Translate

HCA Marathon 2014 - løbsevaluering

I mål efter HCA Marathon 2014. Foto: Michael Hyllested
Søndag den 28/9, skulle jeg løbe HCA marathon i Odense (fik jeg sagt at det også var DM på distancen? :-)). Så vi havde nogen tid i forvejen fået lov at låne Morten Jepsen's lejlighed weekenden over. Morten var samme weekend i Berlin - hvor der også blev løbet stærkt.

Derfor befandt Tanja og jeg os lørdag eftermiddag på messen i området omkring start/mål. Jeg havde allerede hentet mit nummer da løbets PR ansvarlige råber ud i hallen at der om fem minutter er et foredrag med Gitte Karlshøj.

Et oplysende møde
Det var egentlig Tanja, som gerne ville høre foredraget, men jeg var ikke svær at overtale. Så vi satte os til rette på anden række i mødelokale fire og ventede spændt. Foran os stod en høj spinkel kvinde, kronraget og fortalte en familie på første række om sin debut som løber. Hendes stemme var klar og selvsikker, og jeg kunne ane hendes sydsjællandske rødder. Det var Gitte Karlshøj - en af Danmarks hurtigste kvinder gennem tiderne (pr: 2.31 på marathon), og for nyligt hædret som Europas mest talentfulde veteran, efter at hun ved et EM tog samtlige medaljer fra 800m og op.

Jeg må indrømme, at jeg har hørt navnet før, men udover Allan Zachariassen og Henrik Jørgensen er det mest øjeblikkets hjemlige elite jeg er opmærksom på. GK har selv løbet HCA 10 gange og skal fortælle os lidt om hvordan man forbereder sig til selve løbet. Jeg føler mig selv rimelig rutineret og er på forhånd skeptisk på hvad hun mon kan fortælle af nyt. Men det viser sig at Gitte Karlshøj er en levende fortæller.

Hun lægger ud med vejrudsigten. En dejlig konkret ting, der altid er "top of mind" når man skal løbe et marathon. Herligt, tænker jeg.

”Vejrudsigten siger 10c når I starter og temperaturen stiger så til 15c undervejs. Der vil være enkelte vindstød, men middelvind vil ligge på 2-4 m/s. Der vil være overskyet, men ingen nedbør. Kort sagt får i noget nær det perfekte løbevejr i morgen.”

Yes, tænker jeg... Og så er vi igang. Den næste time går alle de dejlige konkrete ting, som stadig kan gøres, alt sammen leveret i en positiv optimistisk tone. Efter foredraget sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at det bliver et fedt løb i morgen - og fornemmelsen bliver hængene. Tak til GH - jeg er fan.

Raceday
Det er jo ikke raket videnskab det her. Drik din væske. Spis dit sukker og sov godt. Hvis du så ellers har trænet, skal alting nok gå. Vi forlader lejligheden og triller på Mortens cykler i mod startområdet kl. 08.50. Starten går kl. 10.00.

Inde i bagagehallen, møder vi Pia Barner fra SØAM, som har fødselsdag i dag. Jeg afleverer min bagage og vi står og sludrer lidt med Pia. Jeg venter på Carsten Sillehoved og Claus Lindbjerg. Vi skal løbe sammen på SØAMs hold og jeg ville gerne lige se til at de er OK. Men da tiden begynder at blive knap går jeg alene ud for at varme op (det bliver til lidt let løb, stigningsløb, hælspark og knæløft - efter råd fra GH). Med 10 minutter igen indfinder jeg mig i startblokken. HCA er et lille løb - faktisk det mindste marathon jeg har løbet, går det op for mig. Det hele bærer præg af en: "lidt rodet, men vi klarer den nok" attitude, så det er ikke noget problem at sjoske ind.

Her møder jeg først Mogens Grønnebæk (senere sølvvinder for SØAM for m60 i tiden 3.17), som fortæller, at der netop er taget holdfoto, og dernæst Carsten Sillehoved, som får fotograf Michael Hyllested til at tage et par billeder af os. Carsten er lidt i vildrede mht. hvor Claus Lindbjerg og Gustav (hans søn, som er tilmeldt halvmarathon) er henne. De dukker dog op omtrent samtidig med Henrik Them, der i sidste øjeblik har bebudet sit titelforsvar. Jeg hilser på Henrik Them, Sarah Ledet, Glenn Engelbrechtsen og et par andre og så er det ved at være tid til start.

Start 1-5km
Vi har en ambition om at vinde noget i hold konkurrencen for SØAM. Det kræver ganske vist at både Carsten, Claus og jeg selv løber op til vores allerbedste, men i vores optik er de nærmeste konkurrenter et Sparta hold med løbere fra NBRO, og de vil sandsynligvis slutte med en snittid på lige under 2.40. Hvilket betyder at Carsten og jeg skal løbe Sub 2.35 og Claus Sub 2.50.



SØAM hold plus Gustav og Henning. Foto: Tanja Ravnholt

Både vores antagelse om egne evner og de hold vi er oppe i mod viser sig dog sidenhen ikke at holde stik, men det er en af de ting man kan løbe efter til et DM. En anden ting er de individuelle muligheder i m40 rækken, hvor Carsten og jeg sidste år blev hhv. 3 og 4.

Kort tid efter start overhales jeg af en m40 løber fra Sparta og efter en km. endnu en i en rød trøje med et m40 skilt på ryggen. De har for meget fart på og jeg tænker at det nok er trediepladsen der skal løbes efter.

5-10km
Men ved 6-7km kommer der to mere. Jeg ligger altså samlet femmer nu og føler stadig ikke jeg kan tillade mig at gå med. Jeg kan kun håbe på at de andre fejldisponerer og at jeg holder bedre end dem.
I mellemtiden har Carsten og jeg fundet et nogenlunde flow sammen med to m35løbere (en i rød trøje og en i blå). Eller det vil sige Carsten ligger godt nok og yoyoer en del op og ned, men jeg er ikke bekymret. Han har en normalt en stærk afslutning og har været godt løbende på det sidste. Ved 10 km er han dog et stykke væk og jeg ligger lidt alene med de to andre på hjul. Jeg sluger en gel (Appelsin – fy for pokker). Lidt længere fremme står Tanja med vand til at skylle efter med.

11-15
Det blæser en del på det stykke og jeg synes ærlig talt ikke jeg vil slæbe hele læsset. Så jeg trækker op i banen og sætter farten ned. De to andre følger blot med. Forstår tilsyneladende ikke hentydningen, indtil jeg går fuldstændig ned i kadence og rød trøje tager føringen. Blå trøje, som nok ser mest presset ud, ligger toer og jeg følger efter ham. Skiftet sker lige omkring første tur under viadukten ved Thomas B Thrieges gade og det er lige før vi løber galt, men vi bliver reddet af nogle råb bagude.

Og så går det ellers ind igennem strøget i Odense. Der er god tilskueropbakning og det er en fornøjelse at løbe på gågaden. Jeg har selv boet nogle år i Odense under min studietid og det hele viser sig at være et glædeligt gensyn. Vi snor os igennem byen, før vi krydser ind over Munkemose og skiltet ved 15k
Lige efter viadukten, her på anden tur. Foto: Ane Møller
15-20

Kort tid efter passerer vi skiltet (ment som oplysning på anden runde), hvorpå der står 36km. Jeg indprenter mig stedet, som ankerpunkt og tænker, at hvis jeg når så langt, så kommer jeg også i mål. Ved et væskedepot opstår der nu en smule tumult, fordi ingen af os får ordentligt fat i væsken. Blå trøje synes atter at være temelig presset. Jeg føler mig rimeligt godt løbende og holder faktisk en del igen. Carsten synes at være faldet tilbage, men jeg ved ikke hvor langt – har flere gange haft den fornemmelse, hvorefter han er kommet flyvende forbi  (Kbh 2013 og Hamborg 2014). Så jeg holder fast i den nuværende gruppe, hvor jeg egentlig føler det kører meget godt.

20-25
Vi kommer til tyve og ser pludselig frontløberne komme imod os. Her er et par af de m40 løbere, som jeg jagter… Pyha… Der er langt op og de ser MEGET friske ud. Lidt efter er vi selv nede og vende i rundkørslen, og så får jeg et overblik over hvem der ligger bag. NBRO ligger relativt samlet et par minutter efter. Jeg hilser på Anders Rømer, som ser en anelse presset ud.

Halvvejs og jeg får en kop vand. Foto: ukendt
Vi passerer halv, og der står en fyr og fortæller at vi er nr. 10, 11 og 12. Det er som om de to foran nu gerne vil øge. Det er jeg ikke specielt ivrig efter endnu og vælger at slippe. Herefter er det alene resten af vejen. Jeg vidste godt det ville ske på et eller andet tidspunkt, men det er alligevel lang tid tænker jeg. Det bliver til nogle laange km. nede omkring havnen. Jeg klipper hele tiden et par stykker af. Kom nu… 1 km. mere, så er du over 25… Og så er der ikke langt til 30… Og så skal du ind og løbe i byen igen, hvor det er lidt sjovt… og alt sådan noget.

25-30
Pludselig dukker en løber op ude foran. Det er en af m40. Han ser ud til at være gået kold. Selvom der er langt igen, bliver han mit mål den næste km. Da jeg passerer ham koncentrerer jeg mig 100% om at lyde så ubesværet og fokuseret som overhovedet muligt. Det er unødvendigt, han er faldet af.

Jeg begynder at kunne mærke en vabel under højre fod. Det skete også i Berlin og Hamborg, men det er pinefuldt og understreger at der er en del skarpe sving på ruten fx. der, hvor vi bare lige skal rundt om en kegle (av for pokker). Langt bagude får jeg øje på m40 løberen fra før – han kommer ikke op igen. Jeg kan ikke rigtig se andre – heller ikke Carsten. Hmm… Det bliver altså – som antaget - et aleneløb.

Vi er tæt på 30. Et psykologisk vigtigt tal. Jeg runder her i ca. 1.50. I den perfekte verden skulle jeg ligge på 1.45-47, men jeg er udmærket tilfreds som landet ligger. Min puls er stadig under 160, jeg tænker at jeg nok godt kan skrue lidt op for blusset nu.

30-35
Et stykke derude kan jeg skimte blå løber. Det er som om han kommer tættere på, så det er ham jeg jagter igennem Odense bymidte. Jeg når op til ham lige før 36k, lige efter Mosen og skænker Gitte Karlshøj et venligt tak for ordene: ”Det er meget sjovere at overhale på den sidste del af et marathon”.

Og således opløftet kan jeg efter et par kilometer nu skimte rød løber, der også lader til at have sænket farten. Jeg er selv meget presset på nuværende tidspunkt. Min puls er relativt høj og mit åndedræt er tungt, men der er ikke langt igen. Jeg ved jeg kan. Hold nu presset.

35-40
Lige omkring 36 passerer jeg rød løber (altså løberen med den røde trøje). Jeg er en smule paranoid og tænker hele tiden at der kommer en bagfra. Jeg er klar over at jeg må være løbet i top10 nu, og det vil være rigtig tilfredstillende... Men forude kan jeg nu se Sparta løberen (Kent Damgaard Sørensen) fra løbets start. Passerer jeg ham, er jeg på podiet i m40.

Jeg har ondt – snart sagt alle steder – og jeg er kravlet dybt ind i mig selv for at ignorere smerten og overbevise mig selv om at det hele snart er slut. Så kommer jeg forbi ham. Hænger han på? Nej. Men der må da være andre, som også trækker op bagfra? Mit negative split er røget, så det er slet ikke fordi min anden runde er en pragtpræstation, men altså der er tomt bagude.

Pludselig kører Tanja ved siden af. Hun råber af mig, og jeg snerrer et eller andet tilbage. Jeg er ond i sulet. Nu skal den bare lukkes…

40-42
Lige efter 40, kommer bakken. Morten har fortalt mig om den og jeg husker den fra første runde. Det er hårdt… Men det må da være ens for alle… Og når jeg er forbi den, skal jeg snart ikke knække flere km. af… Jeg skal oven i købet ind på stadion og løbe. Når jeg kommer derind, så er den hjemme.
1km… tilbage… Mit ur er foran med ca. 300m, men det hele er til at overskue nu.

Et øjeblik bliver jeg forvirret… Hvor er nu det stadion?…. Og hvert pludseligt sving eller opbremsning smerter i mine fødder.

Så... langt om længe, når jeg derind. Der er ingen bag mig – og heller ikke nogen foran mig. Det føles lidt underligt at løbe over stregen i tiden 2.36.46. Det er egentlig OK, alt taget i betragtning, men jeg har det også som om at jeg kunne have gjort det bedre.

Målfoto HCA 2014. Foto: Michael Hyllested
Efter løbet
Nu handler det om hold placeringen. Hvor er Carsten og hvornår dukker NBRO op? Jeg står i målområdet. Er egentlig rimelig frisk. Går rundt og giver hånd og siger tillykke efterhånden som mine medløbere kommer i mål.

Så dukker to af NBRO løberne op… De kommer lige under 2.40 (hmm… det var nok den hold medalje)… Et par minutter mere så kommer Anders Rømer… Hmm. Stadig intet spor af Carsten. Jeg beslutter mig for at komme videre. Det er ret godt i forhold til restitutionen efter sådan et løb, at man hurtigt får noget protein og massage. Så jeg går ind og stiller mig i kø som nr. 75 for en omgang massage.

Jeg er omklædt og venter stadig på massage, da jeg får øje på Tanja. Det er rart, for det er nok hende jeg allerhelst vil se lige nu. Hun får et kram og en undskyldning fordi jeg var lidt for grovmundet derude sidst på ruten.

Lidt efter kommer Claus og Carsten. Som ventet har Carsten virkelig lidt. Han var syg i begyndelsen af ugen, så det kan sagtens være det der stadig er i kroppen og han ser også rigtig skidt ud, men han får kæmpet sig ind i 2.44. Claus ser friskere ud. Med en tid i 2.54 er han meget tæt på sin personligt bedste.


Bronze i m40, nr. 7 sammenlagt. Er stolt. Foto: Tanja Ravnholt
Jeg checker resultatlisten og erfarer at jeg ender som nr. 7 i senior rækken og nr. 3. i m40. SØAM forsvarer holdguld i m40. Jeg er glad og tilfreds. Tak for et godt løb og tak til alle tilskuerne for opbakningen derude. Nu skal der holdes pause for løb inden jeg evaluerer sæsonen og kigger fremad mod 2015.
Titelforsvar m40 holdguld. Foto: Tanja Ravnholt

Kommentarer

Populære indlæg