Berlin Marathon 2013 – individuel løbsgennemgang

Fra venstre: Thomas Frølander, Tanja Ravnholt (Træner: Ravnholt Running), undertegnede og Carsten Sillehoved. Vi er på messen og har lige fået vore numre. I tankerne er også SØAMs Claus Lindbjerg, hvis udløbne pas betød at han missede flyet. På billedets tidspunkt er han på vej i bil, efter netop at have erfaret at det er muligt at hente nummer søndag morgen.
Dette års 40. jubilæumsudgave af Berlin Marathon er åbenbart også sidste udgave af løbet, hvor man kan være nogenlunde sikker på at komme med – hvis man altså er ude i tide – eftersom man nu indfører lodtrækninger til 2014 udgaven. Egentlig et forståeligt træk fra løbsledelsen, eftersom de godt 40.000 billetter der blev sat til salg for næsten et år siden, var revet væk på små tre timer. Men det er også lidt trist at man nu ikke længere kan vide sig sikker på deltagelse, hvis man gerne vil ud og løbe en god tid til en af de 6 ”majors”, der udgøres af Tokyo, Berlin, Boston, London, Chigago og NewYork. For Berlin er et særligt løb. Det er her der sættes verdensrekorder. De brede boulevarder giver lange lige stræk og bløde kurver, hvor man skal dreje. Millioner af tilskuere ligger bunden for en intens stemning man simpelthen ikke kan undgå at bemærke, selv under sin dybeste krise. Og vejret er næsten altid perfekt.

Jeg havde, som 6.000 andre danskere, for et års tid siden sikret mig adgang til dette forjættede løb, ved at være hurtig på tasterne. Det gav mig et glimrende overblik over sæsonen, der altså skulle toppe d. 29 september.

Når jeg således går helt tilbage i tid i løbsgennemgangen, skyldes det at jeg nok føler jeg gør løbet og hele dets indhold uret ved kun at referere til oplevelsen de relativt få timer det finder sted. Intensiteten øges gradvist henover månederne og i ugerne op til løbet er det næsten plagsomt.

Vennerne
Efter et ret succesfuldt Copenhagen Marathon i år besluttede mine SØAM løbevenner Thomas Frølander, Claus Lindbjerg og Carsten Sillehoved, sig til også at følge træner Tanja Ravnholts program. Selvom vi ikke har haft så mange pas sammen, tilførte det alligevel en ekstra dimension når f.eks. Thomas henkastet beretter om sine 5k tempoløb (til træning) under 17 minutter. Eller når jeg var kommet glad hjem efter at have løbet intervaller i et pace omkring 3.15, for efterfølgende at erfare at Carsten og Thomas, med Claus lige i hælene har løbet de samme pas i pace 3.11. Ganske vist tog jeg en trumf på det sidste Havneløb, ved at sætte dem på 10´eren, men det var i august og for 14 dage siden løb de alle tre under 1.20 til Powerrade. Thomas kommer ind som nr. 14 samlet i 1.14 (små to minutter hurtigere end min bedste tid fra test3 i foråret). Jeg under mine venner al den fremgang, som jeg ved de fortjener, men løb er jo også en konkurrence og man vil nødigt hænge alt for meget fast nede bagved.

For to år siden stødte jeg tilfældigt på en Århus løber Ulrik Roos, der havde besluttet sig for at tage en tur med Spartas søndags marathon træning. Ligesom jeg, var han kommet af sted med det forkerte hold. På et tidspunkt beslutter jeg mig for at forsøge at hente afstanden til næste hold. Da jeg trækker fra, spørger Ulrik om jeg kender vejen, hvorpå han slutter sig til jagten. Jeg når rent faktisk aldrig op til næste hold og Ulrik viser sig at være en langt mere kompetent løber end jeg. Men vi får os en god snak, førend jeg må slippe helt og bare lunte hjem for mig selv. Det viser sig at Ulrik er en løber med høje men realistiske målsætninger, som det efterfølgende har været spændende at følge med i. Kort tid før Berlin investerer jeg i et par nye race sko (Adidas adizero adios boost). Jeg skriver en anmeldelse af skoen her på bloggen og snakker i den forbindelse igen lidt frem og tilbage med Ulrik om sko, træning m.v. Han skal løbe i samme sko til Berlin.

Nerver
Aftenen inden løbet, kan jeg næsten ikke holde det ud længere. Alting sejler. Der er ikke mere jeg kan gøre, men jeg føler der er en masse jeg burde gøre. Så Jeg sætter mig ned og skriver følgende liste:

Dårligdomme der har ramt Jakob Vibild under forberedelserne (ugerne op til) Berlin Marathon 2013
  1. Pludseligt feberanfald med hovedpine og opkast 14 dage før
  2. Mandag inden: Ømhed i venstre lysken
  3. Tirsdagen inden: Ømhed i venstre knæ
  4. Onsdagen inden: Ømhed i højre knæ, inderside af skinneben og læg, ondt i storetå
  5. Onsdag nat: Hovedpine, sløj
  6. Torsdag: Feber, hovedpine, sløj
  7. Fredag: Lysken, knæ, røv (alt gør ondt). Om aftenen tendens til feber som dog går over efter jeg får spist. Manglende appetit
  8. Lørdag: Ømhed i venstre lyske, pludselige smerter i begge knæ, ondt i røv, tandpine, er udmattet og føler mig sløj. Ondt i core (højre side), hold i nakke (højre side). Manglende appetit.
Den er helt gal. Næppe har jeg fået bugt med en ondskab, førend den næste dukker op. Alt sammen tilsyneladende helt uden årsag og så lige nu hvor jeg har brug for at være i mit livs form. Jeg er fortvivlet, og klamrer mig til mine erfaringer med racenerver, af hvilke de nuværende LANGT overgår ethvert tidligere tilfælde.

I mit stille sind beder jeg om bare at kunne sætte en lille PR i morgen, og dermed ikke tabe alt for meget ansigt. FUCK hvor er jeg bange og der er kortere og kortere tid til race og det der kan gå galt bliver mere og mere fatalt.

Raceday - optakt
Står op kl. 3.00 for at tisse. Ellers sover jeg overraskende godt. Mine ben føles ok da jeg står op og jeg føler mig en smule friskere end i går, omend chokket over al den pludselige dårligdom har efterladt et indtryk. Vejret er absolut strålende. Måske blæser det en smule men vi taler 95% perfekt marathon vejr.

Appetitten er slet ikke vendt tilbage, men jeg skal sq have føde indenbords, så jeg går sammen med Tanja ombord i hotellets morgenmads buffet. Et dansk par kommer og sætter sig ved vores bord. De skal også løbe og virker snakkesaglige. Jeg er helt tavs og svarer kun med enkelte ord, hvis jeg bliver spurgt om noget. Jeg er stadig ikke sikker på at jeg er helt frisk, men har ikke rigtig tid til at spekulere mere på det. Nu handler det bare om at få spist den banan.

Klokken er 6.40 da vi går tilbagefra morgenmaden. Jeg tager et hurtigt bad og iklæder mig løbetøj og overtrækstøj. Det jeg løber i er:
  • SØAM singlet, med påhæftet nummer
  • Shorts
  • Solbriller
  • Svedbånd
  • Kompressionssokker (overvejer helt at stoppe med det, for det virker lidt latterligt, da de glider ned efter 5k)
  • Og så de nye Adidas adizero adios boost, med påmonteret chip
  • I lommen har jeg 2 geler. Jeg aner ikke hvornår geler kom ind i mit liv, men nu er de her altså. 
1,5 time før racestart tager jeg et ordentligt skud rødbedesaft og derudover spiser jeg yderligere en banan. Tanja har lejet en cykel som jeg har fået lov at trille på. Der er små 3km til startområdet, og jeg har ikke lyst til at bruge for meget energi på at jogge derhen. Så hun jogger altså ved siden af mig. Der er selvfølgelig tusindvis af andre løbere som bevæger sig i samme retning og det er med til at skabe en helt speciel stemning når så mange mennesker på samme tid skal ud og lave noget så naturstridigt som at løbe i flere timer. . Jeg har joggingtøj på, så den let kølige morgenluft beroliger mere end den bekymrer. Alt er meget større end på kortet Tanja og jeg sad og kiggede på i går, men pludselig er vi ved indgang 3. Jeg giver Tanja en krammer og glæder mig til vi jeg skal se hende igen. Godtnok har vi aftalt at hun skal prøve at følge os ude på ruten, men det er nu ikke det jeg mener. Det er HER i familiezonen – efter race – jeg har i tankerne. Så vender jeg mig og går ind af porten hvor kun mennesker med blå armbånd og løbenumre får lov at komme igennem.

Hætteklædt og på vej mod målområdet tidlig søndag morgen. Foto: Tanja Ravnholt
Planen var at finde et garderobetelt tæt på stien henimod startbåsende, men jeg erfarer hurtigt at teltene er nummererede, så man går hen til det telt der indeholder ens startnummer. Der er ikke overbefolket, hvilket letter lidt på nerverne. En masse mennesker har sikret sig gule plastikposer til at tage over sig, så de ikke bliver kolde af at stå og vente på start (kl. er måske 8 og der er tre kvarter igen), men nu er der ikke flere poser.

Ikke så meget at gøre ved det, tænker jeg, og over vejer om jeg skal vente med omklædningen, men vælger så hellere at stå og fryse ved start, end at rende rundt og panikke og så få en dårlig plads.

Pludselig råber Carsten bag mig. Vi følges ad hen imod startbåsene. Carsten taler som et vandfald. Jeg er mere fåmælt. Claus havde problemer med sit pas dagen i forvejen og blev derfor afvist da han ville ombord på flyet. P.ga. de nye regler med at man SKAL hente sit nummer personligt. Carsten fik derfor undersøgt om det var muligt at hente nummer søndag morgen. Det viste sig at kunne lade sig gøre, hvorpå Claus er kørt til Berlin sent lørdag, for at ankomme kl. 23.00 om aftenen. Her til morgen var der atter panik, fordi de ikke kunne finde det telt, som han skulle hente nummer og chip i. Til sidst har Carsten efterladt Claus, for at få en god placering i startfeltet. Det er alt sammen meget forvirrende og tragisk. Jeg håber at Claus når at komme til start og at oplevelsen måske kan bruges positivt på en eller anden måde undervejs i løbet.

Start
Vi når frem til start, som de starter kørestols racerne. Det gibber lidt i mig, da jeg hører nedtællingen, men vi er fremme i rigtig god tid og står forrest i køen for at komme ind i boksen. Da vi endelig er inde i boksen – Thomas er også dukket op – er der velsagtens et kvarter til start. Carsten står og pisser i en medbragt flaske. Et øjeblik synes jeg selv jeg skal pisse også, men opgiver. Det er vist ikke så slemt som sidste år i Philadelphia. I stedet tager jeg en Gel (måske kan den binde lidt vand) og et par slurke af min vandflaske. Vi er kommet ind forrest i B-Blokken. Foran os er der god plads og jeg når at hilse på Ulrik, som ser skarp ud og går efter et udlæg i 3.33. Jeg selv har i et par måneder drømt om at ligge ud i 3.35-3.40. I begyndelsen virkede det lidt urealistisk, men efterhånden har jeg haft nogle lange ture i tempoet, og en fuldt restitueret og konkurrencetændt krop giver også altid lige et par sekunder ekstra. Jeg tror i hvert fald på at sådan et udlæg ikke slår mig helt ud, så må vi bare se hvor langt det rækker.

Der hænger en plastiksnor mellem os og A-boksen. Den bevogtes af et par frivillige, som villigt hjælper os med at smide trøjerne efterhånden som vi nærmer os start.  A boksen er ret tyndt befolket og foran dem kan vi skimte eliteløberne. Det er vist dem der løber under 2.20. Det er meningen at elitefeltet sættes i gang først, så alle os andre håbefulde ikke kommer til at trampe dem ned. Da nedtællingen begynder står jeg derfor ganske roligt og tænker ikke så meget over tingene. Pludselig er den på tre… Og det er som om hele feltet med 40.000 mennesker spændes an. Der skal ske et eller andet. Jeg når at tænke, men vi skal jo ikke løbe endnu… to… Så begynder folk at løfte snoren og sætte i bevægelse… en… Den frivillige dame foran mig, vender sig i et forbavset ”Hey…”…og Bang. Så går starten og det går op for mig at man skal løbe med de 40.000 løbere frem for at hænge sig i en tilfældig regel om forskudte starter. Det er som om en enorm menneskelig kraft bare trykker dig frem bagfra og så er vi ovre startstregen og ude på ruten.

Løbet
Det er intenst. Jeg har før oplevet hvordan de første 5km i et marathon føles som om man flyver. Men dette overgår alt. Thomas og Carsten har det tydeligvis på samme måde og vi zigzagger i fornøjelig tilstand ind og ud blandt folk foran os for at overhale. Det føles næsten som om man har hjul på og vi runder de første 5k i 3.39. Det siger uret i hvert fald, i virkeligheden er den lidt langsommere.

Men der er god stemning og jeg har en fornemmelse af at dette da i hvert fald er realistisk. Jeg skal i hvert fald ikke løbe langsommere, får så bliver det kedeligt. Det er Thomas der sætter pacet. Han har åbenbart sat sig for at ingen skal komme forbi ham, for hver gang vi andre forsøger at trække, er han straks oppe på siden af dig. Ved 10k, siger mit ur avr. Pace på 3.38, og jeg har dårligt bemærket at løbet er gået i gang. Det tegner rigtig godt dette her.

Thomas og Carsten er ligeledes flyvende. Vi er i en gruppe på 8-10 personer. Ca. 50 meter længere fremme kan jeg skimte den næste gruppe, som jeg vurderer, har samme størrelse. Jeg spørger Thomas og Carsten om vi ikke skal løbe derop. Carsten foreslår at vi gør det over et par km. Thomas går bare i gang. Jeg tænker et øjeblik, at det måske ikke er helt retfærdigt at lade Thomas trække hele stykket, og går selv op for at gøre en del af arbejdet, men det bliver ikke til meget mere end et par minutter, så er han der igen. Da vi endelig når op, fortsætter han ufortrødent fremad i gruppen. Jeg begynder at blive bekymret for om jeg kan holde samme damp oppe som Thomas. Carsten ser ud til at tænke lidt det samme og vi ligger i fællesskab og yo-yo trækker hinanden op til Thomas på skift. Jeg føler mig en smule træt og beslutter at tage den ene af mine geler. Den smager ad h. til og jeg må klemme den ud af posen i tre omgange. Hvordan er det nu, så skal man have noget vand. Og BINGO… Der står Tanja klar med vand. Det kunne nærmest ikke passe bedre. Nu er jeg oppe igen. Vi runder 15k, mit avr, pace viser 3.37.

Søam toget, med Thomas Frølander som en gal i front. Har nappet fotoet fra marathonfoto
En af grundende til at Carsten og jeg hele tiden falder bagved i forhold til Thomas, er vædskedepoterne. Det er imponerende at se hvordan manden kan gribe et vandglas og hælde det i sig i en og samme bevægelse uden at spilde en dråbe endsige sænke farten. Vi andre skiftes til at hoste, harke og humpe og så må vi sætte tempoet ned. Og så ender det som regel med en enkelt meget lille mundfuld. Jeg absolut ikke fan af at skulle drikke af plastikkrus under løb. Men det lykkes os dog at holde ved ham og da vi runder 20 viser mit ur en avr. Pace på 3.36. Jeg har det rigtig godt.

For godt et halvt år siden satte jeg en PR med over 5 minutter på ½-marathon. Det skete til test3 i foråret og avr. Pace på den tur var netop 3.36. Jeg husker hvor blæst jeg var på den tur. Jeg følte virkelig jeg havde leveret en overmenneskelig præstation da jeg kom i mål. Nu er vi tæt på samme tid ved et marathon og jeg er knap forpustet. Jeg ligger bagest i forhold til Thomas og Carsten og beslutter, at jeg lige vil have en god tid på halvejen, så jeg accellerer op forbi Thomas idet vi passerer. Jeg forsøger at smile afvæbnene, men det lader ikke til at Thomas har tænkt sig, bare at acceptere den slags. Snart er han atter i front og trækker som en galning. Da vi runder 25k, viser mit ur stadig 3.36 i avr. Pace.

Så kommer krisen. Lige pludselig synes jeg der er MEGET langt igen. Nærmere bestemt ca. 15km. Og jeg gider faktisk ikke rigtig mere. Der kommer ALTID en krise i et marathon, men denne kommer bag på mig, fordi det sker allerede ved 25. Jeg prøver med en ekstra gel, som jeg fanger ved en bod, men der skal mere til og for første gang undervejs i løbet begynder jeg at tænke at det kan gå galt. Jeg laver en bodyscan. Energi niveauet føles OK. Benene føles også OK. Puls og åndedræt er også OK. Det er oppe i hovedet den er gal, der er alt for langt igen. Og således går der altså to km, førend jeg begynder at kunne ane 30km mærket et eller andet sted derude, men ikke alt for langt fremme i tid. Vi runder 30k. Mit ur viser avr. Pace 3.37. Jeg tænker det er billigt sluppet.

Jeg tænker også at det da egentlig var utroligt hvis min krise nu er slut. Det betyder vel et eller andet sted at jeg kan begynde at disponere resten af mit løb. Foran mig okser Thomas løs som en gal. Jeg antager at Carsten hænger på mig bagved et eller andet sted, men jeg har reelt ingen idet. Jeg ved også fra tidligere at han sagtens kan komme blæsende bagfra. Pace er nu dalet med et par sekunder/km, og det bekymrer mig lidt, vi er omkring 33, og jeg synes det er lidt for tidligt at geare ned. Mit problem er Thomas der ligger foran og har domineret løbet indtil videre i en grad så jeg næsten er ude af stand til mentalt at forestille mig hvordan jeg kommer forbi ham. Netop da, tænker jeg at det er nu og går forbi. Jeg hører et ”Godt løbet” tilråb fra Thomas og håber han kan hænge på. Vi passerer 35 avrg. Pace ligger på 3.37. Det er godt.

Jeg er med i en gruppe, som tavst farer henover gaderne. Alle løbere er fanget i deres egne tanker nu. Det er de samme  spørgsmål der nu rumsterer i deres hoveder. Simple spørgsmål som man kan bruge lang tid på at fundere over. Simple spørgsmål som: Hvordan disponerer jeg de sidste kræfter? Kan jeg sætte noget ekstra ind eller skal jeg holde igen? Hvornår mon vi runder den næste km?

Det er lykkedes mig at overbevise mig om at min krise er overstået og at jeg derfor kan sætte noget ekstra ind. Det er vigtigt at bemærke, at det ikke nødvendigvis behøver at betyde at det går hurtigere. Når man er ved at være tømt, kan bare det at holde pace, føles som øget intensitet. Så jeg rykker fra gruppen ved 36km. Lige idet jeg går i front, slår blæsten mig i møde og jeg bliver en smule forskrækket. Jeg har mærket vinden undervejs i løbet, men hidtil har jeg kunnet krybe i læ bag andre løbere, hvis det blev nødvendigt. Det kan jeg ikke nu. Vinden havde slet ikke været med i mine overvejelser, og jeg når at feje bekymringen af banen, med forventningen om at der da for helvede også må komme noget vind den anden vej på et tidspunkt.

Så rykker jeg.  Bag mig kan jeg fornemme splittelsen. Jeg kan også fornemme at der er et par stykker der ser sit snit til at følge med, imens resten af flokken vælger det sikre kort og holder sammen – i vinden.

Den ene af de to løbere der har besluttet at følge mig er Stefan Gudmundsson – min onde ånd fra dette års Copenhagen Marathon. Men jeg er nu ret glad for at det er ham der hænger på, for han løber ret stabilt. Og jeg ved fra Thomas og Carsten, at han har som mål at komme ind i 2.35. Hvis jeg har ham på slæb på dette tidspunkt, kan det sq ikke gå helt galt tænker jeg.

Den anden løber er Martin Gudmand. Jeg kender ham ikke rigtig, men han er også dansker løber i en neonorange singlet og rykker snart yderligere. Mit ånderdræt er begyndt at blive tungere. Skid hul i det tænker jeg. Hvis nogen vil vide det, kan jeg larme RIGTIG meget på 5 og 10k, dette er vand i forhold til. Jeg er overhovedet ikke bekymret. Vi runder fyrre avr. Pace viser stadig 3.37, men jeg ved jeg skal runde en smule op, da mit Garmin efterhånden klikker KM-tider ind 500m før de officielle skilte.

Foran mig kan jeg se et vædskedepot, hvor en løber med orange singlet kaster sin dunk fra sig i frustration. Først tænker jeg det er Martin Gudmand, men han ligger endnu længere fremme. Så går det op for mig det er Ulrik Roos. Han kæmper sig atter i bevægelse. Jeg passerer ham og ville egentlig gerne følges ham med det sidste stykke, men sådan er løb ikke. Han hilser, og siger godt løbet, men vinker afværgende. Kom nu for satan da… 2km. Igen.

Jeg ved ikke hvornår Gudmondsson stikker af. Jeg er også ligeglad. I svinget hvor jeg støder på Ulrik, mærker jeg en kæmpe vabel der er vokset frem under højre fod. Den sidder lige midt på, så det er egentlig kun i svingene jeg bemærker den, men det giver et jag under foden, og en lille forskrækkelse, inden jeg iler videre. Jeg har en idé om at Brandenburger Tor må være lige rundt om hjørnet, men de hjørner bliver bare ved og ved med at dukke op. Jeg løber helt alene. Gudmondsson ligger måske 50 meter foran, og foran ham igen kan jeg skimte Gudmand. Det er berusende, for nu ved jeg den er hjemme.  Jeg kan ikke gøre så meget mere nu, andet end at nyde opløbet.

Ved Brandenburger Tor hører jeg Tanja heppe fra venstre side. Jeg når lige at få et glimt af hende og jeg håber hun kan se i mine øjne hvor glad jeg er. Så er der 200m igen, og selvom det lyder mærkeligt, ville jeg ønske at de tog for evigt, for det er VILDT fedt at løbe hen ad den allé og mærke jublen fra tusindvis af tilskuere. Uret er tæt på nu, jeg kan se at jeg er komfortabelt under 2.35 (sluttiden bliver 2.34.29), Hvilket rækker til en samlet plads som nr. 87. 10´er i agegroup og 11 bedste dansker.

Og så tror jeg da vist jeg har skrevet nok her. Tak til alle for endnu et fantastisk løb. Næste mål er VM i 1/2-marathon i København 2014.

Foto efter mål: Carsten og jeg - man er meget glad på dette tidspunkt. .-)

Fejring af veloverstået løb (4xpr og en næstbedste tid sidder her til bords med træner Tanja Ravnholt). Fra venstre: Stefan Gudmondsson, Thomas Frølander, Claus Lindbjerg, Undertegnede, Tanja Ravnholt og Carsten Sillehoved. En meget hyggelig aften. :-)

Kommentarer

  1. Fandme godt gået Jakob! Og super story telling!! Keep it up! :-)

    SvarSlet
  2. Søam-toget. Hehe fedt billede.

    SvarSlet
  3. Fed beretning og tillykke med pr. Vi hilste kort i målområdet. Så vidt jeg kan se på resultatlisten, kom jeres tredje mand også ind i pr...? Jeg passerede ham lige før fyrre, hvor han var nede og gå. Flot kommet tilbage!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Peter. Tak og stort tillykke med din flotte tid. Thomas - som også er nævnt i beretningen ovenfor - var nede og gå flere gange efter 36. Det er ret flot at han alligevel laver PR, men den får nok ikke lov at stå så længe. Såvidt jeg ved løber han og Claus "Nice-Marathon" om en måned. :-)

      Slet
    2. Sådan skal det være :-)

      Slet
  4. Super beretning. Og sjovt som du har ret i at de første 5 km, virker som om man slet ikke rører asfalten.

    Jeg løb selv for første gang på distancen, men det er ikke sidste. Fedt fedt løb.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og tillykke med din første tur, og den flotte tid. :-)

      Slet

Send en kommentar