Berlin Marathon 2015 (Løbsberetning)

1. Med chip og nummer, 2. udenfor startområde, tidlig morgen, 3. I mål efter 42k. Foto: Tanja Ravnholt
Jeg når frem til startområdet, efter en smule tumult, netop som kørestolene bliver sendt afsted. Det er 20 min. før løbsstart. Jeg har ikke varmet op, og der er god plads i bås A, men jeg kan se at den er ved at blive fyldt op, så jeg beslutter mig for at stille mig derind. Jeg klatrer over i venstre side, hvor vi også stod for to år siden, og hvor der er mere plads. Snart møder jeg Ulrik, Claus og Peter, de har planer om sluttid omkring 2.32 - hvilket jeg HELT sikkert ikke skal rode mig ud i. Hilser på Yassin. Så dukker Martin op, han tager løbet lidt som en walkover, efter en rygskade og har egentlig udset sig Frankfurt som årets løb, men nu da han alligevel er her, slår han følge med Stefan, som snart dukker op. De har planer om et udgangstempo omkring 3.38. Jeg synes måske det er lidt kækt, men på en god dag, kan det lade sig gøre. I højre side står Thomas Ehlers, der sigter mod en sluttid omkring 2.35 (bestcase scenarie for mig, er at kunne følge med ham, og så måske lige give den lidt gas til sidst). Foran står to portugisere, der åbenlyst er i den forkerte startboks... Jeg kigger mig omkring... Hvad sker der... Så er starten gået.... Jeg når slet ikke at registrere det, og følger bare med, sådan lidt ude ad takt med det hele. 


Stefan ligger sig hurtigt i front, og jeg opgiver at følge med ham. Ulrik Peter og Claus er også væk. Jeg er altså alene og spejder rundt efter selskab. På højre side af vejen løber Thomas, jeg svinger ud for at skifte vejbane kort før rundkørslen, men skifter så mening. Jeg zigzagger... Dumt... Spild af kræfter. 1. km. pace 3.38, min puls er temelig høj, jeg er ikke helt med... Normalt plejer jeg at have flyvende starter.

Kort før første sving finder jeg over bag Thomas. Jeg kæmper for at holde pace. Håber at jeg kommer bedre med efter lidt tid. Det synes jeg ikke rigtig jeg gør. Ved 4 km. mærker jeg nogle jag fra baglåret, og jeg bliver forskrækket. I det hele taget er det hele meget svært for mig at overskue. Jeg synes allerede jeg er træt, og der er 38km igen, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal brække dette løb ned. Vi splitter de første fem i 18.15.

Ved 8k står Tanja med en vandflaske. Det havde jeg ikke forventet og jeg bliver igen hylet lidt ud af den, da Thomas rækker mig flasken og spørger hvordan det går. Jeg affærdiger ham, og meddeler at det vist ikke er min dag i dag, men at han bare skal fortsætte. Måske hjælper vandet lidt, ihvertfald lykkes det mig at trække en smule over et par km. Vi splitter 10 i 36.30. Stabilt pace, men jeg er nervøs fordi jeg føler ikke jeg har energien (ikke brændstofenergien - men den mentale ladning).

Lidt efter kommer Anders Gøtze løbende bagfra. Han kommer med et par opmuntrende bemærkninger, men jeg må også her melde pas for yderligere samtale. Mit fokus er simpelthen ikke til stede og istedet er jeg en smule bange og utryg ved det hele. Tanja står klar omkring 14 med vand, og jeg tager min første gel. For to år siden havde jeg en krise på 17, som det lykkedes mig at komme forbi, det er den jeg prøver at forebygge med noget ekstra energi her. Vi splitter 15 i 54.45. Tiden holder altså stadig, men jeg begynder at sakke bagud. Over de næste km bliver jeg mere og mere alene.

Alene før 1/2. Foto: Jonas Lyngholm


Runder 1/2-marathon split i 1.17... Tiden er stadig god, men jeg er helt alene, og jeg begynder at tvivle på hvad jeg egentlig har gang i. Mit hovede begynder at leje med tanken om at udgå. Bare trække stikket og sige: "Det var det". Aldrig mere marathon løb og selvpineri. Måske skal jeg bare stoppe næste gang jeg ser Tanja ved 24???...

Pludselig står hun der, og jeg stopper bare brat op. Der er ingen forklaring eller noget. Jeg siger bare noget i retnong af: "Jeg gider kraftedme ikke mere"... OG så tager jeg noget vand, som hun rækker mig. Så skal jeg pludselig pisse helt forfærdeligt, og mens jeg står der og pisser, går det op for mig, at jeg simplethen ikke må gå ud af løbet nu. Jeg ender mig om og tager en slurk Powerrade, hvorpå jeg meddeler at jeg jogger med feltet hjem og sætter igang igen. De første skridt smerter langt op i hoftebøjerne, og jeg må bruge måske 200 meter på at komme tilbage i fart. Mit lille pitstop har taget små to minutter. Jeg aner ikke hvad tiden siger ved 25k

Så... Nu tager du dem bare en ad gangen, for jeg overbevist mig selv om. Jeg har sat tempoet lidt ned og det er som om at jeg lettere fortumlet har affundet mig med denne tilstand. Jeg registrerer ikke nogen af de andre løbere. Det hænder at jeg overhaler en enkelt eller to, men langt oftere forekommer det mig, at det er mig der bliver overhalet. 30k.

Om to km, er der 10km, igen. Den kan du løbe sikkert på 40 minutter. Det er ikke lang tid, men stadig kan det godt være tid nok til at noget kan gå galt. Kilometrene snegler sig mest af alt afsted her. men selvfølgelig runder jeg også 35.

Opløbsstrækning. Foto: René Nielsen
Og ved fyrre for jeg taget en note der fortæller mig at jeg har 8.30min til at nå i mål, hvis jeg vil under de 2.40. Jeg er stærkt i tvivl om det kan lade sig gøre, for jeg har ondt i hele kroppen, men jeg synes at mine km. tider ligger stabilt under 4 min/km, så jeg nærer et lille håb. Hvis jeg kan ligge på 3.50/km, så skulle jeg godt kunne nå de sidste 200m på 50sekunder. Så runder vi det sidste sving op mod Brandenburger Tor. Der er gevaldigt mange tilskuere her og uanset HVOR træt man er, så er det et fedt opløb. Jeg ved at der er et godt stykke til mål efter at have passeret igennem søjlerne, så jeg slapper ikke af overhovedet - tværtimod. Jeg kommer igennem og kan ane at uret er ved at skifte til 2.39... Jeg har svært ved at afstandsbedømme, men jeg synes det ur går gevaldigt hurtigt, eller også bevæger jeg mig bare langsomt på det sidste stykke. Det er først med 5m igen, at jeg når at registrere at jeg er under 2.40. Og det vil jeg sige er en stor sejr, hvis jeg skal bedømme præstationen udefra. Og tiden... Nåeh ja... 2.39.58 (netto: 2.39.51).

15 sekunder igen, stadig ikke helt sikker på at jeg når det. Foto René Nielsen

Set indefra, er jeg lidt mere usikker. Jeg har begået mange fejl i dette løb, og det har gjort min oplevelse af det til en blandet fornøjelse.

I mål er jeg helt alene, så det er en sand befrielse da jeg pludselig hører Tanja kalde ovre fra sidelinien. Jeg går over og giver hende en krammer, og det er faktisk også hende jeg har mest lyst til at være sammen med lige nu, men først skal jeg lige have noget massage og føde indenbords. Imens jeg snakker med Tanja, dukker Martin op. Han løber en imponerende PR under 2.34. og fortæller at Anders Gøtze og Stefan ligeledes ligger i tider deromkring.

Fest i mål med Stefa Gudmundsson. Foto: Ukendt løber. :-)

 

Kommentarer