VM Halvmarathon 29. marts 2014 - En oplevelse for livet

Low Fives på vej ned ad Frederiksbergs Allé. Foto: Nina Hanslien
Gårsdagens VM 1/2-marathon i de københavnske og frederiksbergske gader var en så helt igennem fantastisk begivenhed, at det faktisk er svært at sætte ord på. Personligt er jeg sindsyg glad for at have deltaget i et løb der til fulde indfriede de ellers enorme forventninger. Forventninger som ellers synes at have vokset dag for dag, efter offentliggørelsen af værtskabet for hvad?... 3 år siden - (har forgæves forsøgt at finde min FB update fra dengang). Med en hurtig rute og nær de mest perfekte vejrmæssige forhold havde arrangører og Guder gjort sit til en oplevelse udover det sædvanlige. Men den fuldstændige afsindige opbakning fra tilskuerne var ganske enkelt unik... IKKE engang Berlin Marathon kan måle sig hermed... OG jeg håber at en så vellykket event giver stof til eftertanke og blod på tanden mht. at arrangere noget lignende i fremtiden. Stor applaus til København, DAF, IAAF og ALLE som var i gaderne.
Optakt
Min sæson er startet lidt svingende. Jeg fik løbet rigtig meget god grundtræning igennem efterår og vinter frem til januar, hvor jeg kommer i underskud. Det er helbredet der skranter. På et tidspunkt får jeg i anden sammenhæng målt min fedt% til 4. Det er lavt og jeg går nærmest rundt og fryser konstant. Gudskelov har vi da en relativt mild vinter, men efter et kikset test1 løb i februar, ryger min motivation helt ned i kulkælderen og jeg drosler ned for træningen.

Netop som det begynder at køre igen - med en nogenlunde DM10k - bliver jeg så syg i en uge, efter ferie i Marokko. Den uge kan jeg dårligt indtage føde. Jeg træner slet ikke og taber mig 2,5kg. Det skræmmer faktisk en smule, med den førnævnte lave fedt% i baghovedet. Virkningen er også ret kraftig. Da jeg starter på træningen igen, bliver jeg omtrent ligeså øm i kroppen, som efter et rigtig hårdt marathon. Det er DOMS og jeg ved at det bare skal overstås, men netop som jeg begynder at fornemme tilpasningen indfinde sig, mærker jeg en lille fiber i højre læg. Det sker på en morgenjoggetur sidste mandag efter at jeg har løbet 35km søndagen forinden. Jeg skynder mig hjem og dikterer RICE (Rest, Ice, Compression og Elevation), og det lader heldigvis til at være en mindre forstrækning.

Programmet for de næste par dage, byder på lidt mindre mængde og en del træning fortrinsvist i pace omkring 3.30, så det lykkes mig at gennemføre træningen frem til torsdag, uden at smadre læggen fuldstændig. Den er stadig øm, men i bedring fredag, da jeg vender med min træner hvad jeg egentlig skal gøre, hvis det pludselig bliver slemt undervejs.

Målsætning og strategi
Fremfor at sætte en god tid handler VM 1/2-Marathon for mig om at deltage i en HELT unik event. Sæsonmålet ligger ubetinget i Hamborg og venter om små fem uger. Alligevel er der lagt i kakkelovnen til race. Ruten er hurtig og vejrudsigten dikterer perfekte forhold og... Tja... 30.000 mennesker der løber og mindst det firdobbelte antal tilskuere på hjemmebane... Hvad mere kan man næsten ønske sig? Så selvfølgelig lader jeg mig gribe. Og selvfølgelig håber jeg på også at kunne løbe hurtigt. Men det er IKKE MÅLET...

Ja... Det er lidt svært at se, men hvem ved hvor længe dette link forbliver aktivt. Så her er altså også et foto af ruten. :-)
Målet er at deltage og få en fed oplevelse. Så jeg beslutter at forsøge i et friskt tempo omkring 3.30 og så se hvad det bringer... Hvis jeg på nogen måder føler at det bliver kritisk, justerer jeg tempo og fokuserer på at nyde løbet...

Løbet er først om eftermiddagen, så der er god tid. Fra starten tog jeg det hele ret afslappet. Bevares, det var lidt svært at klemme morgenmaden ned, og jeg gik selvfølgelig rundt i egne tanker, men ugerne og dagene op til havde været så præget af andre aktiviteter, at jeg knap nåede at ænse at nu var det nu. Fredag var med bøffer og rødvin på bordet. Lidt uvant og nok heller ikke den ideelle spise op til et løb, men jeg havde lyst til det og man skal huske at nydelse altid starter før man tror det. :-)

Jeg vågnede omkring halvotte og stirre på en perfekt blå himmel. Fra min lejlighed skimter jeg et par vimpler der vejrer dovent. Temperaturen siger 6c, med udsigt til mellem 10-13 omkring eftermiddag. HOLD DA KÆFT et lækkert løbevejr. Ellers tuller jeg lidt rundt og gør mig klar. Jeg er en smule forvirret, fordi jeg egentlig ikke har så meget erfaring med at løbe halve. Et eller andet siger mig at det - i modsætning til hele marathon - er noget der bare gør ondt hele vejen, men jeg er også lidt i tvivl om vædske og fødeindtaget op til.
Hmm... En smule forvirret... I tvivl om vædskeindtag... Udstyret ligger klart.
Det kan ikke være så vigtigt tænker jeg under alle omstændigheder. Jeg er ude i kortere tid en ved et almindeligt træningspas og så længe jeg bare sørger for ikke at være helt tom, må det være OK. Jeg har drukket noget rødbede i dagene op til og tager de sidste to shots godt to timer før løbsstart. Omkring kl. 11 begiver jeg mig afsted med min gule VM pose over skulderen. Det er i god tid, men det er nu det hele skal nydes.

Vejret er om muligt endnu bedre, da jeg træder ud af porten. Jeg begiver mig iført solbriller ned ad Rosenørnsalle og jeg kan se hvordan flere og flere med gule poser støder til. Stemningen summer i luften, ikke mindst fordi byen er totalt afspærret for biltrafik og nu for alvor er ved at gøre sig klar. Op ad Gyldenløvsgade kan jeg se et hundrede meter langt bord beregnet til drikkevarer. Fornemmelsen af at noget stort skal ske, sniger sig langsomt ind i kroppen. Omkring Rådhuspladsen fortættes menneskemængden yderligere. Folk går og står. Snakker lystigt og klæder om. kl. er knap 11.20, det er endnu alt for tidligt.

Klargøring af vædske i en bilfri by.

Jeg har diskuteret lidt med Tanja, om hvad der kan gøres mht. opvarmning. Meget hurtigt beslutter jeg, efter at have beset forholdene, at der ikke rigtigt er noget at gøre. Jeg må tage de første par km. som opvarmning.

Man skal gå forskellige ruter for at finde sine bagagevogne (placeringen af disse afhænger af dit nummer). Mit bagageområde ligger langs Frederiksholms Kanal. Da jeg når dertil er der STOR kø ved relativt få, og ikke særligt velplacerede toiletter for enden af Ny Kongensgade. Så drejer jeg ned mod Christians Brygge, langs bagagevognene.

De mange historier
Min vogn ligger helt i bunden. Da jeg når dertil, kan jeg se at der stadig er god tid. Jeg finder et sted hvor jeg kan tisse, og sætter mig på nogle bænke og observerer hvordan menneskemængden flyder forbi i det klare vejr, imens et eller andet musik spiller lystigt i baggrunden. Spiser lidt frugt og drikker lidt vand. Så dukker Claus Rolsted op og vi står og snakker lidt indtil jeg får øje på Gustav Sillehoved og Claus Lindbjerg. De fortæller at Carsten, Thomas og Morten (holdkammeraterne fra SØAM) er lige rundt om hjørnet. Både Thomas og Carsten har vist rigtig gode takter på de seneste træninger, og selvom Thomas måtte udgå til DM10, lå han også dengang til en rigtig god tid. Jeg tvivler på at jeg kan følge med dem i dag. Det er ikke en del af planen. Jeg skal bare nyde de mange indtryk og historier, som dukker op foran mig. Thomas og Carsten er to af slagsen.

Udsigt fra bænken mod baggagevognene
Kampen om de fem pladser for at repræsentere Danmark er en helt anden. Lars Budolfsen´s konstante fremgang er nu forenet med et meget konstant og højt præstationsniveau og som dansk mester på 10 og 1/2 er han selvskreven på holdet og vil givetvis levere en stærk indsats. 23-årige Abdi Hakin Ulad, som netop er hjemvendt fra fire ugers træning med de bedste kenyanere er bookmakernes favorit. Han har løbet mellem 160 og 200km/uge i Itens legendariske luftlag og betragtes velnok som et af de største danske talenter i øjeblikket. Jesper Fauerskov, som repræsenterede DK på marathon under OL i London, synes at være blevet sulten igen og kan også skabe ravage. Theis Nijhuis er også et nyt talent som for nyligt blev udtaget på baggrund af sit DM10k løb. Og endelig er der Henrik Them. Et kæmpe løbetalent, der på trods af skade løb den bedste "nyere" danske marathon tid for halvandet år siden i Frankfurt og satte gang i forventningerne om at der endelig var begyndt at ske noget med dansk marathon, efter årtiers stilhed i skyggen af de gyldne 80´ere.

Udsigt fra bænken mod startbåsene - ren festival stemning. :-)
Men hvor de danske løbere, alle har som mål at sætte personlige rekorder. Så har INGEN af dem en chance for at komme i rampelyset på podiet til sidst. Her er det Kenya, Erithriea og Ethiopere som befinder sig i en klasse for sig. verdensrekordholder og vinder fra 2012 Zersenay Tadese fra Erithrea er favorit til at genvinde titlen. Hvis ikke det skal blive ham er der altid en Wilson Kiprop fra Kenya, som vandt i 2010... Men det giver slet ikke mening at spå om udfaldet her, for der er mindst en håndfuld løbere i elitefeltet som KAN tilbagelægge de 21,0975km på under en time, måske endda under 2.50 min/km. Det er SYGT hurtigt og helt igennem en ære at få lov til at løbe efter sådan en flok.

På kvindesiden stiller en tilsvarende imponerende flok op, men her er spændingen næsten på forhånd reduceret til, hvem af de fem kenyanske løbere der skal stå øverst på skamlen. Den hjemlige danske kvindelige elite har fået et interessant modspil i Jessica Draskau-Petersson, som har det med at smutte forbi ved de vigtige begivenheder og lige smutte ind foran Annemette Aagaard, og Henrik Jørgensens datter Anne Holm Jørgensen. Og så er der Louise Batting fra Århus1900 og Simone Glad der overraskende debutterer på distancen for Danmark.

Klar til start
Jeg klæder om og afleverer min baggage. Nerverne indfinder sig, men jeg skal ikke reagere på dem ligenu. Jeg holder kroppen i ro og bevæger mig i slowmotion igennem startbloggene. Det er en lang strækning. Man har på forhånd oplyst, at man forventer det tager omkring en time for hele feltet at passere start - mere må det helst heller ikke tage, for så er de første allerede i mål. ved 1.30 boksen møder jeg Jakob Frederiksen og Saunagusmesteren Shane. De forventer sluttider omkring 1.2xx. Jeg ønsker dem god tur og begiver mig videre frem. Passerer RødeKors bokse til brugt tøj og beslutter mig for at smide trøjen. Det er ikke koldt, og jeg har stadig en pose over mig, så singlet og shorts er fint nu. Pludselig fortættes menneskemængden foran mig. Kan det virkelig passe. Jeg ville gerne lidt længere frem, og jeg ved pr. erfaring, at der godt kan være kamp om dette jo tættere man kommer på starttidspunktet. Kigger på uret. Der er over 30 minutter til start. Så beslutter jeg mig for at hoppe ud af båsen og smutte forbi på det relativt smalle stykke fortov ved siden af. Det lykkes. Pludselig står Carsten Sillehoved ved siden af mig og Jacob Krarup (med målsætning om at komme under 1.20 - mere herom senere). Vi står ret langt fremme, det er fint, og nu kommer elite damerne frem til deres start som skydes igang 25minutter før resten af løbet.

Bag mig dukker Thomas Frølander op og der har vi Leslie Oliver, Nikolaj. Det er tordenskjolds soldater, men det er fedt. Jeg når også lige at hilse på¨Ulrik Roos og Michael Jeppesen et par løbere, som lige er et niveau eller to hurtigere end mig og forventeligt ligger på mellem 1.10-1.12. Det kræver bare så meget vilje at blive så god, og man kan næsten indånde dedikationen, da elitefeltet spankulerer ud af børsbygningen i det klare vejr. De er som fuldblodsheste i deres rette element. Der rager Lars Budolfsen op med et stolt og roligt blik, ingen nerver på der. Henrik Them farer straks hen til fronten af motionsfeltet og begynder at give hånd til venner og bekendte. Faurskov kigger flygtigt op, man fornemmer han er tændt og har noget han skal ud med og det hele stråler i solen. Med fem minutter igen finder mit ur satelitterne. Så er det af med posen. Jeg kigger kort på Thomas og konstaterer at det hele jo er overstået om ganske kort tid. Så slippes vi ind bag elitefeltet. 30 sekunder til start.... Bang...

De første fem km.
På DM10 lå jeg for langt fremme og lagde for hårdt ud. Jeg ved at der er andre omkringmig som er hurtigere, så jeg prøver at følge efter dem. Først er det Carsten Sillehoved, som hjuler afsted. Kigger på uret - pacet siger 3.20... Slap nu af... Så kommer Ulrik Roos bagfra og op på siden. Han baner en vej som jeg følger, uden at følge tempoet. Så kommer Thomas Frølander. Også ham lader jeg passere. Vi har vel løbet 500 meter. og er på vej ad Store Kongensgade, da jeg begynder jeg mærker slaget fra starten. Omkring mig lyder en FULDSTÆNDIG VILD jubel og løbere passerer til højre og venstre. Så kommer Stefan Gudmundsson op på siden. Jeg har undret mig lidt over hvor Islands hurtigste marathonløber 2013, mon var henne, men her er han altså og med sit vanlige rolige gemyt får jeg lige en tommel op og ønsket om et godt løb. Så er jeg lidt med igen. tempoet ligger lige under 3.30, men jeg føler at det er tilpas. Jeg skal også føle at det er tilpas, for der er LAANG vej igen. Omkring 2km begynder vi at have en lille gruppe med Leslie, Nikolaj, Stefan, jeg selv og et par andre løbere jeg ikke kender. Og sådan går det slag i slag. Fem km. rundes et stykke ude på Jagtvejen. Mit ur viser 3.29/snit, men det splitter nogle m. før officielt løber jeg de første fem i 3.32 tempo.

fem - ti km.
Jeg når ikke at registrere så meget på de første fem km. og nu begynder det at gøre en smule ondt. Jeg ved godt at det også SKAL gøre ondt, men ikke i læggen. Jeg prøver at ignorere og fokusere på at holde fast i gruppen, hvor det er leslie og jeg der skiftes til at føre. Jeg har også læst rutekortet helt forkert og er på et tidspunkt fuldstændig rundt på gulvet... Hvor befinder jeg mig egentlig henne. Jeg mener at det er omkring 8k, at jeg tager min gel, som jeg har løbet med i hånden hele vejen. Jeg er ikke specielt vild med geler, men må erkende at de godt kan give et lille kick. Så jeg flænser pakken op og sluger så meget af et eller andet syntetisk æble/passionsfrugtagtigt og prøver at hælde noget vand fra en kop indenbords. Det går ikke så godt. Leslie og hele flokken pånær Gudmundsson går forbi. Jeg hænger på med en 10-20m op det er hård kamp nu. Vi passerer 10k og mit ur viser stadig under 3.30. Jeg ved den er lidt over stadig. Officielt løber jeg den hurtigste split her på 3.31.

Ti - femten km.
Alt er stadig godt. jeg kan nå at komme ind i løbet igen. Husk at nyde det, når jeg at tænke, mens løbere atter flyver forbi mig og tilskuernes brølen og jublen lægger en afsindig kulisse. Jeg skimter Jonas fra kombi heppe begejstret fra tilskuerpladserne omkring Østerport station, omtrent samtidig med at jeg bliver klar over at min højre læg giver problemer. Jeg har det som en pilot i en flyver, under et luftslag, hvor der pludselig opstår motorproblemer. Dette er vigtigt at få styr på førend jeg atter kan dykke ind i løbet. Jeg tænker kort strategien igennem. Hvad var det vi blev enige om? Hvis der er problemer så skift tempo og nyd løbet. Du SKAL gennemføre... Så står Tanja og råber... "Kom så Jakob...". Jeg prøver at signalere med tegnsprog og fingerpeg, at den er gal med læggen, men er snart forbi. Bag mig kommer Gudmundsson nu op. Jeg giver ham et let klap på ryggen som signal til at han blot skal fortsætte. Senere er det Karl Johan Eriksen og Claus Grønbech. Men jeg har endnu ikke styr på min maskinskade og kan jo ikke gøre for at alle mine kollegaer har besluttet sig for at løbe deres livs løb. :-)

Lige DER var det vigtigt at signalere noget overskud. Foto: Michael Hyllested
Så når vi Sølvgade og videre langs Søerne. Venstresving op ad Gothersgade... Hvordan er det nu... jeg begynder at få styr på ruten. Det er noget med 16km ude ved cykelbroen over Åboulevarden... Pludselig skyder det ud med konfetti foran mig. Det bare regner ned med guld og glimtende farver. Vi er lige før højresvinget ved Gyldenløvsgade, hvor jeg for ganske få timer siden gik i ophøjet ro og nød stemningen. Det er ganske enkelt fantastisk. Jeg rækker armene ud for at få lidt konfetti ud over mig, og de virker som om de glade tilskuere fanger signalet og straks fyrer et rør mere af... Jeg tror seriøst aldrig jeg vil glemme det øjeblik... Men der er mere på vej... For nu begynder jeg at fatte hvad det hele handler om... Mit tempo er dalet en smule, men til gengæld ænser jeg nu mine omgivelser krystalklart. På vej op ad Åboulevarden står først mine naboer Mads og Vibeke med deres børn og hepper. Senere er det kollegaerne fra Ungdommens Røde Kors. Så passerer vi 15k uret siger 53.24... Gennemsnitspace... Jeg holder ikke rigtig øje længere...

Femten - tyve km.
Jeg har set frem til dette. Siden i tirsdags, hvor jeg første gang nærstuderede ruten, var jeg klar over at de sidste km. fra knap 18 ville gå nedad og der var mulighed for at lægge en god slutspurt ind. Jeg må indrømme at det ligenu ikke så meget er slutspurten, som det stærkt eftertragtede pusterum, som bakken vil give, der rumsterer mest i min hjerne. Overalt er der vild opbakning. Der står Jordi og Louise og hepper. Jeg ser også Claes et sted på ruten, var det mon heromkring. Jeg ligger lidt alene med mine "maskinproblemer" og kan se på mine km. tider at det ikke går alt for hurtigt. Vi nærmer os Frederiksbergs Runddel. Ved Runddelen kan jeg høre nogle vilde hyl ovre fra hjørnet længst væk. "Jakob... Kom så Jakob..."... Jeg er ikke helt med på hvem der er afsender men jeg når at vinke før jeg drejer ned ad Frederiksbergs Allé, og her går det helt amok.

Opslag af Julie Hjelm Jacobsen.

Lidt alene synes jeg det går nedad Vesterbrogade. :-). Foto: Ruben Riisager 
En kæmpe bred vej, med vimpler hængene skrådt indover og tykt med tilskuere på begge sider. De larmer og jeg kan ikke gøre andet end selv at klappe tilbage i dyb respekt... Det er ved at indprente sig at dette bare er kæmpestort. Jeg hører flere der råber mit navn. Så dukker Anton og Nina pludselig op. jeg ser Anton stå og råbe og bliver bare HELT VILDT glad. jeg har lyst til bare at stoppe op og give ham et kram, men nøjes med at slå ud i banen og give ham en high five. Han har været med til så mange løb, hvor jeg ikke har nået at se ham. At han dukkede op i dag gør mig virkelig glad. Jeg spæner videre. Kæmper lidt og når så at se Tanja stå og heppe igen. Det gør mig også glad. På et tidspunkt omkring 10k overvejede jeg at slå over i jog, for at spare benet. Nu er jeg glad for at jeg har opretholdt et forsigtigt pres på trods af maskinskaden - hvad mon slut tiden bliver?

Og den highfive, som for nogen blot er en lowfive er selvfølgelig til Anton. Foto: Nina Hanslien
Tyve - mål
Det får jeg en indikation af ved tyve, som jeg runder i knap 1.12. Jeg kan se at det er realistisk at kravle under 1.16, hvilket for mit vedkommende vil betyde en lille PR. Der er nu mindre end en km. igen. Det sidste stykke er ikke svært. Måske kunne jeg i virkeligheden have givet den lidt mere gas, for pludselig runder vi Thorvaldsens Museum og så er målet lige der 100m fremme. Jeg kan se uret hele vejen, og jeg kan se at jeg kommer under de 1.16... Ikke prangene, men omstændighederne taget i betragtning er jeg ovenud tilfreds. Desuden ved jeg med mig selv at jeg netop har gennemlevet et af mit livs største løbeoplevelser.  

Over stregen
Lige foran mig står Carsten og Thomas. Carsten har fyret et rigtigt stærkt løb af og kommer under 1.14. Thomas er lidt efter, men sætter ligeledes en PR med tiden 1.14.28. Min egen sluttid bliver 1.15.38 (PR med 45 sekunder). Gudmundsson løber også stærkt til sidst og får PR i 1.15.16 og Leslie løber også ny rekord hjem et mulehår foran Frølander i tiden 1.14.27. Frølander fortæller senere at han simpelthen ikke ser ham på opløbet og bliver nappet lige på stregen. Det synes jeg er lidt sjovt, når man tænker på Leslie og Carstens duel under DM 10. Jonas Lyngholm løber et superflot løb i 1.12.08 og den gode Christian Gaaie slår PR med flere minutter i tiden 1.15.02. Karl Johan løber i 1.14.30 sammen med Claus Grønbech. Senere møder jeg også Anders Rømer fra NBRO, som har løbet efter planen i en tid på 1.13.38. Han synes godtnok det var hårdt og det synes jeg i grunden også... Og så videre og så videre... Og nåeh... ja... så var der lige Jacob Krarup, som skulle løbe under 1.20. Meget rutineret kommer han ind i 1.19.53. Det viser sig så senere at blive reguleret til 1.19.57... men under... det kom han. Stort tillykke til alle.

Thomas, Carsten, undertegnede og Stefan, glade i mål.  Foto: Brian Rene Egebjerg
Check ud
Vi vandrer i langsomt tempo tilbage igennem startbåsene. Undervejs uddeles vandflasker, frugt og energibarer og så er der lige, bænken, hvor jeg sad ligefør det hele startede. her sætter jeg mig igen og nyder et par Carslberg Nordic, inden jeg ringer til Tanja og aftaler at mødes for at få lidt mad.

Løbet vindes i øvrigt overraskende af Geoffrey Kipsang Kamworor fra Kenya på herresiden. Den forsvarende mester Zersenay Tadese bliver blot nummer fire, men de fem hurtigste tider er alle under en time. Blandt kvinderne tages sejren af Gladys Cherono også fra kenya i en tid på 1.07.29 (det ville have placeret hende et stykke inde i den bedre halvdel af herrefeltet). På dansker siden løber Jessica Draskau-Petersson i tiden 1.12.52 med den bedste placering. Det er PR for hende og hun er reelt udenfor kategori da næstbedste dansker bliver Louise Langelund Batting i tiden 1.16.18.

Henrik Them må udgår med maskinproblemer i baglåret efter 15k, men han har givetvis på det tidspunkt ikke kunnet hente hverken Faurskov eller Budolfsen, som løber i hhv. 1.04.01 og 1.04.00. Bedste dansker bliver dog Abdi som imponerer med 1.02.23... Stærkt...





Kommentarer

Send en kommentar