Lidelse og løb

Foto: Claus Grønbech
Vi er en flok på knap tyve løbere. Flest unge mænd.  Blodet fyldt op med kampstoffer. Der holdes lidt igen, for der kommer et 5k tempoløb midtvejs. Luften er kold, men det blæser ikke. Inden jeg tog ud var jeg i tvivl om pålædningen. To lag for neden, tre lag foroven, samt hue og vanter betyder, at jeg ikke kommer til at fryse. Vi er på NBRO´s monsterhold. Det er mandag og kl. har lige rundet 18.00. Bag os følger halen af andre hold – måske er 100 løbere nu på vej ud i god times mørke?


Jeg er tavs. Har aldrig været den der snakkende særligt meget – heller ikke under løb. I stedet kravler jeg ind i mig selv. Fører mine egne samtaler - med mig selv. Mine ben føles OK. Selvfølgelig er der altid lidt knas i baglåret, men smerten omkring hoftebøjerne fra forleden har fortaget sig. Det beroliger mig lidt. Det er efterhånden længe siden, at jeg har løbet uden den – smerten – og jeg er begyndt at stille mig tilfreds, hvis blot den optræder i en mild form. Nu hvor jeg tænker over det, har den vel altid været der. Stikken i maven, Trykken for brystet, ømhed i musklerne, jag i snart sagt ethvert led og enhver muskelgruppe der er involveret i løb, øjne der svier, brystvorter der slides til blods, den tyndslidte hud i skridtet eller på underarmen, frostudslet på kroppen, følelsesløse lemmer, vabler etc. etc. Altsammen akkompagneret af et hoved der råber: ”Stop, nu…”, ”Tag den med ro…”, ”Pas på dig selv…” etc. etc. Jo mere jeg tænker, des mere overbevises jeg om at løb ER smerte. Hvorfor gør jeg det?

Måske er det godt med noget smerte i livet. Vi lever så komfortabelt og er pakket så godt ind, at fysisk smerte er fremmedgjort. Til gengæld slipper den psykiske smerte ikke sådan lige sit tag i os. Sorgen over at miste, livets forfald og forgængelighed, udstødelse og afmagt… Langsomt gnaves der løs i sindet og hver dag skal du atter rejse dig for at fuldføre endnu en meningsløs gerning. Jeg kender flere der begyndte at løbe pga. sådan nogle ting.

Vi er startet på tempoløbet. Jeg er uden ambitioner om at følge med. Løber, som jeg nu har lyst, men alligevel fornemmer jeg nu smerten. I dag er det en trykken for brystet – det sker ellers ikke så ofte, og jeg spekulerer på om det er noget med maden jeg har spist. Jeg synes også at have hørt, at man skal lade være med at løbe hvis man føler trykken for brystet. Alligevel fortsætter jeg. Jeg tænker at hvis det er noget med hjertet. Hvis jeg pludselig skulle falde om, så er det vel egentlig relativt nemt… Noget med måske vågne i en hospitalsseng… Hvis man er heldig - det er selvfølgelig afhængig af hvordan du ser på det, men jeg har endnu uafsluttede gøremål.

3.45 gruppen fjerner sig langsomt i mørket. Jeg runder 1 km i pace 3.58… absolut ikke imponerende, men min puls er gået amok og jeg hiver efter vejret. Et par stykker har lagt sig 10-15 meter foran mig. Måske skulle jeg slutte mig til? Jeg gider ikke… Har aldrig været god til disse korte løb, men plejer at hente lidt ind til sidst, og mit åndedræt gisper. Måske forsøger jeg at nå derop, men kan bare ikke. Passerer anden km. i pace 3.50…

Brystsmerten er væk nu… Så var det nok ikke noget alvorligt… Får et kort billede af mig selv som en lemming. Sådan en skabning der er i stand til at slide sig selv op. Hvem fanden gider at være en lemming tænker jeg? Vi løber langs kajen ved Langelinie og vender for at løbe tilbage ad Toldbodgade ved kanten af Admiral hotellet. Jeg har altid syntes godt om det hotel. Sådan en stor klods i mursten, som faktisk godt kunne være en moderne bygning, men som i virkeligheden er fra det 18. århundrede, med enormt tykke mure, fordi det blev man nødt til hvis man ville bygge i højderne dengang.

Oppe foran er en stoppet op… Jeg overvejer kort at følge trop, men tænker omvendt… Nej… Nu har du udstået al den smerte… Nu gør du det færdig. Du er over halvvejs, hvis du vil kan du sætte tempoet ned i stedet. Vi kommer til Esplanaden og løber forbi Kastellet. Jeg siger ”Vi”, men der er egentlig kun mig. Jeg haler ikke ind på nogen og mit åndedræt er tungt stønnende nu. Der kommer sådan nogle gipsende klage lyde derfra… ”Åhh…. Åhh…. Åhh… Åhh…” sådan lyder det ved hver udånding. Det er åndsvagt. Jeg er ligeglad. Havde jeg set mig selv, ville jeg have trukket på smilebåndet og måske tænkt: ”Galning!”.

Runder Østerport og løber ad Kalkbrænderihavnsgade. Nu går det nedad og målet er i sigte. Skal blot over Langeliniebroen, men der bliver ved med at være et stykke igen. Selv da jeg passerer topstykket på broen, og jeg kan se de andre der står og venter, er det uudholdeligt. Jeg kommer i mål og er fuldstændig kvast. Der lyder et par opmuntrende tilråb – og tak for dem. De kalder mig tilbage til virkeligheden. Måske har jeg løbet 3.50 min/km. Jeg kan løbe en marathon i 3.40 pace… Det piner mig, men lige nu kan jeg ikke mere. Jeg gisper efter vejret efterhånden som de sidste løbere kommer i mål. Så begiver vi os videre, hjemad i roligt tempo.

Der er godt fem km. tilbage af turen og jeg er træt og slidt nu. Min krop gider ikke mere og reagerer ved at sende modvillige signaler ud i alle nervebaner. Jeg overvejer at droppe den ekstra omvej igennem Fælledparken, men formår lige akkurat at hægte mig på. 3km igen. Hvis nogen sætter tempoet i vejret nu, står jeg af.

Men der er ikke nogen der sætter tempoet i vejret. Og jeg gennemfører i alt 16,5km. Da jeg står foran min hoveddør tænker jeg, at det var da heldigt sluppet og at jeg i det mindste ikke havde nævneværdigt ondt nogen steder.



Kommentarer

Send en kommentar