DM 10 km - fremgang mod Hamborg

fra højre: Gustav Sillehoved, Thomas Frølander, undertegnede, Morten Lindefalck, Carsten Sillehoved og Mogens Grønnebæk. ca. 20 min. før start på DM10-2014
Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen. Løb er en mental sport. Hvor meget det mentale betyder, bliver til stadighed ved med at overraske mig. For godt en måned siden var mit ambitionsniveau sat for højt. Jeg havde trænet hårdt - mere end nogensinde før - og mente jeg ville kunne løbe en god 10k til Nike test 1. Det gjorde jeg så ikke, og lige siden har jeg haft svært ved at finde motivationen i min træning. 

Konklusionen oven på det pågældende løb var, at jeg IKKE skal have for mange målsætninger, og at mange uger med mange km, ikke nødvendigvis gør dig specielt kompetent på en 10k. Logik for burhøns, vil mange sikkert mene, men det er så nemt at være bagklog. Jeg nedjusterede derfor efterfølgende mine forventninger til gårsdagens DM i 10km, som forgik på en rundstrækning i fælledparken. Det handlede om at få en god oplevelse, måske det jeg vil kalde en hurtig tempotur, og så ellers holde fast så godt som muligt i Hamborg d. 4 maj, som er mit altoverskyggende mål for foråret. VM-halv d. 29 marts er ganske vist også en stor begivenhed, men det løber jeg mere for oplevelsen, end for at sætte en god tid.

Som nævnt har motivationen svinget ret meget de seneste par uger. Det har betydet at jeg har sprunget pas over - også p.g.a. arbejdspres, og så har jeg søgt at kompensere når der har været tid. Ugen op til var jeg på en uges ferie, hvor jeg også forsøgte at få løbet lidt, med fokus på at det skulle være sjovt. Alt i alt skulle den lille nedtrapning i træningen, faktisk godt kunne udløse en lille formtop, men igen svingede mit humør meget og jeg turde ikke håbe på noget. Tag derind. Fyr den af. Og se hvad der så sker, var mit mantra i dagene op til. Noget tyder på at mantraet har virket. I hvertfald følte jeg mig knap så nervøs og anspændt, som normalt op til et løb.

Søndag morgen, kan jeg dog godt mærke anspændtheden en smule. Løbet startede først kl. 12.30, så der var masser af tid til at gå rundt og hyperventillere i lejligheden, hvor jeg bor. Men altså ikke noget graverende.

Kl. 11.00 tager Tanja og Anton i forvejen. Det er rart at de to tager sig lidt af hinanden i sådan en situation, så jeg kan holde mit fokus. Jeg kommer afsted lidt senere og ankommer faktisk til Østerbro før mine løbekammerater fra SØAM (Carsten og Gustav Sillehoved, Mogens Grønnebæk, Morten Lindenfalck og Thomas Frølander). Jeg har ikke hilst på Mogens før, men for de der ikke ved det, kan jeg oplyse, at han er veteran årgang 1951, og han ender med at løbe de 10km i tiden 41.07. Det synes jeg er imponerende og jeg håber selv at kunne være med i det tempo, når jeg engang når den alder.

På grund af lidt koks med nummerudlevering, omklædning og diverse, kommer vi faktisk først igang med opvarmningen med 18 minutter til start. Jeg er udholdenhedsatlet og de seneste mange måneders tung træning med mange km, har ikke gjort mine muskler specielt kvikke. Jeg er en dieselmotor der skal rulles langsomt igang, og så kan jeg ellers ligge på et konstant pace ret tæt på mit max. Så den optimale opvarmning for mig er måske en progressiv tur på 3-4km + lidt koordination og nogle stigningsløb, og så ellers så tæt på start som overhovedet muligt. 18min er ikke meget til at nå alt det. Så jeg jogger afsted for mig selv og prøver at mærke kroppen og benene. Jeg mærker absolut ingenting. Der er intet flow, ingen udslag, ingen ømheder, intet andet end en jævnt stigende anspændthed og jeg beslutter mig for at undlade at mærke efter noget som helst og bare varme så meget op jeg kan. Det bliver til ca. 3,5km + det løse. Så hopper jeg over en hæk, og stiller mig - som vanligt - aller forest i feltet.

Normalt til motionsløb, vil jeg ligge i en top 5-20 stykker, så jeg er vant til at det handler om at stå med helt fremme fra starten. Men dette er DM. Her er ikke nogen motionsløbere. Og der er tæt pakket oppe foran. Bag mig står Jonas Lyngholm og yderligere 10 meter tilbage kan jeg se Carsten Sillehoved. Jeg veksler et par ord med en sidemand i en gul singlet. Han spørger om min tid og jeg mumler "34-35stykker." "Nå, men så går jeg lige foran dig.". Så er der 20 sekunder til start. 10 sekunder. 5. 4. 3. 2. 1... Startskuddet lyder og jeg kan mærke trykket bagfra. Det er næsten ligesom i Berlin. Folk vil fremad nu, og det kan ikke gå hurtigt nok. I løbet af de første 100meter, går det op for mig at jeg står helt forkert placeret. Jeg bliver overhalet i stimer og folk skubber irriteret til mig, i tydeliggørelsen af at jeg da vist er kommet på afveje. Efter godt 500m stabiliseres overhalingerne. Jeg ligger i et pace omkring 3.15/min og det er godt. Men også hårdt og jeg må gå en anelse ned.

Ruten er et loop på knap 2km, som skal løbes fem gang + nogle ekstra meter omkring start og mål. Jeg passerer første omgang og holder snittet under 3.20. Jeg har stadig ikke fundet flowet fra opvarmningen, men må konstatere at tempoet er for højt. Oppe i hovedet er sådanne rundstræk også hårde i starten, da de virkelig kan synes uendelige. 1/4 inde på anden omgang kommer Carsten Sillehoved op bagfra og kort tid efter følger Thomas Frølander. Jeg tænker på hold-placeringen og det lykkes mig at holde en smule fast i Carsten, som ligger 5-10m foran. Thomas derimod rykker yderligere og ligger snart 25m længere fremme. og sådan følger de næste par omgange. Mit tempo falder med et sekund eller to pr omgang. Jeg lider og har det ikke godt, men jeg har hele tiden fornemmelsen af at benene burde kunne bevæge sig hurtigere.

Og her kommer Thomas op bag fra. Carsten må vist lige være smuttet. :-)
For det meste ligger jeg alene med 5-10 meter op til en gruppe. Jeg har simpelthen ikke rykket i mig, men jeg ved nu at jeg kan holde nuværede pace nogenlunde stabilt. Så bemærker jeg at Carsten overhaler Thomas og Thomas sænker farten, for pludselig at stoppe op og halte ud til siden. Han er skadet. Jeg når ikke at tænke mere, holder fokus på Carsten oppe foran.

Carsten ligger 10meter foran
På næstsidste omgang kommer Leslie Oliver op på siden. Det er en gammel arbejdskollega fra de glade dot-com-dage, som også har taget løb op og gør det ganske habilt. Leslie løber også med et m40 skilt på ryggen og i det hele taget, synes jeg at have bemærket forbavsende mange hurtigtløbende mænd i alderen 40+. Ikke mindst på opløbsstrækningen, hvor jeg er lidt i tvivl om den resterende distance. Jeg kan se uret vise noget med 32 og jeg regner med små 500m igen, så en tid under 34 er pludselig indenfor rækkevidde. Det er første gang undervejs i løbet, at jeg overhovedet tænker på sluttiden. Indtil nu har det bare handlet om at overleve. Så flyver Claus Grønbech (en SNIK løber, fra lørdagsturene i Eremitagen), pludselig forbi mig og så runder vi det sidste hårnålesving. Jeg skimter efter uret. Da jeg kan se det tydeligt står der 33.40. Jeg har mellem 100-150meter igen. Det er muligt, men jeg skal fandeme til at rubbe neglene. Så de næste 20 sekunder bliver en kamp mod uret, som tæller alt for hurtigt opad, men jeg når det lige og tumler mig svimmel over stregen i tiden 33.58.

Og her får Leslie liige akkurat sneget sig ind foran Carsten Sillehoved. :-)
Fy for den lede, det var en hård tur. Der går et minut, hvor jeg bare må vandre rundt for at få vejret. Så indfinder glæden sig. Under 34 for første gang, det var mere end jeg havde turdet håbe på inden løbet gik igang.

Foran mig dukker Mogens Grønnebæk op med min trøje, og der står Jonas, som har kappet 1,5min af sin PR og nu er under 33min. Stort set samtlige jeg møder har løbet en rigtig hurtig 10´er inkl. vinderen Lars Budolfsen, som på imponerende vis fortsætter med at forbedre sig og løber i mål i tiden 29.32.

Vejret er fabelagtigt og først nu bemærker jeg de ganske mange tilskuere, som har båret os rundt på de fem omgange. Selvfølgelig hører jeg dem undervejs, men det er først nu at de bliver en del af oplevelsen og jeg er meget taknemmelig.

Hov fik jeg nævnt. Med Morten Lindenfalcks tid i 34.56, sniger vi os ind på en sikker sølvmedalje for hold m40. :-)


Kommentarer