Translate

Mini Havneløb 2013

Jeg er en ussel lejesoldat. En dusørjæger. En pengegrisk lakaj, der uden skrubler søger de største gevinstchancer. Så efter, sammen med SØAM, at have delt byttet (holdpræmien et gavekort på 2.000kr. til Nike produkter i Maratahon Sport), fra Mini City Løbet d. 30. april i år, har jeg fået smag på mere og er indstillet på også at skulle løbe de to øvrige "mini"-løb, nemlig Strandpark- og Havneløbet. Vanskelige vejrforhold til trods - det gælder jo for alle - lykkedes forsvaret af 2. pladsen ved Strandparkløbet d. 3/7 (vi var 14 sekunder fra 1. pladsen). Mere bytte blev fordelt og I går aftes var der ved årets sidste Mini Havneløb mulighed for hattrick og en samlet gevinst på DKK 2.000kr (det kan give knap tre par løbesko på en god dag), 

...og hvis der er noget jeg har brug for er det da løbesko


Bare sæt det ene ben foran det andet. Gør det hurtigt... Og du vinder. Det lyder nemt, men der er visse løjerligheder, som spiller ind og komplicerer tingene. Siden Københavns marathon i maj har jeg desuden løbet Strandparkløb og etape Bornholm. Hver gang er optakten en mental pinsel og det lader kun til at blive værre. Jeg har aldrig tidligere løbet særligt mange løb i en sæson. De løb jeg har deltaget i, har i reglen været pludselige indskydelser, hvor jeg som ofte har slæbt rundt på en belejlig undskyldning - hvis det nu skulle gå helt galt. I år har jeg absolut ingen undskyldninger. Jeg har tilkendegivet laang tid i forvejen, hvilke løb jeg skal deltage i før Berlin. Min træning kører som smurt og; værre endnu, jeg sætter stort set en ny PR hver gang. Det pres der opbygges starter allerede et par dage før løbet. Koncentrationen svigter. Manglende appetit, følelseslabil. Jeg er umulig for mine omgivelser og jo nærmere vi kommer racestart efterhånden også umulig for mig selv.

Jeg cykler på Dag Hammerskjolds Allé, mod Gefion Springvandet (start/målområde). Kl. er ca. 18.25, vi (SØAM) har aftalt at mødes ca. 18.15 for udlevering af numre. "Gider jeg egentlig detteher?", "Er det det værd?", "Måske skulle jeg bare meddele at jeg ikke gider løbe idag?". Det er ikke de lyseste tanker der titter frem i baghovedet, men jeg kan ikke styre dem. Istedet prøver jeg at tænke dem som energier der venter på at blive sluppet løs, for er der een ting jeg ved, så er det at alt spændingen udløses ved startskuddet.

Jeg parkerer cyklen sammen med 50 andre op ad et pænt restaurationsvindue. Der er hvid stofdug på bordene, som er dækket med strålende service. Jeg må videre. Ved start har de udsat 5k løbet pga. noget trafik. Jeg finder SØAM gruppen lige ved Springvandet. Vi er Carsten, Thomas, Claus, Morten og jeg. På med numrene. Beate tager et billede. Der er godt tyve minutter til start 10k er ikke udskudt. Jeg flakser forvildet rundt efter at have afleveret min taske. Egentlig troede jeg at de andre var fulgt efter mig, men jeg er alene og påbegynder opvarmningen. Benene føles tunge. Jeg er træt. Alt har været meget hektisk de seneste dage efter ferien. Jeg ignorerer tankerne. Jeg ved de er borte om lidt. Opvarmningen er standard. Jeg holder øje med uret (der er kort tid til start), imens jeg spejder efter et toilet. Man kan jo ikke bare stille sig op og pisse på Esplanaden. Der var et toilet. Nu er der 7 minutter til start. Jeg når lige et par stigningsløb - uden nogen form for følelse i kroppen, før jeg begiver mig afsted mod start. De andre fra SØAM står klar. Jeg når også lige at hilse på Anders og Jens fra NBRO, to følgesvende under Etape Bornholm.  Der er tre minutter til start. Godt det samme.

Jeg lærte en VIGTIG ting om løb under Etape Bornholm. Når start skuddet lyder, skal du ikke tænke på noget som helst andet end at løbe. Det kan virke bizart at et par sekunder i starten skulle have betydning over 10 km eller en marathon. Det har de. Du kan bruge en god start mentalt under hele løbet. Omvendt kan en dårlig start trække dig ned. Jeg når lige at komme i tanker om dette, så lyder startskuddet og vi flyver. Det blev en god start.

1-2km
Jeg starter i anden række, men passerer hurtigt op i første. Fra tidligere ved jeg at man skal passe på med at virke alt for kæk her i adrenalinrusen og alt det indestængte. Alligevel synes jeg at det går lidt langsomt og skruer op. HVis jeg har lagt for hårdt ud, vil jeg allerede efter 500m blive passeret af en stor flok. Det sker ikke. Et par løbere klemmer sig forbi, men vi løber i en samlet gruppe. Hvis jeg ville, kunne jeg tage føringen i et par km. Det skal jeg ikke. Sådan går der lidt tid. Mit åndedræt er ubesværet. Nu handler det om at finde en rytme. Som regel er de første to km. hårde ved mig. Idag synes jeg de går meget godt.

3-5km
Vi passerer startområdet efter knap 2km. Jeg hænger stadig på frontgruppen. Såvidt jeg kan orientere mig erder tre løbere fra noget der hedder TreeRunning, Anders og Jens fra NBRO og nogle der løber i hvid trøje (viser sig at være Team Hechmann). Foran er en flok på fire løbere ved at skille sig ud. Jeg bliver hængende i andet geled. Det går let opad på Esplanaden, hvorefter vi drejer mod højre ved Østerport og får et godt stykke ned ad bakke mod toldområdet. Det er et godt sted, tænker jeg og ser frem til at skulle vende her næste gang. Vi er blevet til en lille gruppe på fire. De to fra NBRO, en TreeRunner og jeg selv. Da vi atter svinger ind mod havneområdet, har jeg fået så meget overskud af bakken, at jeg sniger mig til at tage føringen. Jeg har set på mine km. tider at der er en god split tid i vente (ligger stadig i den høje ende af sub 17). Kort før splittet, må jeg dog opgive føringen. Der er stadig et halvt løb igen og jeg mærker jeg skal økonomisere med kræfterne. Vi passerer mål i 16.44 (ny PR på fem).

6-7km
Den sidste halvdel af et 10 km. løb er altid en kamp. Man er træt, men selvom man løber hurtigt, er det som om kilometrene snegler sig afsted. Oveni begynder hjernen at finde på undskyldninger for at sætte tempoet ned. "Det er jo IKKE lige IDAG at du absolut skal sætte rekord vel.", "Kom nu, du har allerede gjort det godt. Vær nu god ved dig selv og slap af.". Den indre dialog der finder sted kan være en pine, men den kan også bruges til at slå tiden ihjel. På et tidspunkt er målet nemlig så tæt at modstanden forstummer. Når det sker, kan man sætte en slutspurt ind - ikke før. Hvornår det sker, er altid svært at vide. Men modstanden har bygget sig op og jeg har sværere ved at holde pace nu. De to fra NBRO har heldigvis også sænket tempoet en smule, så vi løber endnu i en lille gruppe.

8-9km
Vi har rundet Østerport en sidste gang. Det var her jeg skulle komme til hægterne. Jeg suger energien ud af bakken, så godt som muligt, men føler mig slet ikke klar da vi atter skal ind mod havnen. kort efter 8k kommer der en lille rampe op, som jeg til gengæld går helt død på. Måske havde det allerede været undervejs længe, men jeg må opgive at følge med NBRO drengene og jeg slider det bedste jeg har lært for at fuldføre. "Det er fandeme det sidste 10k løb i år.... du mangler 1,5km. KOM NU for faen!". Mine stænger er brugte og trætte. Hvornår mon jeg kommer i mål.

10km
Jeg har rundet de ni km. og er stadig ved at opgive, da det pludselig går op for mig at jeg klarer den. Uret viser 32.40, og jeg er lidt skuffet fordi jeg tænker at der er mindst 500m igen og at min tid derfor vil blive middelmådig. Min slutspurt bliver derfor nok en smule forkølet og det er først i sidste øjeblik at jeg opdager at måluret faktisk først lige har passeret 34min. Jeg kommer ind i 34.10. Det er ny PR med 31sek, ovenpå en gammel der er sat for mindre end en måned siden. Jeg er lettet og glad.

Fra venstre: Jeg selv, Morten, Carsten, Thomas og Claus
I målområdet kommer holdkammeraterne fra SØAM nu ind. Først Carsten 34.27 (han er sølle 7 sekunderfra PR), dernæst Thomas 34.38 (som slår PR med over et minut), så Morten 35.11 (Også ny PR) og endelig Claus 36.31 (også PR med mere end et minut). Det betyder at vi lige overhaler NBRO i kampen om andenpladsen og dermed er Hattricket fuldendt og jeg har 2000kr at bruge på Nikesko. :-)



 


Kommentarer

Populære indlæg