Løbetanker - efter en hård uge

Nyligt løbsbillede. Klar til start på Etape Bornholm - Dueodde. Jeg ser måske cool ud, men er i virkeligheden pissenervøs. Foto: Kenneth Jensen
Jeg står udenfor og kigger på uret, der er ved at opfange satelitter. De seneste seks dage har jeg løbet 125km, heraf har de 42 været under Etape Bornholm, hvilket vil sige i konkurrence svarende til det jeg vil kalde højintens træning. Mine ben er stive efter strabadserne og de forsøger at bremse mit forehavende. Jeg skal ud på ugens lange tur over 30km.



Signalet fra satelitterne er på plads og jeg kaster mig fremover imens jeg trykker på urets startknap. Der lyder et lille "blip" så er turen begyndt. Benene opgiver deres modstand. Stivheden fortager sig. De lystrer og følger trop. Mine lange ture plejer at ligge i et pace range mellem 4.00-4.20 min/km, men kan reelt også gennemføres ved lavere hastigheder. Formålet er at træne udholdenhed, ikke pace. Det er noget med at få brændstof forsyningen, primært fra fedt til at fungere optimalt. Ved for høje hastigheder, vil energien mest komme fra sukkerforbrænding og det ønsker vi groft sagt at spare lidt på.

Det er varmt - 25c i skyggen. Kl. er 11.00 og det er stort set vindstille. I løbet af 10 minutter er min singlet gennemblødt. Pacet ligger omkring 4.18, men jeg har det godt. I grunden utroligt, tænker jeg, efter den uge der lige er overstået. Jeg er jo gammel. Lige fyldt 43. Hvad er det egentlig jeg har gang i? Mit fulde potentiale er forlængst passeret. Nu kæmper jeg bare for at mindske decimeringen. Benene kværner mens tankerne ruller. Jeg er i godt humør. Det hele føles let. Svanemøllen, 5k avr. pace 4.14 nu.

Jeg dvæler ved tanken om det fulde potentiale. Hvad er det egentlig for en størrelse. Intet menneske er ens. Vi har alle forskellige potentialer og dog ligner vi alle hinanden fra en vis afstand. Det fulde potentiale udløses midt i tyverne, det gælder både fysisk og intellektuelt. Sådan synes konsensus at lyde. HVor var jeg dengang? Sandsynligvis der hvor festen befandt sig. Det er i den "udødelige tid" at alle valg bliver udskudt. Du behøver ikke gøre det idag, iaften, eller i denne uge for tiden er uendelig og det er du sikker på. Omkring dig står de forskellige voksne og siger "vælg, vælg, vælg". Jeg tænkte: "Jaja... Den er god med dig, men så skal du jo ikke stå der og bestemme hvad jeg skal vælge." Jeg er passerer 10k ude omkring travbanen ved Charlottenlund. Avr. pace 4.11.

"Jeg er sikker på at Jakob, nok skal blive god til det han laver, når han engang beslutter sig for hvad han vil lave". Sådan lød udtalelsen fra mine gamle dansklærer i folkeskolen Birthe Lund. Sådan en fik alle elever med på vejen, og jeg må alligevel have taget den alvorligt, for pludselig dukker den op under mit løb. Bevægelsen... Den konstante bevægelse, i modsætning til stilstanden, legemeliggøres i løbet og pludselig er jeg hooked.  

Jeg er en "Late bloomer", der brugte ungdommen på rygning og druk. Nu har jeg pludselig fået travlt om at indfri mit uforløste potentiale. Hvor lang tid mon jeg har til det? Hvornår begynder tiderne mon at vende sig imod mig? Jeg er en frihedskæmper, midt i kampen for retten til - på ethvert tidspunkt -  at måtte blive set på som en fysisk størrelse. Eller måske er det blot en krise på midtvejen. Biler og motorcykler har ALDRIG sagt mig noget som helst. Jeg vil langt hellere mærke benenes pendulering... Som nu. Jeg når Dyrehaven ca. 14k, avr. pace 4.09.

Et eller andet sted ved jeg godt at jeg aldrig bliver så god som jeg kunne have været i en alder af tredive. Måske lå mit potentiale dengang til at blande mig med nogle af de bedste? Måske, tænker jeg, man kan jo ikke vide det, men jeg vælger at tro på det og hvis det er tilfældet, så er der endnu plads til forbedring. Det går virkelig overraskende godt idag. Jeg er ude på et terræn, jeg ikke så ofte befinder mig i. De mange konkurrencer i løbet af ugen kombineret med et samlet km. tal omkring 160 er mere end de fleste lægger i af kræfter, også jeg. Så jeg skal passe på det ikke går galt. En skade kan nemt sætte mig ud af spillet i tre måneder eller mere. Det er dyrebar tid hos mig. På den anden side, lader det til at jeg er god til at undgå skader. Mange går i stykker ved lavere belastninger. To ting SKAL være til stede, hvis man vil blive god. Man skal kunne lide det og man skal lade være med at gå i stykker. "Du har begge dele i dig". Fortæller jeg mig selv og messer: "Tænk ikke på ugen der er gået, flere uger vil komme. Tænk ikke på målet, det ligger endnu fjernt forude. Tænk på hvad du gør her og nu og vid altid, at du har gjort dit bedste".

Min mund føles tør nu. Det er meget varmt. Der er ca. 1,5km til en vandpost oppe ved Eremitagen. Det føles hårdere nu. Jeg laver et "System skan". Energiniveauet synes at være acceptabelt. Benene har det OK. Åndedræt og puls er i den lave ende. Det er oppe i mit hovede at tingene tilskærpes. Jeg kigger på uret. avr. pace 4.08. Det er måske lige i overkanten. Jeg sænker hastigheden en smule og får bedre styr på tankerne. Så er der vandpause efter 17,6k.

Vandet plejer at virke opkvikkende. Det går også nedad et stykke nu. Tankerne går imod at skulle præstere et eller andet overnaturligt. Noget som de fleste ville sige ikke kan lade sig gøre. Noget jeg SELV ville sige var uladesiggørligt. Som f.eks. at løbe 10k under 30 minutter. Det kunne være sjovt en dag, bare at komme ind fra sidelinien til een eller anden turnering, eller et stævne og så lige fyre den tier af på under en halv time. Der er dog lidt langt igen. Små 5 min godt og vel. Det skulle svare til en forbedring på knap 15%. Hmm... Så ville det næsten være nemmere at kravle under 2.20 på en marathon. Her er vi nede at tale 12,5% forbedring.  

Jeg tænker på Bannister milen. I 1954 løb englænderen som den første nogensinde en engelsk mil (1.609,3km) på under 4 minutter. Det var noget som man mente var en fysiologisk umulighed. Hvordan bar han sig ad med at overbevise sig selv om at det kunne lade sig gøre? Hvor fandt denne amatør - efter nutidens målestok - motivationen til at gå imod en videnskab, han som ung medicinstuderende, selv må have været en del af? Hvis nu det rent faktisk var muligt. HVad kunne jeg så gøre for at vinde 12,5%

Jeg ville nok skulle løbe flere km. om ugen. Tænker jeg. Nu er vi ude af Dyrehaven og et stykke nede ad Strandvejen. Der er modvind og jeg er ved at være tom for sukker. Km. pacet er dalet og viser nu en avr. på 4.09 min/km. Måske 200km/uge skulle der til. Et eller andet sted har jeg læst, at flere km. end det, er omsonst. Man når ikke at blive klar til næste træningspas. Det ville næsten blive et fuldtidsarbejde. Jeg ville få brug for en sponsor. En der kunne se idéen i at gøre noget grænseoverskridende, og som også ville synes at mit forehavende var både grænseoverskridende og realistisk nok til at man ville profittere på det. Da tanken om hvordan jeg får fat i Nike´s globale brand manager indfinder sig, skubber jeg hele mindsettet til side. Jeg havde ellers sat mig i stolen og var begyndt at sælge min sjæl. Jeg smiler ved tanken. Vi er på 26km nu. Midtvejs igennem Hellerup. Avr. pace viser 4.11.

Ruten er velkendt, og jeg er ved at være træt. Om et par km. når jeg Svanemøllen. Herefter runder jeg de 30k. ved Søerne. Der er ikke så meget tanke tilbage. Nu vil jeg bare gerne hjem - og lave noget andet. Da jeg kommer til Søerne, er der atter en vandpost. Det er virkelig dejligt på det tidspunkt. Jeg sprøjter mig selv til og lunter det sidste stykke hjem. Samlet distance 33,2km. Avr. pace. 4.12. Ugens km. tal 158km (tredie højeste nogensinde) og med tanke på at lave et lille blogindlæg om turen. ;-)

Kommentarer

  1. Tak for et blandt mange gode indlæg.

    At selv gode løbere som du, kæmper med sig selv og ikke har en facitliste på hvordan det næste mål nås er super inspirerende at vide.

    SvarSlet
  2. Ja, alle løbere kæmper nok med de samme ting. Det er noget af det der gør løb så fantastisk. :-)

    SvarSlet

Send en kommentar