugen er udeblevet og istedet er der lovet solskin og stigende temperaturer op ad formiddagen. Op til 25 grader over middag nærmere bestemt. Det bekymrer ikke mig. Efter kl. 12.00, er jeg forhåbentlig i mål, eller tæt på at være det.

Det er lykkedes mig at træne målrettet de sidste par uger og jeg har også haft held med at aflede noget af den anspændthed der normalt præger mig op til et løb, ved at holde fokus der hvor jeg rent faktisk kan udrette noget og på de mere positive aspekter. Jeg har heller ikke meldt nogen klare forventninger ud. Det synes jeg ikke der var nogen grund til på baggrund af BT-halv, for tre uger siden, hvor jeg med nød og næppe kravlede under 1.20.

Så jeg står der i feltet og føler mig i rigtig godt humør. Jeg hilser rundt omkring og smalltalker lidt med Anders Gøtche, som jeg står ved siden af. Jeg fornemmer nervøsiteten blandt løberne, men føler mig selv rimelig robust.

Endelig fjerner de båndet der adskiller os og elitefeltet på 20-30 personer. Vi stiller os op bag eliten, og jeg genkalder mig starten fra Berlin i efteråret. Her kom jeg helt galt ud af boksen. Det skal ihvertfald ikke ske igen. Jeg slår mig selv på lårene og hopper højt - som for at tænde for musklerne. Fokus... Nyd det... De første fem km af et maraton er de mest fantastiske. Så går starten.

1-5km
Jeg har en nogenlunde fornemmelse for at der vil være løbere i en gruppe, der går efter et pace omkring 3.40. På en god dag ville dette også være rigtig godt for mig, men den som ikke satser vinder ikke, så jeg udnytter friskheden i starten af løbet til at lægge de første km omkring 3.38. Efter noget tid har jeg Anders på siden af mig. De andre ligger lidt længere nede bagved. Jeg nyder tempoet og atmosfæren og føler at jeg er klart mere ovenpå end i Berlin, hvor jeg til gengæld også løb lidt hurtigere.

Omkring 5k, i selskab med Anders Gøtche. Foto: Freddy Petersen
5-10km
Kort tid efter 5k, står Tanja klar med en vandflaske. Vi er nu samlet i en relativ stor gruppe med Stefan, Martin, Anders og Claus, men også Anders Rømer der har spekuleret i et udlæg omkring 3.43 er med. Vandet bliver fordelt i gruppen, og der er en rigtig god stemning. Vi runder Trianglen og Parken for første og anden gang. Det tegner til at blive en god dag i godt selskab.

Omkring 5k. Foto Henrik Bertelsen
10-15km 
Efter Trianglen, drejer vi mod syd - mod Nørrebro. De fleste af os, har glædet sig til det foerstående møde med hepperne på Dronning Louises Bro. Tanja dukker op og der bliver delt noget væske op igen. Alt er godt snittet ligger omkring de 3.40, måske en anelse lavere på de sidste par km. Det skal der dog rådes bod på ved Dronning Louises Bro. Jeg hører Anders Rømer sige noget med at det giver gode billeder at løbe på linie, og pludselig bliver det meget vigtigt at få taget nogle gode billeder. Jeg lægger ikke mærke til hvordan puls og fart stiger, før efter broen, hvor jeg virkelig føler mig udmattet. Jeg prøver at ryste det af mig, vi har løbet knap 14k, og er et sted på ruten, som vi skal passere to gange, da jeg ser 37km skiltet (som er ment til anden omgang), slår det mig pludseligt, hvor langt der er igen. Vi drejer ned ad Nørre Voldgade. Her skal Jakob Frederiksen stå et eller andet sted men en flaske, jeg når lige at se ham og griber efter en vandflaske. Pludselig kan jeg fornemme trætheden.

Droning Louises Bro, første gang. Jeg er trukket ud, fordi jeg synes vi skal løbe på linie. "Det giver gode billeder"... . Foto: Karen
Trætheden
Det er ikke sådan at man tænker hov, nu har du for meget fart på, nu bliver du træt. Trætheden melder sig inde i hovedet, som en grå sky, der langsomt ligger sig henover alle dine tanker. Det der før syntes legende let, bliver i indhyldet form uoverskueligt, og selve det at komme ud af trætheden er ganske vanskeligt, eftersom den er allestedsnærværende. Jakob Frederiksen cykler ved siden af og jeg hører ham sige noget med: "Hold dig til gruppen... Du skal i læ for vinden.." men det er alt sammen langt væk, og der er mange andre ting jeg må tage mig af først. Der er to måder at komme over trætheden på. Man kan ignorere den - det kan ske at det blot er en forbigående krise og at der er lys på den anden side. Eller man kan gå ind i den og prøve at rydde op - finde lys i mørket. Det er svært at vide hvilken vej jeg skal gå, men jeg vælger det sidste. Min fornemmelse er at der ligger noget dybere bag lige præcis den træthed der nu melder sig, og at det vil være en fejl at ignorere.

15-20km
Periodisk ser min plan ud til at holde. Det lykkes mig at komme tilbage til gruppen, hvor Claus, Martin, Stefan og Anders dog nu er stukket af. Ved Christiansborg, bilder jeg mig for en stund ind at det er lykkedes, men det varer kun indtil Ingerslevsgade, hvor vi løber i modvind over en km og nærmer os den halve distance. Jeg ser Jan Vitrup. Alt jeg har tanker for, er at komme rundt om Skelbækgade og ind i skyggen op Halmtorvet og Sdr. Boulevard. Jeg har sluppet Anders Rømer og den flok, der er med ham og løber nu sammen med en fyr fra Full Performance. Men vi løber hver især alene. Ude af stand til at få vores systemer op at køre. Jeg tror at Jakob Frederiksen prøver at hælde noget vand på mig, og jeg tror at jeg nægter at tage mere indenbords... Det er meget varmt. Splitter i 1.18.48 (1 min bedre end til BT-Half, men jeg er kun halvvejs).

Momentant ovenpå omkring 16k. Glæden varer ikke ved. Foto: Ask Hybel
20-25km
Fra halv erder ca. 1 km. i skyggen. Her støder jeg på Jonas Lyngholm. Han skulle pace i 3.30 for nogle hurtige NBRO´ere ud til 30, men er altså stået af her. Jeg prøver at udnytte skyggen til at få kølet lidt ned, mine systemer er virkelig pressede. Men det bliver kun værre over Dybbølsbro og Skelbækgade... Det er kun en jævn stigning på 2-300m, men det er bagende varmt og jeg føler jeg er ved at smelte... Jeg er kun lige halvvejs... Hvordan i H.... Skal jeg komme igennem detteher? På vej ned af rampen ved Kalvebod Brygge, kan jeg skimte Kent Nørmark. Han ser også ud til at lide, og det hjælper på en lidt ondskabsfuld måde at vide, at jeg ikke er den eneste. Jakob Frederiksen cykler med noget af vejen.. Jeg husker intet af hvad han siger, eller om jeg får noget væske af ham. I Berlin, var jeg ved at stå af ved 23km. Her stoppede jeg bare op og sagde at jeg ikke gad mere. Jeg brugte dengang et par minutter på at tisse og stå at kværulere, og det synes jeg egentlig var lidt ærgerligt bagefter. Jeg tænker at jeg altså har været i en lignende situation før, og at jeg for alt i verden ikke må stoppe... Find et tempo, du kan overkomme, og kommer videre lyder mantraet og jeg sætter tempoet ned. Men Berlin var alligevel anderledes. Det er ligesom jeg slet ikke er ved fuld bevidsthed. Mine registreringer er famlende. Fokus, et ben foran det andet... Kilometer for kilometer.

Omkring 20k, med løber fra Full Performance.. Her er ingen skygge. Foto: Morten Krab


25-30km
Jeg jagter 30km. nu. Når jeg først 30, kan jeg begynde at klippe løbet i overskuelige bidder. Jeg tror at jeg bliver overhalet af nogle løbere... Normalt plejer det ellers at være mig, der er lidt frisk på anden halvdel, men ikke i dag. Omkring 30km, står Tanja igen. Christian Gaaie og et par andre løbere er kommet forbi, snart dukker Maria Siig op. Jeg kan ikke følge med nogen. Mit åndedræt er stødende tungt... Det er ikke luft jeg mangler... Heller ikke energi... Jeg koger indvendig... Der er SÅ langt igen.

Anden gang på Dronning Louises Bro. Foto: Tanja Ravnholt
30-35km
Det hjælper at Tanja cykler bag mig nu. Hvis jeg falder om, er der ihvertfald en jeg kender i nærheden. Kilometrene snegler afsted, og jeg er i tvivl om jeg kan gennemføre. Mit pace er droppet til langt over 4min/km - under normale omstændigheder, ville jeg have fundet det fuldstændigt uacceptabelt. Vi runder Trianglen og Øster Allé for sidste gang. Det er rart at kunne tænke tanken at noget i dag er "sidste gang". Ting kan altså overstås. Lidelse kan gennemleves. Men mine lidelser er bestemt ikke slut. Vi passerer en samarittervogn, og lige der får jeg den åndsvage tanke, at jeg bare skal lade mig falde... Så vil der helt sikkert være nogle som kommer og hjælper mig med det samme. Heldigvis er vi snart forbi vognen og med det også tanken. "Nu kommer vi snart til Dronning Louises Bro igen"... Hører jeg Tanja sige. DEt er lige omkring 34km, og jeg tør slet ikke tænke så langt, men jeg ved at kort efter Dronning Louises Bro, har jeg næsten klaret 37km, på det tidspunkt, vil de sidste fem kilometer nok være hårde, men jeg vil på det tidspunkt kunne tænke tilbage på NU... Og føle mig heldig, at være en smule tættere på målstregen.

22k. Skelbækgade.. Kæmper.. Opad... Foto: Carsten Sillehoved
35-40km
Ved Tagensvej passerer jeg en løber, der så altså må være overhalet med 24km... Jeg tænker alligevel, at det er godt, at det ikke er mig, der ligenu endnu mangler 31km og giver hende et forsigtigt klap på skulderen og en "Thumbs up". Så krydser vi Tagensvej henover nogle kantsten, som forekommer mig at være ca. 50cm høje. Jeg løfter ikke mine ben særligt højt... Det er Shufleløb i allerværste klasse. Jeg føler mig som en sæk kartofler. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme i mål... Jeg tænker på de 37km... Igennem Dronning Louises Bro, har jeg det som en soldat der bærer på et meget sørgeligt budskab. Ikke alverdens vildeste tilråb kan fjerne sorgen og tristheden i mit sind og det er som om at jeg smitter mængden omkring mig, og således hallucinerende når jeg rent faktisk de 37km. Jakob Frederiksen kører nu ved siden af mig på cykel. Hans tilråb er mere afmålte nu. "Kom nu Jakob"... "Stærkt løbet"... "Du er sej"... For et par år siden var det mig der kørte ved siden af ham i denne situation. Pludselig dukker Maria Siig op igen bagfra. Jeg ved ikke hvornår jeg har passeret hende, men tænker at hun har været nede at gå ved et depot et sted. Det lykkes mig at hænge på Maria i små to kilometer... 39km skiltet... HVis jeg når de 40... Så gennemfører jeg sq... 40km....

Nok omkring 24, hvor jeg er pænt ristet. Foto: Freddy Petersen
40-42km
Vi bliver ledt op imod Christiansborg igen. Der er to kilometer tilbage. For 5 kilometer siden, ville jeg have forsvoret at jeg nogensinde skulle være nået hertil. Jeg prøver at tænke muntert på at det er nu der skal sættes en slutspurt infd, men det bliver altsammen ironisk og sarkastisk. Jeg er på ingen måde istand til at indsætte en slutspurt. Jeg skal faktisk bare tage og passe på at jeg ikke falder sammen før målet, som endnu ligger forbandet langt væk. Jeg hører Jakob sige 8minutter igen... Det hjælper faltisk at tænke på. Nu er der kun 8 minutter tilbage i dette tågeland af kaos og nedsmeltning. Jeg har ikke ondt nogen steder... Det er kaos og nedsmeltning der præger systemerne i dag. Langebro lever op til sit navn og synes at forstætte i en evighed. I rundingen under broen overhales jeg af et par løbere, der tilsyneladende har fundet modet til en spurt... Jeg skal sq ikke spurte i dag.... Ingen skal fortælle mig hvad jeg skal lige nu... Jeg skal bare over den målstreg. Så kommer jeg rundt i svinget. Når 42km skiltet. Jeg ved jo godt at jeg kommer igennem, men de 200m, synes bare at fortsætte i en evighed... Og bum... Så kan jeg stoppe... Efter 42.195 sygt hårde km... vakler jeg over målstregen i tiden 2.46.55.

Målfoto, sammen med Stefan Gudmundsson: Foto: Karen
I mål
Jeg er kun lige kommet over stregen, førend jeg fornemmer at det hele segner. Jeg vakler til kanten af hegnet, for at have noget at holde fast i. Jeg er lettere kvalm, og jeg har det som om jeg har feber. Een eller anden (Jeg tror det er Rasmus Krodal), spørger mig om jeg skal have noget vand... Jeg kan dårligt svare, men nikker... Mine øjenlåg er tunge, og jeg har lyst til at lægge mig til at sove, lige med det samme. Jeg får en vandflaske og skyller vand ned. Rasmus hælder også vand i hovedet på mig. Det irriterer mig først, men jeg kan mærke at det hjælper... Langsomt vender jeg tilbage til denne verden.

Jeg takker for vandet og vakler videre. Her står Tanja, Caroline og Rie og siger tillykke. Jeg kan mærke opklaringen der er på vej. Det er overstået... Nu skal der hygges, hviles ud og fortælles løbehistorier i godt selskab.

Vi gør klar til efterfølgende hygge: Foto: Tanja Ravnholt

Der fortælles røverhistorier og dagens løb gennemgås i hyggeligt selskab. Foto: Tanja Ravnholt
Efterskrift
Facebook oversvømmes i timerne efter løbet, af kommentarer fra deltagere der må udgå pga. overophedning, eller som går fuldstændig døde undervejs. Temperaturer på 20-25c berettiger normalt i sig selv ikke til sådanne reaktionee. Jeg bliver efterfølgende oplyst at synderen er den høje luftfugtighed på omkring 80%, der har gjort det nærmest umuligt at komme af med varmen og givet en del løbere en nærmest udafkroppenoplevelse.

Nu blev det så vejr og varme der løb med al opmærksomheden i denne beretning, men det ville alligevel være forkert, hvis ikke jeg nævnte en tak til de mange tusinde tilskuere ude på ruten og til mine to hjælpere undervejs: Tanja og Jakob. I owe you
           

Kommentarer

  1. Inspirerende og god læsning !

    SvarSlet
    Svar
    1. :-)... Se nedenfor... Kom netop til at tænke på dengang vi spillede Squash i Bangkok, der hvor du boede. :-)

      Slet
  2. Meget interessant læsning for en motionist, der aldrig rigtig bliver løber. Flere timers badminton i en varm og fugtig hal, har samme virkning som den beskriver her - og man taber kampene... Jeg forstår klart at du vandt i søndags. Tillykke! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak... Jeg har engang spillet en squash-kamp i Bangkok (kan du huske det Morten). Her var der Heldigvis en pool ude foran, som jeg kunne falde i. Jeg tænker det er ligesom det du nævner med badminton... For en gang skyld kunne man måske også fremhæve træning på løbebånd som noget der kunne have forberedt en lidt på det der skete igår, men hvem gider det, på denne tid af året?.. ;-)

      Slet

Send en kommentar