Translate

Københavns Marathon 2013 - 2.40 barrieren er brudt

I mål. Carsten og jeg selv. Foto: Torkil Adsersen (Berlingske Media)
Jeg har netop gennemført mit vildeste løb til dato. Det foregik til dette års Københavns Marathon og jeg skar 7,5minutter af min PR OG kom under 2.40. Dette er min oplevelse af løbet og optakten dertil. 
(20/5: opdateret med løbsbilleder, længere nede)

Vandbæreren
Anders Staffe har meldt sig som vandbærer. At være vandbærer er vigtigt. Måske betyder en vandbærer 1 minut på sluttiden. I Philadelphia havde jeg ikke nogen vandbærer, så jeg er klar over at jeg godt kan klare mig uden, men her på hjemmebane er det ubetinget en god ting. Jeg har svært ved at drikke mens jeg løber og jeg har især svært ved at drikke af de åndsvage hvide plastik krus, som vædsken serveres i på depoterne. Jeg har fundet ud af at jeg kan drikke betydeligt bedre af flasker med sådan en suttetop, man kan bide op. Vandbærerens rolle er at følge løberen på cykel medbringene en minibar af væske, som kan serveres på ethvert tidspunkt og i acceptabel beholder. Jeg mødes med Anders Staffe på Martahon messen om fredagen kl. 19.30. Jeg har 1 liter med vand til ham og to liter energidrik i 4x1/2 l. flasker. Det er absurd meget vædske, som jeg ved jeg aldrig kommer til at indtage, men hellere for meget end for lidt. Anders er vildt engageret og da vi møder ham ude på ruten har han lavet en lille opdeling af minibaren med nogle stykker karton, der gør at jeg straks er 100% tryg. En stor tak til Anders. :-)

Kosten
Dette løb har handlet om at prøve at holde fast i de "rigtige" ting og så prøve at smide nogle "unoder" over bords. F.eks. oplevede jeg, ved mit seneste marathon i Philladelphia, at jeg var istand til at løbe et glimrende løb, med en særdeles kaotisk landing (jetlag), kl. 7 om morgenen, i 4c og med en carboloading der i høj grad bestod af sukkerholdige drikke, pasta, slik og rigeligt med vædske (måske næsten for meget væske). Jeg ud af at det vigtigste er, at sørge for at spise konstant, men at man ikke behøver at gøre det i en hel uge op til. Jeg vælger fortsat at tro på rødbedens præstationsfremmende effekt, så den indtager jeg i stor stil op til dagens løb, men carboloadingen sker egentlig først fra fredag aften - i virkeligheden måske mest igennem hele lørdagen. Her spiser jeg:
  • Havregryn med ananas, banan og melon til morgenmad
  • I løbet af dagen driker jeg 1 33cl faxe kondi, 2 33cl coca cola, 1l. tyndt opspædet energidrik, 1,5liter vand, 0,5l isotonisk et eller andet, 2x1/2l rødbedesaft + det løse
  • Til mellemmad spiser jeg en skålfuld pasta med kylling og to skiver franskbrød med jordnøddesmør og marmelade
  • Til frokost spiser jeg jordbær, ananas, melon og rødbede/gulerod/æble råkost
  • Vi går en tur og her spiser jeg en stor "Paradis" med 3kugler
  • Til aftensmad står den på fuldkornspasta med kødsovs og en del grøntsager (Gulerod, rødbede, brocoli, champignon, løg, tørret og hakket tomat. Dertil mere af den famøse "rødbederåkost"
  • Der er også dessert, som består af fløderand med frsik frugt
  • Som snack spiser jeg desuden et par bananer og nogle lakridser

Og så kan jeg simpelthen ikke rumme mere. Jeg sover til middag i godt en time og laver så lidt som muligt, bortset fra gåturen efter frokost, der også tjener til lige at holde cirkulationen igang.

Jeg går i seng kl. 23, og det er svært at falde i søvn. Det er varmt i lejligheden og jeg forestiller mig konstant at det bliver endnu varmere imorgen. Jeg vågner med et sæt og skal tisse (det kommer til at ske et par gange, men hver gang lykkes det mig at falde i søvn igen). Kl. 05.00 ringer vækkeuret, og jeg føler mig frisk. Da jeg stiger ud af sengen, kan jeg mærke at benene er kraftfulde og saftige - ligesom de skal være. Det gør mig rigtig glad, for selvom det ALTID er sådan, så kan det alligevel også ALTID undre, at det først sker på selve dagen. Jeg står op og spiser:
  • En portion havregryn, med frugt (jordbær, melon, mango, banan og mere ananas), 
  • Sammen med 1/2 liter rødbedesaft 
  • og den sidste rødbede råkost fra igår. 
Så går jeg ind og lægger mig igen. Det er svært at falde til ro, og jeg når at vågne endnu engang for ar at skulle tisse, inden kl. bliver 07.30 og jeg står op. Så laver jeg kaffe (så stærk som muligt). Imens kaffen brygger, barberer jeg mig og tager et bad. Har købt et par nye shorts på marathon messe fredag, fordi jeg savnede et par at skifte med, og jeg tænker jeg skal løbe i dem. For en sikkerheds skyld smører jeg mig med creme - det kan være rigtig ubehageligt at få gnavesår undervejs i løbet. Efter badet sætter jeg mig og spiser
  • Mere frugt. Det sidste ananas, mere jordbær og en banan, 
  • Sammen med min kaffe. 
Jeg er dybt fokuseret på løbet nu, og er stort set ikke til stede i rummet. Imens jeg spiser farer jeg rundt og pakker min taske. Skal desuden huske:
  • Energidrik 1/2liter til turen, 
  • 1/2l vand, 
  • Et æble 
  • En banan
  • To poser gel (til turen)
pulsbælte, håndklæde, svedbånd, telefon, tegnebog, sko etc. etc. Det er ikke de store sager, men jeg er lykkelig da jeg endelig kan forlade lejligheden kl. ca. 08.40.

Vejret
Jeg har selvfølgelig bemærket at det er overskyet. Men det er stadig varmt i lejligheden og det virker som om at tempetraturen er steget en grad fra kl. 5 til kl. 8. Da jeg kommer ud er det forfriskende at mærke svalende 13c. Jeg begynder at tro på at det nok skal blive godt. Drikker min energidrik og spiser min banan før jeg går ned i metroen og tager ud til Islands Brygge. Der er som sædanligt andre der har fået samme idé, og jeg tager et par solbriller på for at lukke mig lidt inde i mig selv og følger så ellers bare strømmen.

Kammeraterne
Specielt efter kombi studiet, men også fra Løbeklubben Fortius (Danmarks ubetinget bedste heppekor) og Spartas fællestræninger, synes jeg at have truffet nogle superfede mennesker. For nyligt meldte jeg mig så ind i løbeklubben SØAM (Stenløse Ølstykke Atletik og Motion), dels fordi de som DAF registreret forening muliggør deltagelse i f.eks. DM, som idag, men også p.g.a. Carsten Sillehoved, Thomas Frølander og Claus Lindbjerg, der alle kom fra SØAM. Det betyder at det er ret hyggeligt at komme til et startområde, fordi at der altid lige er nogle man kender. Og det betyder at der er en del opbakning blandt andet fra Fortius legendariske heppekor derude på strækningen.

Vi har aftalt at mødes i omklædninngsområdet for DM løbere kl. 09.00. Den første jeg møder Jan (også fra kombi), Maibritt (fra Fortius) så står også Carsten Sillehoved der. Han er en tand hurtigere end mig og rimelig rutineret. Vi havde et rigtig godt samarbejde til det seneste Mini City Løb, som gav en hold 2. plads og jeg håber lidt at kunne gentage denne bedrift, selvom distancen er lidt længere. Så duker Thomas også op, så Claus, Jonas (Sparta fællestræning) og Nicholai (også Sparta Fællestræning der også). Alle er lidt oppe at køre. Der er små tyve minutter til racestart. Vejret dikterer nærmest løb og stemningen er supergod. Cartens søn Gustav, er flink at aflevere min bagage og vi jogger småsnakkende lidt frem og tilbage i startområdet. Jeg når at dryppe af hele to gange på de resterende 10 minutter, inden jeg begiver mig over i startblokken, som kortefter frigøres så DM feltet kan gå ned til elitefeltet. Som altid står der en mand og taler bevingede ord, førend en kvinde overtager mikrophonen og nedtællingen starter. Ti sekunder til start.... 3. 2. 1... Så er vi afsted.

Løbet
Starten er gået Budolfsen og Them i front. Frølander og Sillehoved kan skimtes bagved. Foto:  Uvis/facebook
1-5km
På et marathon er starten en kunst. Man lader sig nemt rive med. Kroppen er kampklar og sprængfyldt med energi, og pacet synes langsomt. Man kan flyve. Jeg plejer at nyde starterne, fordi det er her man har overskud. Thomas Frølander har lagt sig bag Carsten Sillehoved og de to ræser imidlertid afsted i et tempo omkring 3.30. Jeg opgiver at følge med der. 3.45 er rigeligt hurtigt udlæg for mig. Min seneste bedste tid gennemførte jeg i et avr. pace på 3.57, og her lå jeg mellem 3.50-3.55 i starten, så jeg regner også med at tabe noget til sidst. Det optimale er - efter sigende - helt at undgå tidstab, eller måske endda at løbe lidt hurtigere på anden halvdel (negativt split). En bedrift jeg stadig har til gode at opleve. I et stykke tid ligger jeg alligevel og forcerer lidt, så kommer der en fyr fra Herning op på siden af mig. Han har et m40 skilt på ryggen - en rival til DM titlen. Han er dog hurtigt væk og oppe i gruppen med Carsten og Thomas. Jeg selv er lidt overvældet af den hektiske start. Ved 3km. fanger jeg dem og vi ligger i et avr. pace omkring 3.40, men dalende.

5-10km
Således fortsætter vi forbi de første 5k. Med masser af overskud. Vi løber gennem Østerbro, og jeg synes carsten sakker lidt bagud. Jeg spørger til om han er OK, men det er vist ikke noget. Så ligger jeg mig bag Thomas. Avr. pace er nu omkring 3.43. En smule i den hurtige ende, men OK for mig. Temperaturen er tæt på perfekt og en dejlig svalende støvregn lægger sig. Ved 6-8km tiltager regnen og vi bliver gennemblødte. Så dukker Anders op med minibaren. Fantastisk timing. Samtidig er det som om at Thomas taber lidt tempo, og jeg løber frem for at tage føringen.

10-15km
Vi er på vej rundt i fælledparken og nede ved Blegdamsvej, da jeg kan mærke nogle løbere bagfra. Det viser sig at være nummer to rival i gruppen m40, sammen med en kollega fra løbeklubben SNIK. De ser skarpe ud og jeg beslutter at gå i læ og bare holde fast. Bag mig har jeg også Carsten, og vi løber således 2-4 i gruppen m40. På vej mod Gammel Strand lader det til at SNIK manden vil rive sig løs. Jeg sætter tempoet op. Vi er omkring 15km avr. pace hedder 3.45. Kan det holde rundt ved 1/2-vejen, er det min anden hurtigste tid på 1/2 distance, ikke dårligt.

Forrest SNIK løber 7685, som jeg om nogle km, skal prøve at ryste af mig. Uvis/facebook
15-22km
Lige før 19km, ved bakken op til Dybølsbro, synes jeg SNIK løberne taber fart. Samtidig kan jeg se to andre løbere ca. 30 meter foran. Jeg beslutter at tage turen derop og får slået et hul. De to andre løbere er imidlertid ikke særligt taktisk indstillede, så istedet for at få et samarbejde op at køre, stikker den ene af. Jeg beslutter at følge ham og vi runder 1/2 vejen i 1.18.50. Det er en vild tid og jeg forventer heller ikke den kan holde hele vejen rundt, men manden foran øger og vi tager den næste km. i pace 3.33.

Billedserie omkring 25km. Foto: Claus Rolsted

Biledserie: Billede 2

Biledserie: Billede 3
22-30km
Det er ikke min kop te, så jeg lader ham løbe ned ad Kalvebod Brygge samtidig med at jeg døjer med at finde en rytme. Den anden løber fra før kommer op og vi etablerer en form flor samarbejde, desværre dog også med SNIK løberen, som virker stærk. Jeg forsøger at hægte mig på, men må slippe omkring Mærsk bygningen. Vi er lige omkring 27km, og samtidig piler Spartaløbere i hobetal forbi mig. DEt er meget demotiverende, men på den anden side har jeg været der før, og mit avr. siger stadig 3.46. Kan jeg få sat en fornuftig prop i, som det også lykkedes mig under Philadelphia for seks måneder siden, behøver den ikke gå meget længere op. Ved 28 passeres jeg af Carsten og en ret stor gruppe. De må have ligget og jagtet mig længe. Jeg forsøger at hænge på, men det koster og ved tredive, kan jeg kun holde et pace på 3.55. Det kan der være flere grunde til - fejl i GPS med mere, så jeg lader mig ikke slå ud, men beslutter mig alligevel for at rekapitulere og lige få styr på tingene.

31-38km
Jeg lader gruppe være gruppe og kører mit eget løb. Mærk hvor du er. Hvor dine ben er, dit åndedræt, puls, energi mv. Det har den ønskede effekt. Mit pace daler ganske vist, men slet ikke drastisk. Hvad er målsætningen ehr? 2.45 har jeg meldt ud. Hvad ser det ud til at jeg kommer ind på? mellem 2.40-2.42. Jeg har grund til at være positiv. Faktisk har jeg grund til at skynde mig lidt kan jeg regne ud. For der er en reel chance for at komme ned under 2.40. (et absurd godt resultat). Ved 32, er det som om Anders kan læse ine tanker. "Kom nu, Jakob.. 10k igen". "Yes, tænker jeg og jeg kan nu se at gruppen foran ihvertfald ikke længere øger. Dvs. de lider mindst ligeså meget som jeg. Der skal dog gå yderligere et par km, hvor jeg også bliver taget af en løber fra Novo ved Trianglen, førend der begynder at ske noget omkring Sankt Hans Torv. Ved Elmegade opdager jeg pludselig to Sparta løbere, der er faldet ned fra gruppen foran. Jeg overhaler dem og een eller anden råber: "Du ligger nummer 31.". "Vildt." Tænker jeg, og der er snart kun 5k igen. Og efter der er fem igen kommer jeg til 38. Og når jeg er ved 38, er der kun to til 40. Og når jeg er ved 40, er jeg praktisk taget i mål. Med andre ord. Min krise er væk. Og imens disse tanker står på, kan jeg se hvordan de begynder at falde som fluer oppe foran. Jeg knokler og stønner, og det kan UMULIGT lyde eller se kønt ud, men det virker og jeg æder mig op igennem feltet. Mit pace ligger omkring 3.50+, men det er rigeligt. Jeg kan se at muligheden for at komme under 2.40 bliver mere og mere reel. For anden gang ved Gammel Strand henter jeg en Sparta løber og får ovenikøbet opbakning af hans ledsager på cykel. Fedt, og tak - det er god stil. :-)

39-41km
Ved Christiansborg overhaler jeg Palestina* løberen og en mere, op ad Langebro, en til og en Sparta løber foran mig går pludselig i stå og begynder at gå (den var helt gratis). jeg er halvejs over Langebro og omkring 100m foran ligger Carsten, med sin søn Gustav ved sin side. Anders råber til mig at der kun er en km igen.

*(rettelse 28/5-2013: Det var faktisk første gang jeg var igennem Christiansborg, at jeg passerer Palæstina løberen, tak for rettelsen Anders Staffe. :-))

41-mål
Jeg er klar over det og MEGET langt fra at løbe i flow, men jeg haler ind. Vi runder viadukten under Langebro. Jeg spejder som en sindsyg efter måltavlen med tidsangivelsen. Måske er der 400m, da den dukker op. Carsten ligger 50 meter foran mig. Jeg kæmper som en gal. Uret viser 02.39.09, da jeg passerer 42k. Jeg har 51 sekunder til at nå 200m. Den er hjemme. Jeg knokler mig afsted i en ud af kroppen oplevelse. I mit hoved, er jeg allerede inde over målstregen og nyder resultatet. 20 meter igen. 10m. Carsten passerer målstregen, og som en nærmest identisk gentagelse af Mini City Løbet, passerer jeg lige efter. Nettotiden bliver 02.39.49 (+3sekunder for bruttotid). Det er altsammen underordnet. Jeg er totalt glad og nærmest falder Carsten om halsen. Fedt, fedt, fedt. Han vender sig overrasket. Han var slet ikke klar over at jeg lå bag ham.

Endnu et målfoto. Det var VILDT. Foto: Uvis/Facebook
Carsten og jeg i målet med lidt mere ro på. Foto: Gustav Sillehoved
Tak for en fantastisk oplevelse. Tak for et fantastisk løb. Tak for nogle fantastiske tilskuere der trodsede vejrguderne og gav den gas. Håber vi ses snart igen. Næste løb bliver Berlin, sidste søndag i september. :-)

PS: Jeg bliver 23 samlet. 4 i aldersklasse. Vi vinder hold m40, og bliver 4 samlet for hold.
PPS: Jeg vil poste fotos efterhånden som jeg finder nogen i dette indlæg.

Kommentarer

  1. Fantastisk flot løb og spændende gennemgang af det!
    Morten

    SvarSlet
  2. Tak Morten. Det var en stor oplevelse. :-)

    SvarSlet
  3. Hej Jakob, tillykke med det flotte resultat. Nyd det....

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg