Hamborg Haspa Marathon 2014 - en løbsberretning

Start Hamborg 2014, med SØAM i front. :-)
Denne gang er jeg knap så nervøs, som jeg tidligere har været. Det gør mig straks nervøs. Mine forventninger til løbet sejler i alle retninger - som sædvanlig. Ligeledes som sædvanlig kan jeg ind imellem konstatere de obligatoriske fornemmelser af, at min krop er fundamentalt skadet og ALDRIG nogensinde vil kunne stå distancen. Men midt i visheden om at alt er ved det gamle, er der pludselig dukket en ny bekymring op. Min mave opfører sig anderledes. Det er som om at jeg har svært ved at fordøje kosten, og jeg føler mig nærmest tung (ligger rent fysisk også 2kg. over kampvægten). Alle løbere bekymrer sig om dette, måske er det bare nu det kommer til mig. Jeg slår det hen. Kan alligevel ikke gøre noget ved det nu.



Vi ankommer fredag formiddag og det er nemt at komme ind til centrum fra lufthavnen via toget mod "Langenæse". Vi står af på "Hauptbahnhoff" og den vækker minder fra engang hvor hver sommer bød på 1 måneds Interrail. Med pakket rygsæk og rejsechecks i fremmede valutaer, kom vi dertil fra Flensborg og rejste efter et par timer videre med nattog til Paris og fra Paris videre ud i verden... Det var opskriften på eventyr og Hamborg var ligesom tærsklen til det hele. Det gør mig glad og veltilpas at tænke på.

Efter checkin, lidt hvile og frokost, tager vi ud på messen og henter startnummer (1040). Det tager egentlig ikke så lang tid, men det er altid en smule anstrengene bagefter, fordi man lige skal rundt og kigge på stande. Jeg køber et par geler og vi tager en kaffe og så er der faktisk ved at være udsolgt.

Man skal jo lige røre, mens alt stadig er stille. :-)
Lørdag byder på en lille joggetur, med et par indlagte stigningsløb (7,5km samlet). På vej ud møder vi Thomas og hustru Beate der netop er checket ind. Claus og Carsten skulle også være ankommet, med lift fra to Blovstrød løbere (Henrik og Thomas). Vi aftaler at spise aftensmad sammen, og snakke lidt taktik for morgendagen. Mine ben er TUNGE... Og jeg har problemer med nogle jag fra lysken. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro det var en skade.

Taktik og bekymringer
Al fysisk træning indeholder et ikke uvæsentligt element af planlægningens kunst, men min planlægning er altså skredet i løbet af vinteren og de første forårsmåneder. Efter et forfærdeligt maveonde i begyndelsen af marts beslutter jeg derfor at satse og skrue op for den km. mængden, selvom jeg godt ved at det kan betyde at jeg ikke når at blive klar til Hamborg (Hvo intet vover...). En uge før VM 1/2 får jeg så en mindre forstrækning i højre læg. Et klart signal om at jeg balancerer på kanten. Måske er jeg gået ud over kanten? De sidste par uger har ganske vist vist forbedringer af formen, men jeg føler alligevel ikke helt jeg er, der hvor jeg skulle være. Nerver og den deraffølgende signalforvirring der kommer fra kroppen op til et løb, gør det vanskeligt at få en fornemmelse af formen. Det er klart at udgangspuktet altid må være at gøre det bedre end sidst, men jeg har i år oplevet et par løb, hvor det bare ikke er lykkedes mig at ramme dagen og så må man tage den derfra.Jeg er en smule på vildspor mht. hvad jeg skal forvente? På trods af læg skaden lykkes det mig at løbe en pr på VM1/2, og på DM 10 er jeg også under 34 minutter for førsste gang. Alt i alt, må jeg være stærkere end sidste år (Københavns marathon). Men jeg er i tvivl om jeg kan matche niveauet fra Berlin... Nu kan jeg ikke gøre andet end at vente og håbe på at det kommer af sig selv, via hvile og restitution. Pyha... Jeg trækker vejret dybt... Hvad ville jeg sælge løbet for? Tænker jeg inden jeg falder i søvn lørdag aften...

Der er 6 løbere som jeg skal forholde mig til i Hamborg. Forrest ligger Århus løberen Ulrik Roos, som jeg dybest set ikke kan hamle op med, men på en god dag - som i Berlin - kan jeg måske hægte mig på ham. Ulrik har meldt ud at han går efter en tid omkring 2.33. Mere relevant er det nok at forholde mig til klubkammeraterne fra SØAM Thomas Frølander og Carsten Sillehoved. Begge har været stærkt løbende på de seneste måneders træning og de vil utvivlsomt slå mig på kortere distancer, men jeg har satset på mere mængde og kan måske følge dem på min udholdenhed. Jeg er ret sikker på at Thomas og Carsten tempomæssigt vil lægge hårdt ud. Om jeg kan følge med, vil jeg vente de første par 100 meter med at afgøre. Efter Thomas og Carsten, kommer Stefan Gudmundsson og Martin Gudman. Der er intet der indikerer at de skal slutte bagerst, men jeg forventer at de vil starte bagved og komme rullende bagfra på et tidspunkt sent i løbet. Endelig er der Claus Grønbech, som er dark horse, men med gode tider på de seneste testløb, kunne han godt gå hen og fyre et kanon løb af. I så fald, vil han nok komme flyvende bagfra på et tidspunkt til slut i løbet. Taktikken må være at gå efter en PR og så forholde mig til og forsøge at få så meget hjælp fra disse fyre som overhovedet muligt.

Optakt
Der er morgenmad kl. 05.30 på hotellet. Jeg spiser gryn, frugt, en vaffel og drikker noget kaffe, førend jeg går op og lægger mig en times tid igen. Vi mødes 07.45 igen, får at trisse over mod start.

Frølander, Lindbjerg og Sillehoved til morgenmaden
Førstart: Sillehoved, Lindbjerg, Vibild, Frølander og Grønbech. Foto: ukendt sønderjyde
Startområdet ligger omkring messehallerne og er bygget op så alt er meget tilgængeligt. Det er overraskende nemt at blive klar og der er sågar en lille gade, hvor man kan lave en smule opvarmining helt frem til start, lige ved siden af vores blok. Det er en smule koldt i vejret (vel omkring 8-10c), men jeg mærker det ikke rigtigt da jeg står kl. kl. ca. 08.55. Vi står helt forrest Carsten, Thomas og jeg og repræsenterer SØAM farverne. Elitefeltet er lukket ind i en boks til venstre for os, så der er ikke megen forskydning, da løbet sættes igang. 

Kan man se os derude til venstre. :-)
1-5km
Som sædvanlig flyver vi afsted ud af båsen. Trykket mærkes nærmest fysisk fra de mange løbere der kommer bagfra. Men det er ikke hårdt og det er en fantastisk oplevelse at løbe på den røde "løber", med voldsom tislkueropbakning fra begge sider. Thomas og Carsten lægger sig helt i front, ganske som ventet. Kan jeg følge dem? En "Kipsang" fra elitefeltet krydser mig bagom og kommer forbi på min højre side. jeg checker uret: Pace 3.20, måske lige kækt nok. Thomas og Carsten synes at tænke det samme. Ulrik passerer og ønsker godt løb. Thomas, Carsten og jeg samles nogenlunde i et pace omkring 3.39. Jeg ville gerne løbe lidt hurtigere, men fornemmer at jeg skal holde lidt igen. Thomas ligger - som sædvanligt - og yoyo´er oppe foran i vores lille gruppe. Det er en ganske god gruppe, idet vi løber med en portugisisk debutant blandt de kvindelige eliteløbere (Dorothy Peixoto). Hun har en fartholder med, og han ligger i et meget stabilt gennemsnit på 3.38. Og så løber vi ad Reberbahn... Jeg kan huske at have været der før.

5-10km
Jeg har fået at vide at der var en bakke i starten af løbet. Automatisk tænkte jeg at det var umiddelbart efter start. Men det går lige lidt nedad et par km, førend vi rammer (den første bakke). Det overrasker mig lidt (læs dog det rute/højdekort til en anden gang Jakob). Det der især overrasker mig er at der ikke blot er en, men hele tre bakker. Sådan føles det ihvertfald og tempoet falder ogsså en smule, indtil vi rammer 10km, hvor det pludselig går nedad, og det er som om alle skal hente noget af det tabte tilbage. Her er god opbakning, og man er overhovedet ikke træt endnu på det tidspunkt i løbet, så det er en stor løbeoplevelse, at suse ned ad bakken og ind i et hav af jublende tilskuere. Jeg kaster håndtegn.

10-15km
Nu går det langs havnen på en relativt flad strækning. Det er her Tanja står klar med flasker. Jeg hiver en gel frem, og får den presset ind i munden relativt ubesværet. Så langt så godt. Nu mangler jeg bare noget vand. Der står Tanja... Uheldigvis, løber jeg bag Thomas og Carsten, og da jeg skal have vand - ikke powerade, opstår der et øjebliks forvirring. Jeg griber ud efter vandflasken, som hun holder under armen, men får ikke ordentligt fat, så jeg taber den... Fuck, lort, fuck.... Jeg SKAL ha´ det vand, så jeg vender mig og ser at Tanja også er på vej frem efter den tabte flaske (Heldigvis er der ikke andre løbere i umiddelbar nærhed). I baglæns løb råber jeg: "KAST... KAST DEN!!"... Tanja kaster flasken, som jeg griber og får vendt rundt. Det hele tager vel egentlig ikke så lang tid, men det er stress, og da jeg vender mig, er der nu 25m op til gruppen. Jeg ser at Carsten også halter lidt efter, han lå lige før mig til vædsken, og har sikkert også bøvlet lidt, eller også er han bare flink og vil hjælpe... Jeg skal ihvertfald op til den gruppe igen ASAP. Det kan godt være at 25m ikke lyder af meget, men på det tidspunkt er der kommet lidt ekstra fart på og det betyder at jeg skal løbe pace 3.30 over den næste km, for at indhente dem. Det er en afbrænding af værdifuld kulhydrat, som absolut IKKE er optimal... Jeg kæmper mig op forbi Carsten, der nu hægter sig på mig, og rundt igennem tunnelen, førend der atter er kontakt. Min puls ligger for højt, og jeg fokuserer på at komme med bag Peixoto´s fartholder igen, og så tager vi hul på turen rundt om Alster-Søen.

Carsten og jeg efter Peixoto. Foto: Beate Frølander
15-20km
Jeg oplever adrenalinen suse i kroppen efter det netop overståede uheld. Mine ben er oppe i høj kadence. Thomas ligger længere oppe foran. Jeg spørger Carsten, om han vil med derop. Det har han ikke videre lyst til, så jeg bliver også i gruppen, hvilket sikkert er ganske fornuftigt. Da vi kommer ind på 18km. har jeg det ikke specielt godt. Før det næste forplejningsdepot, tænker jeg, at jeg skal forsøge med endnu en gel... Jeg trækker ind til siden, men kommer lidt i karambolage med et par andre løbere i gruppen. Griber igen ud efter en kop. Misser, så en mere... får fat i den... Hælder vand indenbords, som ryger direkte i den gale hals... Jeg hoster, febrilsk imens jeg prøver at holde kadencen, men sakker atter bagud... Da jeg endelig får styr på situationen, må jeg igen kæmpe mig 20-25m op.

20-25km
Vi runder halvvejen i 1.17.08. Jeg trækker lidt frem og tror faktisk jeg runder den først. Det minder om Berlin, men så stopper al sammenligning også. I Berlin, havde jeg på dette tidspunkt masser i reserve... Det var nu, løbet skulle tril at begynde. Nu har jeg mest lyst til at det hele snart var slut. Jeg er slidt oppe i mit hovede, og jeg siger farvel til ny PR på det tidspunkt. Nu handler det om at komme hjem i en anstændig tid. Efter 23km, hører vi i baggrunden efter vi har passeret, en radiospeaker sige: "Und hir komt aus Iceland: Stefan Gudmundsson...". Jeg kigger indforstået på Carsten, som griner tilbage. Så ser jeg ikke rigtig mere til Carsten i et stykke tid.

Såvidt jeg husker, er det heromkring at jeg kæmper for at komme op igen.
25-30km
Gruppen splittes op. Thomas trækker fra med tre andre og ligger 50m fremme. Jeg har lyst til at komme med derop, men rykket sker på et tidspunkt hvor jeg ligger baggest i gruppen. Der er nu kun Peixoto, hendes fartholder og Michael Knak (en løber fra Holstebro), tilbage i gruppen. På et tidspunkt ser det ud til at Michael tager tilløb til at starte jagten på Thomas´ gruppe og jeg er straks klar til at gå med op. Ikke såsnart at jeg er begyndt at trække falder haan dog tilbage igen. Jeg beslutter også at holde igen. Måske har Michael haft øjne i nakken, for umiddelbart herefter kommer Gudman og Gudmundsson, løbende bagfra med Carsten på slæb. "Hej Jakob.. Kom så med nu." Lyder det opmuntrende fra Stefan, og for første gang i løbet føler jeg der er noget som går min vej. Jeg hægter mig på.

30-35km
Og sådan går jagten nu henover de næste par km. Men jeg har forregnet mig. Jeg kan ikke engang huske hvornår det er jeg slipper. De næste 10km af løbet står lidt hen i tåger for mig. Jeg ser afstanden til Stefan og co øges, og får på det tidspunkt meget ondt af mig selv. Jeg tænker på en bjergetape i TDF, hvor Chris Anker flere slider sig op til føregruppen, med en messende Bjarne Riis i radiokontakt fra en bil i nærheden: "Kom nu Chris...", "Det er stærkt det der... Chris...". Og billederne af en Chris Anker, der er helt ude af det røde felt, men som et eller andet sted har fundet hvile i visheden om at det hele snart slutter, og så vil han være løbets helt.

35-40km
"Kom nu Jakob..". Jeg ser Tanja (ER det ved 38km)... Jeg slingrer og når at give håndtegn for at det er skidt det her... Så vender jeg lidt tilbage til denne verden. Jeg ser på uret. Jeg er nede og løbe 4.00. Der er ikke langt igen. Kan jeg holde den kommer jeg hjem i 2.36-37stkker. Det lykkes mig at øge en smule. Pludselig er der en løber foran mig der slår ud til siden. Så en mere... Det var en af dem fra Thomas gruppe. Langt foran kan jeg skimte SØAM farverne, jeg er måske et minut eller to efter. Så falder endnu en fra Thomas´ gruppe ned. Jeg passerer og han hægter sig på et par km.

40-42km
De sidste km. har jeg virkelig ondt i benene. Jeg ved at jeg ikke kommer i nærheden af Berlin-tiden, så jeg prøver at spare på kræfterne, for dog alligevel at give den så meget jeg har... Jeg vil jo også gerne snart have dette her overstået. På den sidste km. kommer endnu en stigning. Den rør mig ikke længere. Jeg passerer en Århus løber på vejen op og krydser 42k mærket, som jeg fik kriller i maven af at se i fredags. Så kan jeg se målstregen... 2.36....30, 31, 32.... 48. Jeg sniger mig over lige under de 2.37.

Mål
I mål står Thomas og Carsten foroverbøjede. Jeg går hen og ønsker dem tillykke. De har begge lavet flotte PR. Det er lykkes Carsten at passere Thomas lige før mål. Gudman vinder i opgøret mellem ham og Gudmundsson, de kommer begge ind i en tid lige under 2.35, alt i alt er det godt 2min der skiller os og vi bliver placeret som nummer 5-9 i agegroup. Jeg finder senere ud af at Peixoto kommer ind et par sekunder efter mig, men jeg ser aldrig hverken hende eller hendes fartholder igen, ville ellers gerne lige have sagt tak for løb. Og så dukker Claus Grønbeck op. Han løber et superløb, med en meget god fornemmelse hele vejen i tiden: 2.38.50. Ulrik Roos holder hele vejen og løber en stabil PR i tiden 2.33.05. Bedste dansker bliver Michael "Guldbamsen" Jeppesen i tiden 2.23.48.

Gudmundsson (6), Vibild (9), Sillehoved (7), Frølander (8) og Gudman (5) - (placering i aldersklasse)
Hvad gør man når successen stopper
Det har taget lidt tid at fordøje dette løb. Hidtil er det lykkedes mig at forbedre mig ved hvert eneste marathon, jeg har deltaget i. Det skulle ikke ske i Hamborg og et eller andet sted, er det vel naturligt, at det bliver sværere at lave foredringer, efterhånden som marginalerne bliver mindre. Jeg havde egentlig lovet mig selv at jeg ville stoppe med at løbe efter bedre tider, når dette øjeblik indtraf, men et par ting betyder at jeg lige udskyder den beslutning en pasgang.

Dels lavede jeg så store forbedringer på mine to løb sidste år, at det ville være tosset ikke at tro at der kan skæres yderligere i tiden. Og dels er det min klare opfattelse, efter løbet at det, med min forcering af træningen op til nedtrapningsperioden, denne gang ikke lykkedes mig at ramme formtoppen ordentligt. Udover en fornemmelse i kroppen, har jeg en træningstur i lørdags til at understøtte dette. Så altså... Jeg fastholder deltagelse i DM i Odense til september og så må tage den derfra. :-)

Træningstur lørdag (6 dage efter Hamborg), indikerer at der godt kunne være mere at hente. Må huske at starte nedtrapning en uge tidligere op til HCA. :-)

Kommentarer